Med udgivelsen af deres første magasin har Forlaget Amulet givet litterær aktivisme et nyt udtryk, der både er en dialog og et opgør med det moderne samfund. Magasinet indeholder to hovedspor, der som sådan tager sig separate ud, men som til sammen giver magasinet en mangfoldighed i sin aktivisme, der gør, at magasinet med rette kan slå sig op på at levere en bred samfundskritik.
Litterær aktivisme anno 2020
På deres hjemmeside bekendtgør Forlaget Amulet, at de er et litterært aktivistisk foretagende, der mener, at vreden har sin berettigelse og sit indiskutable potentiale. Med referencer til Kirsten Thorup og James Baldwin ønsker forlaget, at vreden ikke længere skal udskammes. Det er med andre ord helt legitimt at være vred. Dette tager de konsekvensen af, idet forlaget gerne vil fremme, publicere og kæmpe for litterære tekster, der ikke fornægter vreden, og som ikke er bange for at stå ved, at de er vrede, indigneret og i sine følelsers vold. I sig selv kan man godt argumenterer, at det er et aktivistisk litteratursyn. Mener man ikke, at det alene konstituere en aktivisme, så bliver man nødt til at erkende, at Forlaget Amulet har et aktivistisk udsyn, når de skriver, at de kæmper for en litteratur, der nægter at adlyde magten.
Hvis det er hensigten med udgivelsen af Amulet Magasin 1. Et litterært aktivistisk magasin, så lykkes de med det. Flere af teksterne, herunder et uddrag af en Dorrit Willumsen bog, er af ældre dato, og flere af teksterne er på magasinets udgivelsesdag d. 13. marts 2020 allerede udgivet andre steder. Det gælder blandt andet kapitler fra Asta Olivia Nordenhofs Penge på lommen og en ’Rejsen over havet, der krydser døden’ af Najib Mazloum. Det anser jeg ikke for at være en ulempe, og forlagets beslutning om at inkludere ældre tekster og allerede udgivne tekster gør, at de har mulighed for at gøre magasinets udtryk og stemme tydelig og flere-facetterede.
Det, der udmærker og binder magasinets femogtyve tekster sammen, er, at de alle sammen på en eller anden måde er samfunds- og systemkritiske. Det er ikke det samme, som teksterne enten udfordrer eller harcelerer over, hvilket jeg anser for at være entydigt positivt. Når kritikken spænder bredt, samtidig med at det virker som om, at udvalget af tekster er nøje gennemtænkt, fremstår magasinets stemme stringent på den bedst tænkelige måde. Udvalget gør, at teksterne taler sammen uden at denne samtale munder ud i ét budskab, ét kampråb eller en bestemt magtkritik. Det vidner om et begavet redaktørarbejde.
Det politiske spor
Som jeg læser magasinet, kan man rubricere de forskellige tekster som nogle, der enten tematisere kvinder og kroppe eller høj- og realpolitiske emner. Umiddelbart har de tekster, der tematiserer politiske anliggender ikke ret meget tilfælles med dem, der indirekte problematiserer køn og kroppe. Men de hænger sammen, og det gør de i kraft af deres samfundskritik.
En af magasinets stærkeste tekster, Rejsen over havet, der krydser døden, handler om at flygte til Europa. Den er skrevet af Najib Mazloum, og den har før været bragt i en anden antologi. Det er en af magasinets længere tekster, og den begynder med, at Mazloum, der er universitetsuddannet og passioneret omkring journalistisk, beslutter sig for at flygte over Middelhavet. Gennem tekstens små femogtyve sider følger man ham på denne tur, som han kortlægger med en detaljerigdom, der er særdeles velkommen. Inden afsnittene om selve rejsen begynder, fortæller han, hvor meget det koster at krydse Middelhavet på ulovlig vis, og hvad der er godt at have med i sin rygsæk.
Selvom man godt kan foretage den slags planlægning, så viser Mazloums tekst også, at man aldrig kan forudsige, hvad der kommer til at ske. Rejsen, der var sat til at tage seks dage, ”endte med at strække sig over elleve”, og i løbet af disse elleve dage når Mazloum blandt andet at være tæt på at løbe tør for vand. Efter han har beskrevet, hvordan Italien ikke er endestationen for særlig mange af dem, der blev reddet af kystfartøjet, slutter han sin tekst med at skrive, at det er ”sikkert, at der i alle disse menneskers sjæl altid vil være et sår kaldet ”rejsen med dødsbogen”, en samvittighed tynget af erindringen om de egoistiske momenter, de gennemlevede, og ved tanken om, hvor skrøbeligt livet er”.
