Vores offentlige rum er gennemsyret af en bil-afhængighed og solo-transport-fetichisme, som gør livet svært, ja til tider direkte ufremkommeligt for store dele af befolkningen. Sådan argumenterer den amerikanske synshandicappede aktivist Anna Zivarts i sin bog, der udkom på engelsk tidligere på året.
When Driving Is Not an Option er først og fremmest et vidnesbyrd om de udfordringer som personer, der af den ene eller anden årsag ikke er i stand til at køre bil alene, hver dag møder og lever med. Det er et vidnesbyrd om, hvordan vores entusiasme over bilens tilsyneladende uendelige rækkevidde har materialiseret sig i den måde, hvorpå vores fælles, offentlige rum er indrettet. Hvordan hele byer, arbejdspladser og fritidsaktiviteter er indrettet efter kørende forbrugere, men også hvordan hverdagslige design; fortove, stier og busstoppesteder ikke er tilpasset personer, der ikke selv kan køre bil. Eksempelvis retter hun fokus på en amerikansk lov, der slår fast, at det er ejeren af en grund, der grænser op til et fortov, der har pligt til at vedligeholde fortovet foran grunden. Fordi vedligeholdelse af fortovet er dyrt, resulterer det i hullede og ufremkommelige fortove, der umuliggør, at folk i eksempelvis kørestol kan færdes der.
Bogen er, udover eksempler som disse, struktureret over adskillige interviews med den gruppe af befolkningen, Zivarts kalder ”non-drivers”, både handicappede, børn, ældre og lavindkomstfamilier. Alle disse mennesker er overladt til at blive transporteret af den offentlige transport eller i offentlige rum, dvs. med cykel eller til fods. Problemet, påpeger Zivarts, er at disse mennesker ikke er blevet inddraget i udviklingen, planlægningen og designet af disse rum, hvilket efterlader dem som en immobil gruppe lavest i samfundet. Flere gangbesværede beretter om, at i vintertiden, når der falder store mængder sne, er de ofte isoleret i deres hjem i flere dage i træk.
Zivarts supplerer sine interviews med anekdoter om sit eget liv som non-driver og mor; men hun er i sidste ende heldig, for hun kan cykle, færdes på fortov og benytte sig af busser uden de store problemer. De helt grelle historier henter hun fra sine interviewpersoner og kontakter fra Disability Mobility Initiative – en organisation, der varetager handicappedes mobilitetsudfordringer i USA – som hun selv har været med til at starte.
When Driving Is Not an Option er et stærkt bevis på hidtil oversete udfordringer, der vækker (og burde vække!) følelser og perspektiver for alle, der arbejder med byplanlægning, handicappede og inklusionsmekanismer i det offentlige rum. Overraskende nok fylder ideen om mindre solo-bilkørsel i forbindelse med belastningen på klimaet overraskende lidt – den relation er kun nævnt et par gange. Det virker nærmest, som om hun er bange for at skræmme læsere (eller lovgivere væk) ved at tage stilling til spørgsmålet.
Det positive er dog, at Zivarts afslutningsvis giver nogle forskellige forslag til ”What you can do right now”. Desværre er hendes refleksioner ukonkrete og nærmest ubrugelige i praksis. Eksempelvis skal vi ”vote for levies or other tax measures to increase funding for sidewalks and transit”.
Zivarts’ bog skal ikke tages som en komplet guide til den, der ønsker at blive bilfri. Snarere er det første spadestik til en fremtidig byplanlægning, der forhåbentlig også er opmærksom på, at ikke alle kan nyde bilens frihed, når de ønsker det.
