Hvordan kan gennemsigtighed i sproget og et porøst og til tider skrøbeligt formsprog rumme så megen styrke? Det virker umiddelbart selvmodsigende, men er ikke desto mindre, hvad der kendetegner debutanten Tine Paludans skyskraber. Her har vi at gøre med en digter, der forstår sig på sproget i en både personlig og historisk kontekst. Indholdet er uhyre selvbevidst uden på nogen måde at være påduttende og manifesterende i sit afsæt. Det er stærkt på en helt igennem konsistent og nærværende facon.
Kvinden, aldrig uden historie
Tine Paludan er debuteret med den fine, lille digtsamling skyskraber, der er ude på Forlaget Fuglekøjen. Det er en udgivelse, der på en og samme tid er sin egen, samtidig med at den indskriver sig i en historik eller tradition, som bæres af stærke kvindelige forfattere såsom Tove Ditlevsen og Kirsten Hammann. Det gør den ved sit aktive greb med kvindelighedens stærke position i en større kontekst, krydret med et søgende, men selvbevidst udtryk. Med en sans for flotte og gennemsigtige sprogkonstruktioner finder Tine Paludan styrken i en selvrefleksion, der virker nærværende på læseren. Med hvad der må forestilles at være prøvelse ud i det selvbevidstes kunst, præsenterer hun sig selv som en del af en historie uden at underkende selvet. Altså bærer hun ydmygt en historie med sig, uden at det er tilbageskuende. Med digte som ‘mor’, ‘farmor’ og ‘mormor’ bliver det tydeligt, at noget af ammunitionen til digtsamlingen er hentet hos kvinderne i hendes liv. Samtidig med en konnektivitet med familien sker der en personlig frihedsproces, som f.eks. tydeliggøres i digtet ‘mor’.
jeg forestiller mig at jeg er min egen mor
jeg har allerede én men jeg er tarvelig
det er ikke hendes skyld og ikke kun hende:
jeg stopper alle der kommer tæt nok på
karentænen kræver så mange ressourcer og resultaterne så usikre
hvad hvis jeg gør det selv og holder livet tæt
føder mig selv i ensom sterilitet og elsker på
diæt
undgår hjertediabetes og tillidens
følgesygdomme
nærhedens blå mærker
Konteksten og frigørelsen kan tolkes som en stærk trang til at frigøre sig som menneske, som kvinde, som væren i tilværelsen. Samtidig er måden, hvorpå små sprogbilleder forstærkes på, med udtryk som ”nærhedens blå mærker”, enkle men stærke virkemidler.
Underfundige og melankolske vekselvirkninger
Digtsamlingen er bygget op med tre kapitler ved navn ‘pige’, ‘fugl’ og ‘flux’. Hvert enkelt kapitel rummer bestanddele, som veksler mellem en underfundig tone, der har et stærkt billedsprog, blandt andet hentet fra naturen, og en melankoli, der kendetegnes ved en fascination af individets kringelkroge. Særligt underfundige bliver digtene, når Tine Paludan leger med nye orddannelser, og det er her, naturen kommer tydeligt ind i kontekst med mennesket. Som i digtet ‘snyd’, hvor individet tolkes som afhængigt af sin plads i naturen, finder man orddannelser, der kan trække på smilebåndet.
jeg har bundet mig selv op ad dig som en
plante til et espalier syltende solsikkeselvsikker
jeg ler ad stormen og drejer kækt
mit tunge hoved i solen
mine frø på jorden som blinde øjne
jeg ser kun hvis andre ser
lykkeligt løftet af beundrende blikke
tryg i mine tråde de fineste stærkeste
jeg lader som om jeg kunne gå hvis jeg ville
solen bevæger sig om mig
jeg lader som om det er mig
”Solsikkeselvsikker” er en orddannelse, der stråler af sprogligt overskud og en fintfølende kontekstuel leg. Og det er bare et enkelt eksempel på naturens leg med individets fortælling. Andre eksempler er ”edderkrop” og ”spindelvævscivilisationer”. Måden hvorpå denne kobling mellem natur og menneske udkrystalliseres i orddannelserne, er ret livsbekræftende. Menneskets afhængighedsforhold til naturen understøttes så at sige.
Kvinder, hun aldrig blev, men hun blev sin egen
Det burde stå klart allerede nu, at jeg er ret så begejstret for skyskraber af Tine Paludan. Det er en sand lille perle af en debut, og et klasseeksempel på hvor godt lyrikken leger med sproget som form og dets bestanddele. Uden at henfalde til overdreven melankoli, så gives der eftertænksomhed i sproget og en refleksion over selvet, der kun kan anbefales alle. I et digt ved navn ‘skitse’ startes der således ” skitser til kvinder jeg aldrig blev ligger i stakke på spisebordet”. Det kan godt være, at det lyder ganske banalt, men som en ros til forfatteren, er der mange skitser af kvinder, hun aldrig blev, men med denne fine lille digtsamling er Tine Paludan lyrisk blevet sin egen. Og det kan altid anbefales at være sin egen, også selvom det betyder mange små bestanddele af andre.
Info
Tine Paludan: skyskraber
Forlaget Fuglekøjen
2018
67 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her