Rodfæstelsen er et forvirrende og kompleks forsøg på at udstikke en retning for vores menneskelige civilisation efter Anden Verdenskrig. En læsning, der både skaber foragt og vision.
I Simone Weils hovedværk, der sidste år udkom i en fremragende nyoversættelse på forlaget Mindspace, men oprindeligt er fra 1943 (udgivet i 1949) er det netop en fornemmelse af et afmægtigt forsøg på en forankring af den menneskelige tilværelse, som man sidder tilbage med. Bogen er et desperat forsøg på at finde et eller andet menneskeligt fodfæste, der kan være udgangspunktet for en ny, kommende civilisation, der til enhver tid skal forholde sig til vores tids største katastrofe: Holocaust.
At bogen er skrevet i en kaotisk og tumultarisk politisk tid, sætter sit tydelige præg på bogens samlede oplevelse; den er rodet, svær at læse, til tider ufremkommelig, på andre tidspunkter ganske opløftende, humoristisk og original. Retningen er dog klar. Skrevet i eksil i London fra det invaderede Frankrig på bestilling af den engelske regering, er Rodfæstelsen en politisk vision, et manifest, der har til formål at foreskrive en måde, hvorpå samfundet kan indrettes, så jødeforfølgelserne, nazisme og Hitlers koncentrationslejre aldrig kan gentages.
Skrevet i 1943 er den et produkt af tidens politiske situation. For længst har man indset alvoren af nazisternes rædselsregime, og endelig er man på slagmarken begyndt at bryde igennem det tyske jernpanser. Nu er det ikke længere et selvmedlidende, overrasket politisk Europa, men et Europa, der ser fremad. Et visionært Europa.
I første halvdel af bogen, der også er den mest tilgængelige, forsøger Weil at lægge fundamentet for dette Europa. Undersøgelsen starter naturligvis med de mennesker, der bebor det. Ifølge Weil behøver mennesket en ’rodfæstelse’ for at kunne grundlægge et retfærdigt samfund og opretholde den medmenneskelige værdighed. Det indebærer, at hun sætter sig for at undersøge klassiske dyder såsom ansvar, lighed, orden og frihed, der ifølge hende kan være menneskets ’rodfæstelse’.
Her anes bogens politiske ambivalens allerede. Alt imens hun temmelig arbitrært jabber sig igennem nogle af filosofihistoriens mest behandlede begreber, forsøger hun også at være pragmatisk – hvordan kan vi realisere dette?
Kan verden tænkes uden om nazismens rædsler?
Svaret findes i bogens anden og tredje del. Langt hen ad vejen fungerer de som bogens teoretiske modpol; det er praktiske svar på svære spørgsmål. Svar, der læst med nutidige øjne, synes rimelig forældede, måske nærmest som et forsvar for nationalkonservatisme. Eksempelvis foreslår hun at begrænse ytringsfriheden, så den ikke gælder for grupper. På den måde er det kun enkeltindivider, der ifølge loven må ytre sig – man kan blive påvirket af grupper, må vi forstå. Ligeledes forfalder hun til at foretage mærkværdige konklusioner om fædrelandskærlighed og forholdet til staten:
”Uhæderlighed mod staten hos offentligt ansatte embedsmænd bør også straffes hårdere end væbnet indbrudstyveri”
Tydeligt fremstår bogens to sidste tredjedele som værkets svageste. De bærer præg af en følelse af forfattermæssig utålmodighed: Weil bliver associerende, spekulativ og mangler den form for filosofisk grundighed, som man kender fra hendes klassiske essays som ”Note om afskaffelsen af de politiske partier”. Men måske ligger værkets værdi ikke i helheden. Måske famler Weil selv lidt i blinde her. Måske er bogen et led i forestillingen om en ny moral, et nyt sæt dyder og en ny politisk indretning. Bogen skal måske netop ikke læses som menneskets ’rodfæstelse’, men vejen dertil.
Lige så provokerende hendes tidligere marxistiske værker kan være, lige så småborgerlig og stokkonservativ kan hendes Rodfæstelse læses. På trods af, at kun en tredjedel af bogen er nogenlunde fremkommeligt terræn, er der ingen tvivl om hele værkets relevans. For det første er det et eksemplarisk udtryk for tidens politiske ånd; kan vi tænke uden om fascisme og nazisme? For det andet er hendes behandling af sjælens behov en beundringsværdig læsning, som man ikke behøver at være enig i for at kunne følge:
Ære er et livsvigtigt behov for sjælen. […] indenfor hver profession bør der findes en gruppe mennesker, som virkelig kan bevare erindringen om alt det storsind, det heltemod, den redelighed, generøsitet og genialitet, som er blevet øvet deri gennem tiderne. […] Hierarki er et livsvigtigt behov for sjælen. […] Det sande hierarki har den virkning at få enhver til moralsk at finde sig til rette i den stilling, han indtager.
I sidste ende er Rodfæstelsen en bog, der kræver meget af sin læser, men som også tilbyder meget til gengæld. Den er et monument over en tænkers kamp med tidens store spørgsmål, en bog skrevet i tænkningens afmagt – og måske også den fysiske afmagt, da hun nægtede at indtage mere føde end det, der blev givet de franske soldater i skyttegravene, og derfor døde – og en invitation til dybere refleksion over menneskets og samfundets væsen. Simone Weils værk er ikke let tilgængeligt, men det er utvivlsomt værdifuldt for dem, der vover sig ind i forsøget på at rodfæste sig.
