Merete Lindstrøm klæder sig selv og sin tekst af i Fra vinterarkiverne, der fragmentarisk portrætterer kærligheden, når den er smertelig, umulig og endeløs. I sit ’mest selvbiografiske værk til dato’, undersøger hun sig selv og sit liv og spørger eksplicit efter en manual til hvordan og hvorfor. Det er så inderligt, at betegnelsen nøgen ikke slår til.
At glemme eller gemme sig selv
Nogle notater skrives om natten, bliver en del af vinterarkiverne, det er nøgent, sandt, på afdelingerne står de gamle arkivskabe; i mapper, nogle skuffer, der ligger det som ingen vil læse.
Således formulerer Merethe Lindstrøm på en af bogens sidste sider, betydningen af titlen Fra vinterarkiverne: Jeg sidder med et værk sat sammen af materiale ingen vil læse – en roman af udsigelser, der i deres nøgenhed ikke er anstændige nok til at sidde med til bords. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med det behov for at beskrive en tekst som ”så sand at ingen skal læse den”: handler det om, at Lindstrøm arbejder med så ømt et materiale, at hun måske ikke helt tør læse sig selv? En sådan undskyldende genreforklaring er i mine øjne slet, slet ikke nødvendig: jeg er aldrig i tvivl om, at der i Fra vinterarkiverne er noget ekstremt personligt på spil, men det er jo netop det, jeg gerne vil læse.
”Sandheden”
Det er vel ikke at tage munden for fuld at kalde disse tider for autobiografiens skandinaviske guldalder. Jeg finder det næsten overflødigt at nævne verdensstjernen ved navn, ingen ved, hvordan og i hvilken grad han findes – men Merethe Lindstrøm har da bestemt valgt et gunstigt tidspunkt at skrive sin ”mest selvbiografiske roman til dato” (som det hedder i omslaget) på – den skrivende jegfortæller hedder Merethe og der bliver strøget heftigt med stednavne, far, mor og bedsteforældre. Jeg har det generelt lidt ambivalent ved overhovedet at åbne for autofiktions-debatten. For mig som læser er god litteratur ikke god, fordi den er sand, men fordi, den er god. Og i min optik er den oftest god, når den tør noget og her tør Lindstrøm i al fald joine dem, der ikke er bange for markeret selvudlevering.
Livet fortalt i bider, nogle lidt for store til at sluge
Kompositorisk skriver Fra vinterarkiverne sig også fint ind i tiden med sit fragmentformat: romanen (som omslaget insisterer på at kalde den – jeg ved sgu ikke helt, om jeg er enig) er bygget op af brudstykker, der uden stramme rammer om tid, sted og karakter griber frem og tilbage i fortællingerne om Merethe, hendes forældre, hendes barndom, hendes mand og hans falden ind og ud af angsttilstande af flygtig styrke, mandens barndom og opvækst, deres ægteskab og sågar hist og pist lidt naturobservationer, der med svingende succes kontemplerer over landskabet og sindet, livet og naturen. Sidder man et sted nær de norske fjelde er det sikkert svært at lade være og selvom jeg aldrig skal være sen til at tilskrive ret meget kærlighed til den rå natur i det kolde nord, så tilfører naturbetragtningerne ikke meget andet end langsommelighed til Fra vinterarkiverne. Og det er brandærgerligt, for den er i forvejen lang – det kræver sit at følge med i de mange karaktertråde. De enkelte fortællinger er oven i hatten stort set alle dystre. Jeg havde enkelte steder svært ved at koncentrere mig om at have så ondt af alt og alle, at de messende naturstykker virkede mere døsige end poetiske. Fragmentformatet fungerer klart bedst, når der er lidt tempo på. Det er særligt tilfældet for bogens sidste halvtreds sider, hvor narrativerne er naturligt dynamiske.
At skrive om at skrive
Tematisk griber Fra vinterarkiverne om sig: når man vælger at fortælle i brudstykker er der tilsyneladende ikke grænser for, hvor bredt man kan favne. Det lykkes Lindstrøm godt med: det handler om at være mor, om at være datter, om at være gift, om at være ung, om sindslidelser, alderdom, kunst. Det handler ofte om at være skrivende, hvilket for det første er oppe i tiden (Knausgård gør det!), men som også bliver bærende for hele værkets projekt: at finde frem til sig selv ved at skrive det, der gør ondt:
Teksten trækkes i en retning, sætningerne er hundene i snor, trækker i den retning de vil, trækker os hjem den sædvanelige vej, det er det enkleste, det som giver sig selv, men det jeg har brug for er altid skjult, det bedste er vanskeligt, det eksisterer i kaos. Altid tilfældigt, hurtigt, i glimt.
Hjerte-smerte-hjerte
Fra vinterarkiverne er måske allermest en frustreret kærlighedserklæring til en partner, der kæmper med angst og selvmordstanker. Den handler om at være i et forhold, der er både nødvendigt og umuligt og hvor ingen af parterne er i stand til hverken at trække sig ud af forholdet eller at ændre det til det bedre.
Det er ikke et undskyld som letter og forbedrer, det er et undskyld som trækker ned, som har taget bolig og fermenterer under et hårdt, tæt låg, holder til dernede og sænker alt det andet, i et uklart vand, uden bund.
Det er hamrende inderligt, men enkelte steder bliver det også en tand for inderligt til min smag. Jeg synes ikke, teksten bliver bedre af, at jeg virkelig får udpenslet, hvor ondt og svært og synd livets omstændigheder kan være. Det grænser sig momentvist til følelsesporno, hvilket er ærgerligt, fordi teksten andre steder faktisk funkler. Som når det helt enkelt hedder:
Livet har ingen adjektiver (…) Det er sandt, dagene er bare
Den hjerteskærende kærlighedshistorie bliver især undersøgt gennem bardomserindringer, hvilket både virker som et forsøg på at finde forklaringer på hvorfor de to elskende er, som de er, ligesom det også bliver til en minikrønike, et mangearmet familieportræt. I sin tekst undersøger Lindstrøm især, hvad det vil sige at være i familie, hvad familiære relationer betyder.
Når et barn bliver født er der et øjeblik man siger at barnet kroner, det er mens toppen af hovedet er synligt for første gang, bliver synlig i moderen, men hvad betyder det, krone, bærer barnet moderens krop som en krone, eller kroner barnet moderen, krones hun af barnet?
Det er i netop dé stykker, jeg bliver grebet dybest. Fra vinterarkiverne bliver til en frustreret kontemplation over det umulige i at have rødder:
Selvhadet, bliver det givet videre, skal det blive deres nu, som en uhumsk madras man ikke kan sove i, man får aldrig skaffet sig helt af med den (…) men det er det eneste man har, man holder ved den, får ingen søvn, kan ikke smide den ud af huset
Merethe Lindstrøm har skrevet et inderligt, autobiografisk værk, der i et fragmentarisk format undersøger det klaustrofobiske i at være blevet til den, man er. Ligesom den handler om at være ung og forsøge at flygte fra netop sine rødder, som når Lindstrøm et sted formulerer, hvordan hun: ”begyndte at undgå at bo”. Fra vinterarkiverne kan føles som ét langt suk, et af hjertet udtalt suk over det faktum, at dagene, at livet, bare er.
INFO
Merethe Lindstrøm: Fra vinterarkiverne
Roman
Tiderne Skifter
224 sider
Oversat af Claus Clausen
Bogen kan blandt andet købes her.