Andreas Vermehren Holm fortsætter sit håb om at forandre verden ved at genskrive fortællingerne om den i den uafhængige efterfølger til Nye mytologier, Gaia uhyre, der er mere fokuseret og mindst lige så mytologisk, omsorgssøgende og desperat på den bedst tænkelige måde.
Som sin forgænger er Gaia uhyre på én gang kompleks, metafortæt og påfaldende direkte i sin kommunikation. Bogen indledes med to citater, der netop demonstrerer denne dobbelthed; en intertekstuel sammensathed af aktivisme og kunst:
Dette er en bog om at se verden forandre sig. (Elizabeth Kolbert)
den brændte jords poesi (Jørn H. Sværen)
Gaia uhyre er kunstværk og litteratur på én gang. Foruden det tryksværteduftende gigantværk, bestående af faksimiler af palimpsester, foreligger også et tillægsbind af transskriberede faksimiler. Det vil dog være en slem forseelse udelukkende at læse Gaia uhyre transskriberet som traditionel endigtsamling, for selvom digtene i sig selv er mesterlig økokritisk poesi, er dén langsomhed, som fostres af faksimilerne, og ikke mindst det fysiske udtryk en hjørnesten i værket.
Den gamle verden krakelerer
På de sorte sider fremskrives en verden med en mørk fremtid; en allerede nedbrændt jord skabt af ”disse heltefortællinger // om / erobring”, om ”den stærke // som udrydder / med / gerninger / bedrifter / i raseri” – det er fortællinger med en opfattelse af naturen som baggrund, som har bidraget til at fastholde menneskets kontinuerlige ødelæggelse af kloden, og som nu også falder tilbage på mennesket. Men midt i det sorte ses revnerne i mørket; i hvide lommer udgraves fortællinger om en bedre fremtid. Det er i revnerne, at håbet findes: i opgøret med ”den ødsle brug af verden” og de gamle fortællinger, der legitimerer denne.
at / ønske / gennem / mørke / blæk
en /anden version af historien / en anden / eftertid
at / beskytte / ved / at // se / det / historien / har fordrejet
modstand mod / de skabte / midler / virkelighedens virkelighed / vi / er begyndt
Gentagelsen som modus
Gaia uhyre gentager tematikker, pointer og form fra Nye mytologier, men er mere fokuseret. Væk er dagbogsteksterne, forvrængningens manifest og digtene uden palimpsestens form: Gaia uhyre er næsten udelukkende skrevet som palimpsester med undtagelse af de citater, der indleder hvert kapitel. Parateksten ekspliciterer, at her er tale om Nye digte, men at hæfte sig ved det nye er i virkeligheden misforstået, for gentagelsen er en grundsten i palimpsestens form og i værkets aktivistiske projekt, og derfor synes det kun rigtigt, at Gaia uhyre gentager, forskyder og bygger videre på forgængeren. I Gaia uhyre finder man således atteret opgør med kristendommens Gud, voldsparate helte, og ikke mindst fortællingerne herom. I et citat af Ludwig Wittgenstein lyder det:
Et billede holdt os fangne. Og vi kunne ikke komme ud af det, fordi det lå i vores sprog og sproget lod til at gentage det ubønhørligt
Det sprog og de fortællinger, mennesket i den vestlige civilisation har fortalt og forstået sig selv og verden ud fra, har skygget for enhver alternativ, bæredygtig selv- og verdensforståelse. Derfor er det aktivistiske projekt i Gaia uhyre netop at sprænge disse fortællinger:
denne bogs opgave / at sprænge / den / litteratur / som / afspejler / gudslængsel
Gentagelse rummer magt. Og Gaia uhyre gentager og gendigter fortællingerne om en bedre verden med egen værdi, egen ret, indtil det ikke længere føles fremmed, indtil håbet bliver profeti.
Gendigt de gamle sange
Fortælling / som / transformation / variation / ikke / ’historiens afslutning’
Manifesteringen af forandring
Vermehren Holm tegner en verden i opløsning, hvor end ikke guderne (eller troen på dem) kan gå fri:
isen smelter / så hurtigt
guderne / går til af sult og tørst / i ødemarken
Det er gennem opgøret med gudsdyrkelsen, at vi kan dyrke og tilse Jorden, og den har hårdt brug for os: Verden og Jorden krakelerer i Gaia uhyre, og i revnerne må ikke kun håbet, men handlingen findes. Mens jeget i Gaia uhyre giver afkald på ethvert jordisk ejerskab, påtager han sig ansvaret:
jeg lover at handle
der er ikke noget / som / er mit
Fortællinger om dødelige og afmægtige helte træder i stedet for erobreren, fortællinger om en gudsforladt verden, og afkaldet på eller snarere forskydningen af det guddommelige eller hellige baner vejen for en ny erkendelse af fælles ansvar og mulighed for forandring. Det eneste vi ejer i Gaia uhyre, er det fælles ansvar for at forandre den.
Ved gennem palimpsestens form at forskyde fortidens tekster og fortællinger, udgraves nye fortællinger i et forsøg på at nå til erkendelsen af samhørighed:
finde / det / hellige / nå / frem til / et / vi
Det hellige er langtfra gået til i asken, men har blot fået jordforbindelse. Længslen efter et vi er ikke blot en søgen mod at hele splittelsen mellem menneske og natur, men også at hele splittelsen mellem mennesker på jorden. Klimakrisens konsekvenser rammer ikke ens, og forsøget på at hele jorden bliver derfor også et forsøg på at sone skylden og skammen over jegets egne privilegier:
mennesker / som nu er på vandring / gennem ørkenen / flygtninge // de flammer som brænder / højt / overalt // er jeg en trussel / en trussel mod / den anden / en anden // i det fremmede
En tale fra håbets position
Der er en insisterende tro på, at det virkelig kan lykkes, at forandringen er mulig: Det ses ikke mindst i den måde Vermehren Holm på sætningsplan bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid:
Vi så verdensbillederne ændre sig
Ved at tale i datid, tales der samtidig fra en fremtid, hvor verden er forandret, hvor det er lykkedes at skabe et mere omsorgsfuldt blik på og forhold til verden. Vermehren Holm taler fra håbets position, det er både bøn og profeti:
Forestillingen om / den / endeløse, ubegrænsede / Jord / faldt / bort
Bryd / med / den hellige / Lærdom
Kom / der er / revner / i guderne
Gaia uhyre insisterer på at bringe baggrunden i forgrunden, at fremskrive en ny skabelsesberetning, der prædiker samhørighed snarere end splittelse og gensidig respekt for liv snarere end ejerskab. Hvad der før har været betragtet som død materie, baggrund, svarer nu igen, men ikke med ord, i stedet gispende, grædende, de sidste krampetrækninger fra en døende Jord, der tager menneskeheden med sig i faldet:
Vil / du / overvinde / det / der / har skabt // dig / den stoflige verden // den stoflige verden / den stoflige verden / den stoflige verden // velsignet / den livgivende / Jord / drageuhyret // frels / den
Jeg / så / planeten / gispende / levende
rystende havde den / slæbt sig til sumpen
den / græd / åbenbarede sig / en / skabning / i live
mærket / blandt mennesker / slægtning
nu
Gaia
Snarere end at nedlægges som monster, et mytologisk drageuhyre, må denne jord ude af kontrol reddes, som en demonstration af de nye mytologiers lov, en eneste mulighed for frelse. Der er kun én ting at gøre: begynde.
