En eminent oversættelse, der forener den kinesiske ironi og den danske ironi.

Kinesisk humor

En dansk komiker spurgte mig engang, hvad kinesere finder morsomt. Jeg fortalte ham, at udover svigermødre, dating og tyranniske chefer, så er kulturrevolutionen et stort emne i kinesisk komedie og satire. Det forstod han slet ikke. ”Var det ikke noget med arbejdslejre, anarki, kaos og fødevaremangel?” Jo, sagde jeg, og sammenlignede det med soldatertid og kostskoletid. Han forstod det stadig ikke, da man jo ikke led i samme grad. Jeg forklarede, at lidelser – især egne lidelser – er morsomme, når man skaber et værk med selvironi, indsigt og visdom. Dengang kunne jeg ikke vise ham et eksempel, fordi meget få kinesiske forfattere var oversat til europæisk. Hvis jeg møder ham igen en dag, vil jeg give ham denne bog af Wang Xiaobo.

Bogen består af to af Wangs værker. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at de begge er kinesisk satire, når det er bedst. Så blødt som vand og Guldalder indeholder begge Wangs signaturer: selvironi, evnen til at gøre tykt grin med såvel magthavere som de intellektuelle og den formidable evne til at se det fornøjelige i alle situationer. Alle situationer. Hvis man vil leve godt uden for den første verden og ikke blot overleve, er denne evne en nødvendighed. Wang har tilmed den sjældne gave at kunne sætte ord på det fornøjelige.

Oversættelsen

”Før A-Lan blev trukket ind på stationen, havde han været fortvivlet. Men den fornemmelse forsvandt da han havde siddet på hug i nogen tid, for da gjorde ballerne ondt og benene gjorde ondt, og han længtes efter at rejse sig, og alt det fik fortvivlelsen til at fortage sig.” Oversættelsen er eminent, da den forener den kinesiske ironi og den danske ironi, så begge får en plads i solen. Wang kommer fra den generation af intellektuelle, hvori det var almindeligt at læse indsmuglede bøger fra Taiwan i 80erne. Man fik en kuffert fyldt med europæiske og amerikanske bøger, oversat i Taiwan, som gik på omgang hos en vennekreds. Jeg kan godt lide at lege, at Wang og jeg delte den samme kuffert. Jeg synes at kunne læse Hegel, Kierkegaard, Ibsen og Astrid Lindgren i Wangs værker. Vi deler i hver fald holdning til fortvivlelsen.

Wangs forhold til Vesten

Det er tydeligt, at Wang havde haft adgang til markant mere udenlandsk litteratur end gennemsnitsforfatteren fra 80ernes Kina. Mange af bøgerne var ikke eksplicit forbudt, men man havde blot ikke adgang til dem i fastlandet. Wang må have haft en god forbindelse til smuglerne, ligesom min far havde. Ingen kan lave så fremragende satire med første- og tredjeverdensproblemer uden at have læst de kufferter. Derudover er det almindeligt kendt, at Wang hadede sine år i USA og ringeagtede amerikansk kapitalisme som den sorte død.

Den heteronormative verdensorden

Mange siger, at Så blødt som vand handler om homoseksuelle og deres lidelser. Men for mig handler bogen om ikke at passe ind i en heteronormativ verdensorden, og man behøver ikke at være queer for at føle sådan. Det er desuden ikke fastslået af forfatteren, hvad bogens karakter A-Lan er. Er A-Lan homoseksuel, biseksuel, transkønnet eller nonbinær? Men det er ikke vigtigt for at læse bogen – for den følelse af at være noget fremmedartet i et samfund er en gammel og velkendt følelse for mange.

Hvis man vil gøre sin læseoplevelse med Så blødt som vand endnu bedre, kan man sætte noget Freddie Mercury eller Queen på anlægget. The Great Pretender, I Want to Break Free og Somebody to Love passer alle glimrende til Wang Xiaobo, også til Guldalderen.

”For eksempel sagde holdlederen det forår at jeg havde skudt venstre øje ud på hans hund – en tæve – så den nu var nødt til at dreje hovedet for at se på folk og derfor opførte sig som om den dansede ballet. Og derfor besluttede han sig for at lade mig gå i de sko der klemte mest og gøre helvede hedt for mig. Hvis jeg skulle bevise at jeg var komplet uskyldig, var der kun tre mulige retninger at gå. Jeg kunne bevidne at: 

1. Holdlederen ikke havde nogen tæve 

2. Bemeldte tæve var født uden venstre øje 

3. Jeg selv ikke havde nogen arme og derfor ikke kunne affyre et gevær. 

Intet af det holdt stik.”

Selvironi som våben

Ovenstående er uddrag fra Guldalderen, som foregik under kulturrevolutionen og handler om en mand og en kvindes kamp for at bevare selvet i en anarkistisk, absurd, ubarmhjertig og ulogisk tidsalder. Den selvironiske distance til forfærdeligheder og det grimme er tidstypisk i litteraturen, der foregik under kulturrevolutionen. Det ser man hos mange af de store satiriske forfattere som Mo Yan, Zhang Xianliang, Feng Jicai etc.

Husk, at det er helt ok at grine ad andres lidelser fra fortiden, når du læser denne bog. Det er ligesom, når du griner, når nogen glider på en bananskræl og falder på halen. Det at være på halen er en midlertidig tilstand, og de rejser sig som regel op igen. Sådan er det også med kineserne: De rejser sig altid op igen.




Wang Xiaobos; Så blødt som vand og Guldalder.

Skrevet i slutningen af 1980’erne

2020

Forlaget Korridor

Oversat af Sidse Laugesen

Pris: 200 kroner

kan bestilles hos alle danske boghandlere og på forlagets hjemmeside her