Emma Glass debuterer overbevisende med en kort, men indholdsrig roman om en voldtægt og tiden efter det, der er skrevet i et suggererende sprog, som både er følsomt og nøgtern. Det er ikke et fortolkende studie af et sorgrigt traume, men det er en roman, der stilrent og afmålt forholder sig til, hvordan man lever, og hvordan man går til grunde med et sådant.

Tidsånd og almengyldighed

Få minutter efter jeg begyndte at læse Emma Glass’ debutroman Peach, slog det mig, at den mere eller mindre eksplicit forholder sig til en relevant og tidstypisk ting og til én ting, der om noget må siges at være almengyldig og til enhver tid relevant kulturhistorisk set. Den ting, som jeg vælger at kalde tidstypisk, er den – med et lån fra Georg Brandes’ terminologi – strømning af udgivelser fortrinsvis skrevet af unge forfattere og digtere, der er meget optaget af kropslighed. Og det almengyldige er spørgsmålet om, hvordan man bedst skriver om sorg, smerte og lidelse. På den måde er den både en kommentar til samtiden og et bidrag til litteraturhistorien. Med Peach skriver Glass sig ind i en forholdsvis ny strømning, herunder hvilken Lea Marie Løppenthins debut Nervernes adresse kan nævnes, der beskæftiger sig med kropslighed og følelsen af at have en krop. Den undsiger den gamle tanke om, at kroppen er noget, som sjælen bebor, og antager fænomenologiens og i særdeleshed Maurice Merleau-Pontys grundtanke om, at mennesket er krop. Mennesket har ikke en krop, nej, mennesket er en krop. Dette er ikke noget, som værket filosoferer over. Det er en forudsætning og en grundlæggende antagelse bag værket. Og det er på baggrund af det, at Glass skriver om sorg og lidelse. De to ting er i Glass’ debut to sider af samme sag; for det er netop gennem denne kropslighed, at der opstår en måde at skrive om sorg på.

Efterdønningerne af en voldtægt

Peach, som bogens hovedperson hedder, er blevet voldtaget, og gennem bogens knap 120 sider følger vi, hvordan hun lever med lidelserne og traumerne samtidig med, at hun forsøger at opretholde en levevis, der ikke indikerer, at hun er blevet voldtaget. På trods af at hendes kæreste undrer sig over, at hun ikke har lyst til sex, og at en af hendes undervisere spørger, om hun er okay, så formår hun langt hen ad vejen at opretholde en facade af normalitet. Men vi ved godt, at det netop kun er en facade. For i hendes indre liv lider hun. En tredjedel inde i bogen er der en passage, der både er repræsentativ for Peachs smerte og for den måde, som Glass skriver på. Den lyder således:

Jeg vil gerne have dagen her til at være. Slut. Kold luft sætter sig i min næse, niver i næseborene, fryser fast i svælget. Og, åh. Ind strømmer luften der klynger sig til næsehårene, den iskolde luft i min hals, den luft der får mig til at gispe efter vejret. Kvæles. Lugten. Lugten. Af. Røg. Jeg hoster. Jeg kvæles. Han er her. Jeg kigger efter Steff ud af vinduet, kan ikke se ham.

I løbet af bogen afviger Glass aldrig fra at skrive på denne måde. Det er meget sanseligt, og denne stilistiske konsistens er en af bogens store fortjenester, n utvivlsom styrke og blandt andet det, der gør, at Peach både er et interessant og tankevækkende bekendtskab. Med de korte sætninger, den minimalistiske æstetik og den næsten påtrængende intensitet, der kendetegner Glass’ måde at skrive på, skriver hun en kropslighed frem, der er tæt på at være helt unik. Og med denne kropslighed skriver hun en smerte frem, som uden dette sprog ikke havde været mulig at give dette udtryk. 

Denne lidelse er så anmassende, ubehagelig og fuldstændig blottet for vemod. Men det er netop også derfor, at det er vellykket. En del af det skyldes også, at der ikke forefindes en eneste abstrakt refleksion i bogen. Hele bogen består hovedsageligt af sanselige oplevelser og erfaringer. Med det in mente kan man sige, at en af bogens potentielle ærinder heller ikke er at filosofere over, hvad smerte er, og hvordan smerten påvirker et menneske. En af ærinderne er måske snarere at vise denne lidelse frem, hvorved bogen hos den enkelte læser kan tjene som et led i refleksion over, hvordan smerte påvirker det enkelte menneske. 

Tvivl og tæsk

Halvvejs inde i fortællingen forekommer der noget, der minder om en skelsættende handling. Sammen med en af sine venner, skal Peachs kæreste i byen. Den ender ulykkeligt med, at han får tæsk. Gennem hele bogen, der er fortalt fra Peachs perspektiv, er der kraftige indicier mod, at Steff, der har voldtaget hende, forfølger, stalker og udspionere hende. Af og til ser hun ham, men det er der ikke andre, der gør. Selvom hun i flere af de situationer, hvor hun ser ham, ikke er alene, er synet af ham en oplevelse, som hun ikke kan få bekræftet fra andre. Men da de fortæller Peach, at hendes kæreste har fået tæsk, siger de, at gerningsmanden både kender hende og omtalte hende i forbindelse med slagsmålet. Med det ovenstående in mente er det svært at konkludere andet end, at det er voldtægtsforbryderen, der har slået hendes kæreste ned. 

Hele denne tvivl om, hvorvidt hun gentagende gange ser ham, er enormt godt orkestreret og eksekveret. I hver beskrivelse af, at hun ser ham, er der en iagttagelse, der simpelthen ikke kan stemme overens med virkeligheden. På et tidspunkt ser hun ham gennem et cafévindue. Beskrivelse af det lyder: 

Stadig smilende vender jeg mig og kigger ud ad vinduet, og min hånd farer op til munden og flår smilet af da jeg, et kort sekund, ser en stor, truende pølse presset mod ruden. Chok. Jeg er i chok. Jeg kigger rundt for at tjekke om andre har set ham, men alle på caféen er opslugt af at spise og drikke.

Måden, som det er udført på, og de følelser og spændinger, som det vækker, minder om E.T.A Hoffmanns mesterlige Sandmanden. I den er man også i tvivl om, hvorvidt fortællerens angst og ubehag er berettiget, eller om det er uden hold i virkeligheden, samtidig med at man på ingen måde er i tvivl om, at lidelserne og smerterne er store og altomfattende. Selvom det ubehag, den tvivl og den følgende ængstelighed ikke er en ny opfindelse, så anser jeg kombinationen af det og Emma Glass’ stilistik for at være tæt på unik. Tematikken og følelserne er nok de samme, som dem, der har været beskrevet gennem flere århundrede, men Glass giver det alligevel en ny form – og giver det dermed et nyt og helt specielt udtryk. Det er godt, og det er hjerteskærende, men til tider er det en anelse overgjort. 

Som nævnt er smerten tydelig, anmassende og kropslig, men det er måske ikke nødvendigt at minde læseren om det på hver side. Det tenderer til at være overgjort, men det er lige nøjagtig ikke så overgjort, at det undergraver den subtile pointe om, at smerten skal findes i beskrivelserne – og ikke i konstateringen af, at det gør ondt. Havde Peach været halvtreds sider længere, havde det nok været trættende og på grænsen til det ulidelige. Men det er den heldigvis ikke, og det gør, at bogen står tilbage som en stærk læseoplevelse og en lovede debutroman. 





Info

Emma Glass: Peach

Jensen & Dalgaard

2020

Oversat af Signe Lyng

Læs mere og køb bogen på forlagets hjemmeside her