Hvis man kender til Høxbroes beatpoesi og er én af Københavns kølige katte, eller føler sig som en, er Kongens København som en velskrevet dokumentarrejse, når Claus’ genkendelige rytmer fører de mentale fødder fra Nørrebro/Nordvest, over Amager og Ørestad, ud til Dragør, tilbage til byen gennem Sydhavn, over broen til Christianshavn videre til Østerbro, op og ned på Vesterbro for at ende i Indre by som enhver god københavnerbytur – en fuldendt digtsamling, der samler hovedstadens kompleksitet på 151 sider.
Storbystammer
Men selv hvis man ikke er fra byen eller kender til Claus’ virke, er samlingen med sit universelle sprog og beskrivende byobservationer omhandlende relationerne mellem alting en fængslende fortælling om vores alles hovedstad, især når man kender konteksten om dens tilblivelse. Som enhver anden ægte metropol består København af, som sociologerne siger det, forskellige københavnerstammer med hver sit territorium, særegenheder og specifikke nicher i det kludetæppe, der er vores by.
Som værende et barn af byen, men fra sin egen specifikke stamme, har Høxbroe påtaget sig rollen som urbanantropolog og begået sit feltarbejde ved at flytte fra bydel til bydel samt været hjemløs i et år boende på byens forskellige hoteller for at kunne blive i stand til at forstå de andre stammefolk og dermed give os samlingen Kongens København – den tredje samling fra hans hånd i år 2017, et bevis på hans dedikation, produktivitet og kærlighed til København.
Pletskud af byens og den menneskelige eksistens kompleksitet
Gennem alkoholtåger og cigaretrøg giver Claus sin læser et virvar af indtryk så velformulerede, at de næsten kan sanses fysisk, som en god storby gør det, når man ankommer første gang, indtryk der kryber ind i næseborene og under huden så indtrængende, at man absorberes af byens sjæl. Dette formår Claus ved konstant at skifte mellem forskellige fortællere i situationerne, han oplever, hvilket tvinger læseren til at være opmærksom på hver enkelt tekst for ikke at miste overblikket i samlingens helhed. Det er et spil på rytmer mellem tankefulde digte, hvor det observerede yndefuldt bliver analyseret og serveret med velvalgte eufemismer og rå observationsdigte, hvor det ligefremme kontant bliver langet over disken, og hvor man som læser kan læne sig mentalt tilbage og nyde dokumentarminderne fra Høxbroes sind. Rejsen, som Høxbroe har været på de seneste år, gør, at man mærker intimiteten, kompleksiteten og hjemligheden, der emmer ud af hver bydel, noget som kan være en udfordring, når man selv prøver at begive sig over på de andres territorier.
Men København formidles ikke kun gennem byens kvarterer på deres fysiske præmisser. En stor del af samlingen bæres af observationer af de mennesker, der beboer byen og karaktererne, som vi alle møder, når vi cykler mod vore respektive produktionspunkter om morgenen. Vi bliver genkendende introduceret for et velkendt københavnsk persongalleri indeholdende alkoholikeren på Vesterbro, der er tvunget til at leve sammen med den nytilflyttet Vesterbrohipster (der truer den førstnævntes eksistensgrundlag). Vi ryster på hovedet ved søerne af Østerbroforældrene, der løber ture ind i intetheden og trækker på smilebåndet, når vi møder den berusede mindreårige, der har sneget sig ind blandt de værnepligtige på Gothersgade, og vi føler myldret af anonyme turister, der ikke rigtig hører til, men som alligevel er blevet en så fast bestanddel af indre by, at de nu er en naturlig del af byens rytme.
Samfundskritikeren
Kongens København kan, som det antydes ovenfor, nydes på utroligt mange måder, om man vælger at læse samlingen som rytmiske øjebliksbilleder, kærlighedsdigte udgjort af minder, eller en hyldest til byen gennem de portrætter, som Claus maler af kvartererne og deres indbyggere, er alle fuldstændig mulige, da samlingen indeholder det hele og mere til. Det er en organisk samling, der sætter ord på symbiosen mellem byens entiteter – indbyggerne, duerne, cyklerne, barerne og balancen mellem disse.
Trods alle disse er især én måde at læse samlingen på gennemgående – som en kritik af hvordan byen har udviklet sig fra dengang, man ikke ville befinde sig på den ”forkerte” side af Hovedbanen til nu, hvor man helst vil være der, fordi det er der det sker. Man fornemmer en melankoli, en snigende forandringsangst og et vist jag i Claus’ skriveri, som er han på en mission, hvis mål er at dokumentere den sidste rest af det, ifølge Claus, ”rigtige” København inden det 21. århundredes gentrificering og homogeniseringssanering får gjort kål på de mange skæve eksistenser og opfylder borgerrepræsentationens våde drøm om at gøre hovedstaden til enhver anden større europæisk provinsby. En anden bog om Københavns udvikling, der klart kan anbefales her, er Allan Mylius og Leif Zieglers Byen der forsvandt omhandlende de store saneringer i 60’erne og 70’erne.
Men selvom Claus har ret i, at byen fra 80’erne og 90’erne er ved at forsvinde, så forsvandt vores bedsteforældre og forældres ”rigtige” København også. Dette til trods er byen her stadig, blot i en anden udgave, og det er i denne læsning, at mit eneste negative punkt om samlingen falder, for Claus risikerer med visse af digtene at blive præcis det, han selv kritiserer i samlingen – en kunster, der henvender sig til et smalt publikum, Høxbroes indviede københavnere.
København
jeg gav dig alt og de tog dig fra mig
er bange for min kærlighed til dig snart kun bygger
på nostalgi og indbildning
København
du kunne været blevet så stor, men alt anderledes og skævt rives op med rod
København
jeg kan snart ikke genkende dig, du havde så mange muligheder, nu er der
kun få skæve lys i adventskransen tilbage
København
der klappes i hænderne over Kim Larsen i enighed om han er kulturskat,
men miljøer som det der har formet ham, er ikke længere brugbart
København
jeg er bange for hvad det kommer til at betyde for os, når vi alle skal
normaliseres, hvad hvis vi ikke ønsker det, eller kan det
København
du har altid været noget særligt og man kan langtfra kalde dig billig, men
det er nu ikke alt der kan gøres op i kapital
København
jeg savner dig og hænger i de solløse sidegader for at finde dig, i håb om at du bare gemmer dig
København
jeg er så småt begyndt at blive oprigtigt nervøs for at vi glider fra hinanden
Varm anbefaling
Som værende en af Københavns kølige jyske katte kan jeg dog stadig varmt anbefale Kongens København til alle, både til de ægte københavnere, til tilflytterne, til turisterne og især til politikerne på rådhuset, der måske med samlingen i hånden vil skænke byudviklingen en ekstra tanke, så byen rent faktisk forbliver vores alles København.
INFO
Claus Høxbroe
115 sider
2017
Køb bogen her