Det pureste guld er et udtryk, vi alle kender. Et ædelmetal, der i sin reneste form har fået tillagt overordentlig stor værdi hos mennesker, lige siden vi så det glimte for første gang. Samtidig er noget purt noget uskyldigt, rent og uspoleret. Altså har vi at gøre med et udtryk, der kredser om det rene. Både hvad angår materie, men også ånd. Med det in mente er det måske lidt forvirrende, at Eva Maria Lund Nielsen har navngivet sin nyeste bog, Purt. Karaktererne i bogen virker nemlig ved første øjekast ikke uskyldige.
De pureste emner
Purt er en bog fyldt til randen med underfundig og syret kortprosa. Et særpræget sprog og en eksperimenterende form. I første omgang er det emner som kroppen, parforhold, sex, begær, graviditet og identitet, prosaen kredser om. Jeg nævner emnerne i flæng og lige efter hinanden, for det er faktisk også sådan, læseren får serveret indholdet. Som spaghetti snørkler de forskellige emnetråde sig ind og ud af hinanden, og man skal huske at trække vejret, når man læser, for det er ikke rolig læsning i gængs forstand. Teksten er skrevet i et kakofonisk og syret sprog, som understøttes af den meget syrede og trippende måde, indholdet fremlægges på.
jeg græder, for foråret er ik naturligt, foråret er stadig for nyt til dets stadie. månen vokser sig ny og old og fed og tynd, vi fascineres af foråret, vi føler en heliumlykke/får det så ledløst, emoji-underligt, udvalget på messenger udskiftes igen. og foråret blir tinitus bag søvnen, jeg tænker på en mår, der jager en kanin, hager sig fast i dens nakke. vi ku græde frøer. i tre dage ka jeg ik gå
Talestrømmen og tankerækkerne, der nedfældes som ord, bærer mange steder præg af en nærmest dissonant psykotisk logik. Der bliver brugt ord, som gør teksten meget ung, såsom ”messenger” og ”emoji”. Men den måde, hvorpå Eva Maria skaber sammensatte ord, gør det mere fantasifuldt end egentligt pubertært. At man kan føle ”heliumlykke” samt have det ”emoji-underligt” vidner om en herlig leg med sprog og form.
En ekstrem tingsliggørelse
Førnævnte omskiftelighed og ulogiske tankerække gør den egentlige handling og dens personer svær at gennemskue 100 %, men handlingen foregår hos en ung, gravid kvinde, der bor på 7. sal. Over tre dele, der ikke skal ses som kronologiske, fortæller kvinden i jeg-form meget noteagtigt og sporadisk om sit liv med sin kæreste. Denne kæreste bliver i bogen omtalt som ”boy”, og han er formentlig far til barnet, der bærer navnet ”kid”. Om der er tale om en reel graviditet står ikke mejslet i granit. Den syrede fortælling og historiens sygelige fremmedgørende karakter efterlader en i konstant tvivl. Er det fantasi eller sandhed? Noget af det, der driver teksten frem, er for mig at se den ekstreme grad af fremmedgørelse over for læseren. Jeg lader mig hurtigt irritere over teksterne, navnlig på grund af den tingsliggørelse, der finder sted i beskrivelsen af hendes egen krop. Hun fremstiller sig selv som en krop, der kan lade sig kneppe af boy og få ”blowjob-rynker i face”.
”har fået blowjob-rynker i face (denasolabiale pga boy), ivrig efter at boys mor skal se dem, og så vil jeg gerne malkes, og jeg ser, at mit ansigt er for småt, og tingene i det (øjne næse læber) er for store (forvoksede, de sover i et aflangt bur). boy vil ik ringe til sin mor, skriger til boy, at boy skal skamme sig, boy har mærket mit ansigt for ever for nothing.”
Det er, som om at Eva Maria projekterer populærkulturens dyrkelse af kvindekroppen som en vare over i Purt. Hun tvinger så at sige læseren til at reflektere over kropsidealer gennem den måde, den kvindelige hovedperson forholder sig til sin krop som adskilt fra sin identitet. Kroppen er et middel til at opnå anerkendelse fra boy.
Derfor er det provokerende godt
På mange måder gør den absurde blanding af udtryk, beskrivelser og opførsel stilen meget febrilsk i sit udtryk. Men det er formentlig netop det, Eva Maria Lund Nielsen vil opnå med sit sprog. Når først man har accepteret, at stilen ikke er almindelig lineær og grammatisk korrekt, ja, så bliver det en oplevelse at læse. Selvom tempoet er højt og stilen ikke helt ”stream of consciousness”, men mere ekspressionistisk i sin meget ekspressive form, som man f.eks. ser hos en tidlig Rudolf Broby-Johansen i starten af det 20. århundrede. En mere nutidig reference i forhold til måden at inkorporere talesprog og engelske udtryk er Christina Hagen i romanen Boyfrind fra 2014. Graden af syrede tankekonstruktioner og kontante ulogiske formaninger og sproglige serveringer gør for mig Purt til en glimrende læseoplevelse i almindelighed. At jeg sprogligt og formmæssigt på provokerende vis bliver sparket ud af en magelig forestilling om god litteratur, gør Purt til en provokerende læseoplevelse i særdeleshed.
Info
Eva Maria Lund Nielsen: Purt
Forlaget Kronstork
2018
63 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her