Dette års poetiske Brageprisvinder er en refleksiv kraftpræstation, som går i politisk, eksistentiel og mellemmenneskelig samtale med det store fluffy ”kunsten”, der i dén grad får understreget sin absolutte nødvendighed.
Prisvindende norsk poesi fortjener danske læsere
Cecilie Løveids Vandreutstillinger er netop løbet af med den prestigefyldte Brageprisen, der hvert år uddeles af Den norske bokprisen. De kloge pander i vores nordlige naboland er jublende enige om, at digtsamlingen er en af årets bedste. Det skal denne anmelder ikke stille sig udfordrende overfor: Vandreutstillinger er klog, smuk, sjov, dragende og dristig. Jeg vil netop advokere for, at Løveid i dén grad også fortjener en dansk læserskare.
Kunsten som erkendelse af et universelt indre
Som indgang til Vandreutstillinger citerer Løveid den canadisk-amerikanske kunstner Agnes Martin med ordene: //We all have the same inner life./The difference between us lies in the recognition./The artist has to recognize what it is//
Det kunne meget vel ligne en ambitionserklæring for samlingen: et forsøg på at afsøge forskellige former for genkendelse af et indre liv, der således opfattes universelt, men varieret i sine repræsentationer. En anmelder i Løveids hjemland henter termen ekfrase ind – den digteriske beskrivelse af et billedkunstnerisk værk, eller blot den kunstneriske repræsentation af et andet stykke kunst. Jeg vil vælge at læse Løveids tekster som poetiske samtaler med de værker, de er opstået af.
Vandreutstillinger fremstår som et konceptuelt stramt værk: De enkelte digte er genereret af forskellige kunstsituationer – fotografier, performancekunst, oliemalerier. Den stramme form virker dog for denne læser som en måde at åbne teksterne på. Med samtalekonceptet udvider Løveid rammen for sin tekst: Digtene er åbne refleksioner, en slags dokumentationer af hendes tankerækker, opstået som små situationer i mødet med andre kunstværker. Frem for at være lukkede tekster, der cirkulerer om sig selv, gør Løveid med dette (geniale!) greb teksterne åbne og i levende samtale med sin fysiske omverden. Et sted skrives: Det evig mystiske med kunsten, at det er et arbeid å komme inn.
Løveid formår, i min optik, netop det modsatte: Hun åbner dørene, vinduerne, skaber gennemtræk. Det er en afmystificering, der ikke forsimpler, men tværtimod ganger mulige betydninger op. Hvis der nogensinde havde hersket tvivl om kunstens eksistentielle, mellemmenneskelige og politiske potentiale – ja, så er den tvivl efter min mening gjort til skamme (man kunne overveje at forære et eksemplar til kulturministeriet).
Citeringsbegejstning
Samlingen er inddelt i tre ”kapitler” af en art: De kan, hvis man vil det, fungere som en tematisk inddeling af teksterne. eller i al fald være bud på indgangsvinkler til læsningen af det enkelte digt. I et af digtene i kapitlet Politisk teater hedder det eksempelvis: //Og når jeg ser et grusomt bilde om igjen og /om igjen/om igjen og/ om igjen, /har det til slutt ingen effekt./Jeg er helt henrykt, sier Andy Warhol.// Løveid refererer en del til krig og udviser lige dele politisk kynisme og bekymring. Det er ubehageligt, fordi det rammer.
I Redningsoperasjoner citeres kunstkritiker John Berger med følgende statement: //En fortelling er alltid en redningsoperasjon, sa John Berger//. Vi har brug for kunsten for at forstå os selv, hinanden og de andre. Jamen altså! Løveid kan siges at åbne for og kommentere på den eksistentielle dimension i kunsten med knivskarpe formuleringer som: //Du speiler deg.//Og alt/renner i veien/for alt?// eller //Inne i et kamerahus kan hendelser bo./Ligge i rull, ufremkalt./For da har det ikke hendt//.
For at afrunde min citeringsbegejstring kommer også et par stykker fra samlingens sidste kapitel Billedbekjennelser. Løveid viser smertelig øm og alligevel kontant mellemmenneskelig indsigt med formuleringer som: //Kjærligheten kommer til å handle om/bildet som blir til,// og: //Menneskene har bestandig hatt glede av smerten, tar stadig/nye portretter av smerten//
Nu har jeg valgt at plukke enkeltformuleringer ud af deres digtes kontekst, fordi jeg ærligt mener, at de kan bære det: Løveid er uromantisk, let og uhyre præcis i sine skildrende refleksioner. Oven i hatten er hun uhyre underholdende, og der er flere af de længere digte, som udfolder sig som sarkastiske scener over flere sider.
En sønderkysset læsers anbefaling
Jeg føler mig, med Løveids egen term, sønderkysset, som jeg forstår som ømt berørt og samtidig tæsket. Løveids erfaringer er ikke opstået ud af det blå, og det er de kunstværker, hun refererer til, heller ikke. Alting spindes sammen, men på frisættende, rummende vis. Jeg sidder lige nu på min lokale cafe og gør det samme – kigger ud ad vinduet på en anden måde. //Jeg er kjent for å skrive tvers forbi saken// skriver Løveid et sted. Ved at gøre dét føler jeg, at hun rammer plet. Jeg er begejstret og giver Vandreutstillinger min varmeste anbefaling. Også til dem, der ikke læser norsk til daglig.
INFO
Cecilie Løveid: Vandreutstillinger
Kolon Forlag
76 sider
Se købsmuligheder her