En af de fornemmeste ting ved Mazloums tekst er, at det mest af alt er en journalistisk reportage. Enkelte sætninger antyder, at forfatteren ønsker direkte forandringer og et radikalt og tiltrængt opgør med systemet. Men det er ikke det, der bærer teksten, og det virker heller ikke til, at det er det, der er formålet med teksten. Det virker snarere som om teksten i første omgang gerne vil dokumentere de faktiske forhold og kortlægge, hvordan en sådan flugt foregår, og hvordan disse forhold påvirker den enkelte flygtning. Det betyder, at Mazloum hverken fælder dom eller fordømmer det, der er sket, og det, der igen vil ske på Middelhavet i morgen – og i overmorgen.
Når det er sagt, så læser jeg teksten som et aktivistisk bidrag til den offentlige debat om flygtninge og migration. Det tror jeg, at jeg først og fremmest gør, fordi den indgår i et magasin, der slår sig op på at være aktivistisk. Valget af denne tekst er godt, fordi man sådan set ikke er i tvivl om, at den aktivistiske kontekst ikke kontradikterer tekstens ånd. Men det ændrer imidlertid ikke på, at det på overfladen er et stykke helt vidunderligt reportagejournalistik.
Det kan man til gengæld ikke sige om Hans Otto Jørgensens tekst, Voodoo, der ikke har været bragt før. Den mest interessante del af denne tekst, der er sat op som et digt ved hjælp af Anders Gerning, der er ansvarlig for layoutet, er den del, hvor hver strofe starter med ”det er en slags vanvid at”. Blandt andet skriver Jørgensen, at det er vanvittigt, at USA har en massiv indflydelse, at AGF’s hooligangruppe White Pride eksisterer, at Folketingets tidligere formand mødte op til et klimatopmøde og annoncerede sin egen klimaskepticisme, og at Folketingets nuværende formand, Pia Kjærsgaard, er racist.
Når Voodoo er bedst, er det et slagkraftigt og kraftfuldt digt, der er rig på intelligent polemik, og som i kraft af sin rå tone og æstetiske associationer til punk-musikken tvinger læseren til at kontemplere over de enkelte udsagn og påstande. Det er ikke alle udsagnene og stroferne, der er lige skarpe, men det ændrer ikke på, at Voodoo som helhed udmærker sig som et af magasinets litterære og aktivistiske højdepunkter.
Det kropslige spor
Selvom Dorrit Willumsen udgav romanen Neonhaven et år før Sex Pistols udsendte deres første og eneste studiealbum, er der ikke ret meget punk-musik over de to kapitler, som redaktionen bag magasinet har valgt at tage med. Men blot fordi hun ikke deler æstetik med Jørgensen, betyder det ikke, at kapitlerne ikke kan læses ind i en aktivistisk kontekst. Det kan de sagtens, men den samfundskritik, som de indeholder, er mere afdæmpet og skjult, end Jørgensens er.
Det første kapitel, som også er det bedste i romanuddraget, omhandler Marion, der er meget optaget af sin krop. Hver morgen betragter hun sin krop, som både ”er lang og glat”. Hun tager til lægen, hvor hun får at vide, at hun er gravid. Inden hun først forgæves beder dem om at fjerne barnet, tænker hun over, hvor mange sexpartnere hun har haft. Det kan hun ikke huske, men hun tænker, at det nok er omkring de halvtreds. Hun føder barnet, men det er ikke et barn, som hun hverken orker eller har lyst til at tage sig af.
Det, der er interessant i kapitlet, og som også knytter det an til historier af både Cecilie Lind og Amalie Sehested Rom, er fokusset på kroppen, sex og kvinders lyst til at være og gøre noget andet end det, der måske forventes af dem. I Timéa & Inés & Lola, som Sehested Roms historie hedder, møder vi Timéa, der mere eller mindre har sikret sig en lejekontrakt på en lejlighed ved at give udlejeren oralsex, og vi møder Inés, der – i stil med Marion i Willumsens Neonhaven – ikke kan magte det barn, som hun har født.
Den måde, som Timéa blandt andet kan finde på at bruge sex på, møder vi også i Cecilie Linds korte, men meget fascinerende Alberte & far. I den benytter Alberte sig også af sex som en måde at udøve og tilrane sig magt på. Hvis man læser og tænker Lind, Sehested Rom og Willumsen sammen står det tilbage som en stærk manifestation af, at kroppen både er det, der kan ødelægge et menneske, og det, der kan frigøre et menneske.
Solidt udvalg
Jeg kunne godt have valgt at fremhæve og rose andre tekster fra Amulets magasin, men jeg mener, at de tekster, som jeg har valgt at slå ned på, giver et godt billede af, hvordan Forlaget Amulet tænker aktivisme, og hvilke tekster de har valgt at tage med. Udvalget er begavet og tilbage står et magasin, der giver en et håb om, at de inden længe udgiver Amulet Magasin 2. Et litterært aktivistisk magasin.
Info
Amulet Magasin 1. Et litterært aktivistisk magasin.
Forlaget Amulet
2020