Romanen Mørk materie er en sprogbevidst roman om familierelationer, kærlighed og om at vælge sit eget liv til. I et landskab af korte, gentagende sætninger og med en diskret humor portrætterer Tormod Haugland en mand, hvis fortid hjemsøger ham. I 2015 blev Haugland nomineret til Ungdommens kritikerpris for Mørk materie, som nu er udkommet på dansk ved Forlaget Silkefyret.
Tankemønstre og sprogets gentagelsesstrukturer
Med en sproglig rytmisk genialitet og gentagende sætninger indleder Haugland sin roman med at præsentere os for romanens hovedperson, Atle Vilder:
Jeg hed Atle Vilder, var tooghalvtreds år og boede i et ældre hus i en by på Vestlandet. Og byen hed Gran. Og jeg havde boet i huset i otteogtyve år. Og jeg var hjemme i mit hus i Gran, jeg stod i køkkenet og så ud ad vinduet. Og på bordet lå der et brev.
Brevet, som ligger på bordet er fra hans kone, Lisa, som han ikke har set i mange år. Det bliver startskuddet til, at vi som læsere bliver viklet ind i Atles sociale og familiemæssige relationer og hans lidenskabelige forhold til fodbold. Dette munder ud i, at vi gang på gang bliver indviet i Atles bevidsthed og tankemønstre, og det er her, at Haugland for alvor mestrer sproget. Han formår at give os et genkendeligt indblik i Atles tankeverden – hvorledes tanker ikke er til at styre, og hvordan én tanke kan skabe associationer til noget helt andet, fx når Atle føler en ulmende skam over sit tidligere had til sin far, hvilket leder hans tanker over på brevet fra Lisa, som han har lyst til at brænde:
Og alligevel lå skammen der, som noget ulmende. Den lå og brændte sig på noget, der ikke lod sig brænde op. Og det var et brev, det lå på bordet bag mig. Et brev jeg ville brænde, et brev jeg ikke ville have.
At ’brænde’ bliver her kodeordet, som gentager sig i den næste tanke – fra den brændende skam til en lyst til at brænde brevet. Gentagelsesstrukturerne går altså igen igennem hele romanen, hvilket i flere sammenhænge gør fortællingen både kort og lang. Et andet eksempel på dette er, når Haugland skriver akkurat det samme i to forskellige formuleringer:
Han tilbød os den gamle villa på Fjordvegen, men vi sagde begge to nej tak. Far købte en gammel villa i Nordre, som Else og han ville have, at vi skulle flytte ind i, men vi kunne ikke takke ja.
Fortællingen strækker sig over mange sider, men på grund af gentagelserne og digressionerne fra den egentlige fortælling, så sker der ikke så meget på handlingsplanet. Dette skabte for mig et rum til at udforske sprogets verden, da ordene og sætningsvalgene netop forstærker og betoner en række genkendelige følelser og relaterbare tematikker, som knytter sig til Atle Vilders tanker om både døden og fortiden, nutiden og frygten for fremtiden. Det var nogle tanker, som jeg virkelig kunne identificere mig med.
Fortid, nutid og fremtid
Da jeg åbnede bogen, blev jeg bevidst om, at den er omgivet af mørk materie; et mørkt stof som opsluger indersiden af bogens omslag, men som også på metaforisk vis følger Atle Vilder:
Og jeg tænkte på min alder, og på fortiden, og jeg tænkte på, hvordan fortiden virkede på mig, hvordan den lå der som en mørk materie, som et stof der ikke kan reflektere lys, og at det var sådan, det var.
Der opstår hermed en uigennemtrængelig rød tråd mellem romanens omslag og dens indhold – som om at dens visuelle dimension smelter sammen med Atle Vilders tanker og bevidsthed. Udover sin lidenskab til fodbold elsker han også at snedkerere ude i sin garage, men støvet fra hans arbejde følger ham alle vegne. Som fortiden. Fortiden er umulig at ryste af sig, og nutiden formår hermed ikke at stå alene: For der var stærke følelser blandet ind i det, stærke følelser der blandede fortid og nutid sammen. Endnu tydeligere bliver det, når Haugland vælger at skrive hele romanen i datid, men alligevel gang på gang formår at smelte Atles fortid og nutid sammen på sætningsniveau. Atle mindes tilbage, hvorledes han afleverede og dernæst hentede sin datter Beate ved sin far og stedmor, og pludselig befinder vi os igen i nutiden, hvor han står og kigger ud ad vinduet: To timer. Før jeg satte mig ind i bilen igen og kørte hen for at hente hende. To timer var nok. Og jeg stod ved vinduet og så ud… Med fortiden som en fast følgesvend gennem hele romanen leverer Haugland til allersidst et budskab, som for mig binder hele romanen sammen og hermed skaber et lys i den ellers så mørke materie: At evne at se det nye i det gamle. Indtil det sidste punktum formår Haugland at skrive os ind i et yderst genkendeligt og følsomt univers af sproglige billeder og eksperimenterende sætningsstrukturer, som virkelig satte sit præg på mig.
Foråret og døden
Udover Hauglands dragende sprogbrug mestrer han også at sætte ord på de svære ting i tilværelsen. Døden får en stemme, hvilket munder ud i en dødsbevidsthed: Atle bliver pludselig slået af tanken om, at han skal dø en dag – at døden er et vilkår:
Jeg havde lagt alt smerten bag mig, men noget voksede i mig, efterhånden som jeg kom tættere på. Var det angst? Jeg gik mod døden, det var sådan jeg følte det. Jeg var fanget og farvet, og jeg så ingen udvej. Der var kun en vej videre, og det var at gennemføre det, jeg havde gang i. Og jeg vidste at jeg skulle dø. Samtidig med at jeg vidste, jeg ikke ville få at vide, hvornår det ville ske.
Denne passage genlæste jeg flere gange, for den ramte plet. Ord som siger så meget på så få linjer. Den ramte noget følelsesmæssigt i mig, og det fik mig til at tænke på den norske forfatter Tomas Espedal, som ligeledes kan koge de større tematikker i tilværelsen ned på få linjer og dermed sætte ord på ting, som jeg ikke selv er i stand til. Foråret skaber i romanen et lighedstegn med døden, hvilket skaber en kontrast til forårets ellers så spirende liv. Selvom døden gør sit indtog i foråret, formår Atle alligevel at trøste sig selv med, at smerte ikke kan eksistere uden glæde – og dette appellerer til de samme følelser, som jeg sad tilbage med: en smertefuld læsning, som jeg i sidste ende ikke kunne lade være at smile af.
Info
Tormod Haugland: Mørk materie
Forlaget Silkefyret
2018
314 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her