Det støjer, det fremkalder kvalme, og det klør. Islandske Friða Ísberg har begået en novellesamling fuld af alt, hvad der kan irritere uden helt at få os til at reagere. Udgivelsen er signalforvirret – men stedvist blændende.

Det, der klør

Islandske Friða Ísberg er et forholdsvis nyt navn på den islandske litteraturscene. Hendes første digtsamling udkom i 2017, endnu én fulgte sidste år, og indimellem udsendte hun novellesamlingen Kláði, der nu er udkommet på dansk hos Forlaget Torgard. ’Kláði’ betyder ’kløe’, og dét er præcis, hvad novellesamlingen er fuld af: en fornemmelse, der – som det hedder hos Dansk Sprognævn – ”fremkalder trang til at kradse sig”, men også en ”iver efter eller lyst til at gøre noget”. 

Frida Ísbergs personer gør ikke ret meget. De irriteres over deres voksne søns højlydte sexliv. Over en gammel bekendt og hans fordømmelse af den livsstil, de har valgt. Over partnerens pornoforbrug eller alt for utilslørede toiletvaner. De irriteres – men de handler ikke.

Mange af novellesamlingens karakterer længes efter en ro og orden, der formentlig aldrig indfinder sig. Og som læser kan man spekulere på, om den orden overhovedet findes. Meget sigende er hovedpersonen i novellen Syv plaget af tvangshandlinger: små, men nøje orkestrerede ritualer, som ikke tjener noget højere formål for andre end hende selv, og som driver hendes nye kæreste til vanvid. 

Som læser kunne man forestille sig, at novellerne ville være utilfredsstillende at læse, fordi de så at sige ikke lindrer kløen. For denne læser var det nu mest indpakningen, der generede – og så, at novellerne desværre svinger noget i kvalitet. 

Indhold og indpakning

Indpakningen først. Den danske udgave af Kláði låner en del fra den oprindelige islandske udgaves layout: forsidens sorte cirkel og forfatternavn og titel skrevet i (pseudo?-)håndskrift. Som omslag fungerer det sådan set, og den danske udgave er ovenikøbet indbundet i en lækker rød farve. Men når håndskriften går igen i novellernes titler – endda med forskellige varianter af kække understregninger – bliver jeg som læser sendt direkte tilbage til 7. klasse. For at frikende mig selv for eventuelle anklager om at være en sur boomer testede jeg layoutet på en 14-årig, en 16-årig, en 18-årig og en dansklærer i udskolingen. Alle fire fik associationer til Young Adult-litteratur. Dét behøver bestemt heller ikke at være ringe – men i dette tilfælde er det måske ikke så hensigtsmæssigt.

Friða Ísberg er nemlig bedst, når hun skriver til voksne, synes jeg. Og det gør hun måske ikke helt i noveller som En profil, hvor vi følger den unge modedesigner Sesselia:

Den hvide trøje fremhævede kontrasten mellem øjnene, håret og huden. Badeværelset var fint oplyst. Spejlet var firkantet, og i hvert hjørne sad der en lille spot ligesom i en garderobe på et teater. Hun rystede hænderne over vasken, trådte væk fra spejlet, sikrede sig, at alt var i orden. Undrede sig endnu en gang over, hvor godt hun så ud. Tøvede med hånden på dørhåndtaget. Tog telefonen op af lommen og kiggede på sig selv i kameraet. Det var simpelthen for godt et lys til ikke at tage en selfie.

og senere:  

Hun havde også lagt mærke til, at når hun ikke postede noget på nettet og ingen kommentarer fik, så føltes det, som om hun ikke eksisterede.

Set i sammenhæng med samlingens øvrige noveller giver det sådan set god mening også at inddrage en fortælling, der handler om vores forhold til internettet og de sociale medier. Men hvor Ísberg i mange af novellerne glimrende demonstrerer, at hun mestrer antydningens kunst, når hun beskriver en række individer og deres mere eller mindre intakte evner til at være i relationer, bliver det dysfunktionelle simpelthen skåret for meget ud i pap her. Og en hovedperson, der er afhængig af anerkendelse på sociale medier, udgør måske en lige lovlig oplagt samtidskritik. 

Det klør stadig

Enkelte svipsere til trods er kløen hos Friða Ísberg langt hen ad vejen en sød kløe, der giver lyst til mere. Det er både morsomt og følsomt at være fluen på væggen, når Ísbergs personer får for meget af et eller andet (eller ”får fnat af deres samtids forventninger og krav”, som det med en underlig infantil vending hedder i novellesamlingens bagsidetekst). Som her, hvor en ung kvinde i al fredsommelighed er gået fra sin kæreste:

Hendes forældre begræder forholdets ophør som deres eneste søn. Hendes mor gør opmærksom på, at de bedste ikke ligefrem hænger på træerne og oftest bliver plukket først. ’Stop det der, jeg er fireogtyve,’ siger hun. Hendes mor kniber læberne sammen, sætter fortørnet tallerkenerne på bordet, smider tre sæt bestik ved siden af dem. Hendes far sukker ud i luften. Det er den manglende begrundelse, de har svært ved at forlige sig med.

Kærestepar i tyverne går fra hinanden hver eneste dag. Alligevel formår Ísberg at gøre en historie ud af det. Beskrivelsen af et par uforstående forældre, der nægter at anerkende fraværet af en konkret årsag til bruddet, er simpelthen forrygende. Bemærk eksempelvis, hvordan moren ikke nøjes med at dække bord, men ”smider” tre (ikke fire!) sæt bestik ved siden af tallerknerne. Gennem de små underspillede detaljer får Ísberg fortalt en historie, der dybest set ikke handler om et brudt parforhold, men om forventninger, skuffelse og løsrivelse. Dét er mesterligt gjort.

Kløe er en novellesamling, der sætter sig i sin læser. Det er simpelthen herligt forløsende at føle sig genkendt i beskrivelserne af, hvor irriterende omverdenen er. At lade sig rive med af en lillebitte længsel ”mod Skibskatastrofer/og mod Hærværk og pludselig Død”, som Tom Kristensen formulerede det i Hærværk i 1930. Friða Ísbergs personer er ikke spektakulære, men de er underlagt nogle almenmenneskelige betingelser, som vi med fordel kan begynde at problematisere.

Sommetider må man gerne klø, til der går hul.




Info

Friða Ísberg Kløe

Forlaget Torgard

2020

200 sider

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her