Den 3. september udkom Claus Høxbroes seneste digtsamling Morgenen arbejder på en ny sol – en samling beatdigte der tager os med på rejse fra København over Malmö, Budapest, Trinidad og Key West til Havana. I forbindelse med udgivelsen gav Høxbroe oplæsninger på københavnske hotelværelser, der indgår i samlingen, og han inviterede publikum med ombord et Caravelle fly fra 50’erne; fra dengang sæderne var orange og kabinen fyldt med tobaksrøg og forventningsfulde jetsettere. Det var den perfekte lancering af en rejsedigtsamling, og det blev en eftermiddag, jeg gerne vil tage jer med tilbage til
Mod nord
Klokken lidt i 12 på Ingerslevsgade i København, mellem alle busserne, en halvlun lørdag i september. En intenst dedikeret gruppe af beatpoesielskere var mødt op der, hvor billetto havde oplyst mødestedet for dagens arrangement. Uden et mere specifikt pejlemærke end vejnavnet spejdede gruppen ivrigt efter den potentielle bus til Helsingør i det uorganiserede virvar, som Københavns “busterminal” er, med et gran af panik, som klokken nærmede sig 12.
“Bare rolig, bussen kører ikke uden mig”, lød en rolig stemme bag et stort, mørkt fuldskæg. The man himself tog bussen sammen med os dødelige og delte køligt Blå Kings ud til de fremmødte, mens han roligt guidede bussen ind på plads. Herefter blev gruppen bestående af Høxbroes venner og bekendte samt ukendte kendere af hans virke guidet ud af kaosset og op i bussen, uden at billetterne blev tjekket og uden det store besvær.
Det er første gang, jeg møder Høxbroe, og jeg må indrømme, at jeg blev ramt af hans venlige og smilende væsen, og hvor meget chill og tilgængelighed, der emmer ud af ham. Trods det, at jeg ikke hørte til de personlige bekendtskaber af Høxbroe, som mange af de fremmødte gjorde, så følte jeg mig blandt venner, eller i det mindste blandt gode bekendte. Bussen var fuld af nærvær, og Høxbroe var ikke for fin til at tage en snak med alle, dem der lige vendte sig, eller ligefrem resolut tog turen fra den ene ende af bussen og ned til midten til lige over toilettet, hvor Høxbroe var placeret, og sagde “hey, du ved, det her stykke i ‘Danmark’ (Høxbroe samling fra 2017) ramte knaldhårdt” eller “fed forside du havde på ‘Kongens København’ (Høxbroe samling fra 2017)”. Men det var ikke kun Høxbroes tidligere udgivelser der blev vendt på den 40 minutter lange bustur. Reklamebureauer, kreative processer, portrætfotografier, Helsingørs byudvikling og Trumps Iranpolitik blev alt sammen luftet, og alle i bussen var inviteret til at give deres besyv med.
Ud over den familiære og imødekommende atmosfære blandt publikum i bussen var hele organisationen omkring arrangementet bestående af busselskab, Høxbroes forlag og Teknisk Museum indhyllet i tillid og tilbagelænethed. Selv ved ankomsten til museet behøvede man blot at sige i skranken “jeg er med Høxbroe”, hvorefter et venligt smil og et nik fra pigen bag glasset guidede én hen mod udstillingens indgang. Det var rart at kunne rette sin opmærksomhed 100 procent på arrangementet og ikke være nødsaget til at dedikere sin tankevirksomhed til teknikaliteter. “Hvis I skal have noget at drikke med op i flyet, så er det her, I skal købe det”, lød det fra Høxbroe, inden han listede ud til en sidste smøg inden showtime.
Flyet
Efter et ikke-eksisterende security-check trådte vi ind i den store hal på museet, hvor der bagerst står et passagerfly af typen Caravelle, produceret af det franske Sud Aviation med dets karakteristiske trekantede vinduer. Flyet, ved navn Ulf Viking, fløj i årtier danskerne mod varmere himmelstrøg og dannede dermed den perfekte ramme til at fejre udgivelsen af en rejsedigtsamling, der ikke blot tager en med på tværs af kloden, men gennem tidszonerne fra grå socialrealisme i Skandinavien over et halvkoldt Florida og videre til en svunden tid i Cuba.
