Tunnelbyens hemmeligheder er en ungdomsbog med spræl i, fuld af spænding og behandling af tungere emner som psykisk sygdom og det at miste eller frygten herfor.
Det nysgerrige ungdomssind
En mørk underverden som emmer af mysterier. Det farlige element ved det uvisse og uopdagede terræn. Ulovlig indtrængen og generel rebelsk ungdom. En cocktail der, især på unge, kan virke tillokkende, ja endda attråværdig. Dette er nogle af de elementer, som Thomas Fröhlings nærværende bog udgøres af, og det er ikke nogen dum cocktail til en ungdomsbog.
I bogen møder læseren en sammentømret gruppe af fem unge, Alex, Kasper, Viking, Sylvester og ‘Aben’. De har for vane at tage på opdagelse i Stockholms mørke, underjordiske gange og afsidesliggende, forladte bygninger om natten, hvor de jager den evige rus fra det farlige og ukendte. De kalder sig ‘urban explorers’ og er altid godt forberedte, både i henhold til udstyr og baggrundsviden. Men en dag går det galt, og Alex kommer voldsomt til skade. Noget der, for et par af de unge, sætter en stopper for udforskningerne, sætter livet i perspektiv og giver anledning til at tage ekspeditionerne op til revision. For Kaspers vedkommende starter et nyt kapitel, idet han påtager sig skylden alene for ulovlig indtrængen i forbindelse med ulykken. Han bliver idømt en bøde, og forældrene beslutter, at han selv skal betale den, hvorfor Kasper begynder at arbejde i onklens butik. Herefter følger en tid, hvor han opdager nye sider af sin ven Alex. Han kommer i forbindelse med en mystisk mand, der har interessante oplysninger om Tunnelbyen, har uforklarlige oplevelser og ender til sidst med at tage en beslutning, der skal vise sig at være mere omsiggribende end først antaget.
Tunnelbyens hemmeligheder er bygget op af lige dele hverdagsanliggender og refleksioner og lige dele spænding og mystik. Plottet er udmærket og følger den gængse spændingskurve for et ungdomsdrama, måske bevæger den sig endda ud over og overstiger kurven steder i bogen.
Sproget er lettilgængeligt og flydende, og forfatteren rammer den ‘unge tone’ med sin stemme. Energisk og med et ungt sprogbrug. Eksempelvis her:
” […] ”Hvad fanden laver I?” råbte Alex. Sylvester og Viking lo. ”Hvad så? Har du skidt i bukserne?” råbte Sylvester. ”Stop så, for helvede!” råbte Aben. Sylvester og Viking grinede bare, mens gulvet rystede og bevægede sig under dem. ”Aben! Se mig!” Sylvester tog to skridt ind i rummet og lavede en baglæns salto. Et kraftigt stød gik gennem gulvet”.
Eller her:
”Tjek lige! Jeg fandt det på nettet. Det er nogle vilde teorier om angrebene 11. september i USA.” Aben blev helt træt og kiggede uinteresseret på ham, mens han læste en masse ting højt. Lidt efter dukkede Sylvester op. Han klatrede over ryglænet og pressede sig ned mellem Aben og Viking. ”Nå, hvad så?” ”Kom og hør! Kongen af konspirationsteorier taler,” sagde Aben. Viking trak på skuldrene. Stjal nogle af Abens pommes frites og snuppede en tår af hendes sodavand”.
Forfatteren er ikke udelukkende optaget af de almindelige teenageproblemer, men bevæger sig ud i tungere emner som død, savn og misbrug, hvilket klæder bogen. Den er dog ikke for højtravende, idet emnerne også tæller had og kærlighed, som de fleste teenagere formentlig kan relatere til, og det er en af bogens styrker. Den er vedkommende for sin tiltænkte læser. Den er relevant.
Min eneste anke i henhold til temaer er, at forfatteren lader til at ville for meget på én gang, og derfor ikke får den dybde som sandsynligvis er tiltænkt. Den peger i for mange retninger og kommer derfor heller ikke helt ind under huden på mig som læser.
Men ikke desto mindre er det en bog, jeg ville have elsket at læse som teenager og en anbefaling værd.
INFO
Forlag: Vild Maskine
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 192
Du kan købe bogen her.