I Angstens Besættelse beskriver Thomas Alexander Jensen en tilværelse med angst i et lettilgængeligt og præcist sprog. Læseoplevelsen er ligesom angsttilstanden klaustrofobisk, og måske netop derfor fremstår digtsamlingen autentisk som angstportræt.
En hverdag med angst
Thomas Alexander Jensens digteriske debut, Angstens Besættelse fra 2017, har ikke problemer med at holde, hvad den lover med sin titel. Digtene beskriver nemlig et liv, hvor angsten er altoverskyggende og dominerer jegets hverdag. I det første digt, ”Barndom,” hører man kort om baggrunden for digterjegets angst. Man hører om en barndom ”uden bekymringer,” men også om en far, der dør i en alder af 46 år. Herefter følger en serie digte, som primært beskæftiger sig med den følelsesmæssige og fysiske oplevelse af at være i angsttilstanden.
Julénsk afmagt
Digtsamlingen er præget af en afmagt i stemmeføringen, som er sammenlignelig med Ola Juléns poesi, mens digtene stilistisk lægger sig tættere op ad en bekendende knækprosa á la Vita Andersen. Et eksempel på det Julénske er at finde i et digt som “Mit ustabile sind”. Det starter skidt, men det ender endnu værre. Faktisk er digtets sidste tre linjer intet mindre end en håbløshedens tretrinsraket:
Mit sind er et kæmpe kaos
der er tonsvis af kaos stablet sammen
det har aldrig været slemmere end nu
Angstens Besættelse skildrer vellykket de fysiske gener ved angst, men viser også, hvordan angsten er invaliderende på et mere grundlæggende niveau. Således bliver drømmen om kærlighed holdt stangen af angsten.
Jeg havde det for dårligt
og stadigvæk i dag
undskyld
det var ikke dig som var problemet
det var ham her som skriver nu
På kanten af klichéen
Sprogligt udmærker digtene sig ved en lettilgængelig og ligefrem stil, men undertiden savner jeg en mere overbevisende bearbejdning af det sprogkunstneriske. Digtene balancerer på kanten af det klichéfyldte med linjer som ”ensomheden banker på ruden” og ”jeg føler mig ubrugelig som en tom æske chokolade”. Mere original er Jensen i sine sparsomt doserede komiske indfald. Sjovt er både ”hvis angsten var en bog/ ville jeg slet ikke købe den” og den hårde og selvironiske ”jeg kan kun småløbe/for ellers falder jeg i min fede mave”.
Et autentisk angstportræt
Indholdsmæssigt går der redundans i den, og som læser ønsker jeg mig ud af angstens monotoni. Det tilkommer mig imidlertid ikke at gøre op med digterjegets virkelighed, og den klaustrofobiske følelse jeg sidder tilbage med, må siges at være et bevis på digtenes evne til at inddragelæseren i en sindstilstand. Bedst er digtene, når de kommer ned i kroppen, og ved hjælp af sansninger tilbyder en indgangsvinkel til angstens væsen.
Jeg holder godt fast i dynen
min våde krop klamrer sig ned i sengen
Mens følelsen af en ny slebet kniv langsomt og hårdt
dolker sig i mit bryst
Det hænder imidlertid også, at digterjeget kommer til kort i forhold til at beskrive sine følelser. ”Hver gang jeg møder et menneske/opstår en nervøsitet/som ikke kan beskrives med ord”. Man kan således tale om, at afmagten sætter sig i sproget, og i læseren ikke mindst, som må se sig overmandet i angstens klaustrofobiske kabinet.
Info
Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse
Brændpunkt
2017
63 sider
Boge kan købes på forlagets hjemmeside her