Da Høxbroe som en af de sidste fik boardet flyet og solidt plantet sig i indgangen mellem kabine og cockpit, kiggede han op og ud på os alle med et stort smil, løftede sin flaske og startede arrangementet som en anden velklædt slægtning til et familiearrangement med at takke os for at have taget “rejsen med ham nordpå”. I samme sætning fik han introduceret sin portrætfotograf, der ved benævnelsen fik rakt hånden op og genert vinket rundt i flyet. Det var ligeledes ham, der indviede de interesserede i kreative processer under busturen. Den afslappede stemning fra bussen fulgte med os op i flyet, og den gjorde lejligheden perfekt til at indvie gruppen i Høxbroes egne kreative processer og fortælle os om grunden til, at netop denne samling var blevet en om rejser. Det var den, fordi digtene handler om hotelværelser og småture til Skåne, Baltikum eller Nordtyskland, som han skrevet under udarbejdelsen af andre projekter, og som helt uorganiseret havde hobet sig op. Hans tur med kæresten til Florida og Cuba ville være den naturlige afrunding på sådan en. Dermed var han i gang.
Med Høxbroes dybe stemme og særegne klang, rytme og stil kunne man med lethed læne sig tilbage og flyve af sted med Caravellen mod Høxbroes oplevelseshorisont. Det sammensurium af anekdoter, der fulgte mellem hvert digt, forstærkede poesien i fortællingerne om nye, sjælløse københavnerbydele, seriemordere i Florida, cubanske pesos og skønheden i Københavns vilde baghave, Malmö, og bevirkede, at man følte sig fuldt ud inkluderet i rejsen og minderne fra den.
Hvis du normalt ikke orker at høre dine venners feriefortællinger, ville du efter at læse ovenstående sikkert slet ikke overveje at tage til et så anekdotefyldt arrangement som en oplæsning med Høxbroe, men her kan jeg forsikre, at det langtfra er kedeligt. Langtfra. Aldrig har jeg klukket og grinet så højlydt til en digtoplæsning, som da Høxbroe rytmisk slyngede minder om Bogart og Hemingways dinere i Florida og Cuba ud, eller som da han antropologisk fortalte om hustlende cubanere, og hvordan man laver penge på manglende toiletpapir i Trinidad og efterfølgende bare går ned og ruller en cigar med den lokale tobaksfarmer, om hans frygt for seriemordere og deres ofre, som hans fantasi gjorde til parterede halve postmænd i Everglades sumpområde og om, hvordan en dansk mand med fuldskæg blev til El Commandante i Habana.
For Høxbroe er ikke “kun” en særegen digter på den danske litteraturscene, han er også en fængende storyteller, og det mærker man, når han roligt, inkluderende og velstruktureret indvier sit publikum i alt det omkringliggende i tilblivelsen af hans digte, som hvis vi stod i en rundkreds og fik vores morgensmøg en kold vinterdag før arbejdet, med kollegaen Høxbroe, der med varme og sjæl deler sine eventyr med os.
Høxbroe er i særdeleshed et menneske der leder efter sjæl i sine inspirationskilder, hvilket kommer frem under hans oplæsninger, hvor kontrasten i fortællingerne mellem det øde og vindomsuste betonhabitat Ørestad og det salsadansende menneskevarme Cuba var så meget mere slående og sigende med det sagte ord bag, end det ens egen fortolkning ville have kunnet konkludere ud fra det læste. Under oplæsningen mærkede man længslen i hans stemme efter områder med historie og sjæl, hvilket også lå til grund for valget af Caravellen og hotelværelserne som oplæsningssteder.
Lidt over en time sad vi, en intim og intens gruppe, i et fly fra 1957 og smilede, grinede og nød livet sammen, takket være Høxbroe, inden han en allersidste gang sagde “ej, den her får I sgu ikke, den må I selv læse”, og mindede os om, at vi skulle huske et eksemplar af bogen, som var inkluderet i billetprisen.
“Der følger også en plakat med, hvis I har lyst, og så kører bussen altså om en 5-10 minutter”. Med de ord kiggede de fleste af os anerkendende på hinanden og på Høxbroe, rejste os, forlod flyet og bevægede os mætte på oplevelser og tilfredse med tilværelsen i fællesskab tilbage mod Kongens København.
Læs mere om Claus Høxbroe her