I digtsamlingen Hurtigere end lyset præsenteres en række af den amerikanske digter Marilyn Nelsons digte fra en lang karriere. Teksterne giver stemme til de, der har mistet deres rettigheder og de belyser de undertryktes liv.
Indblik i en problematisk historie
Under min læsning af Marilyn Nelsons digte måtte jeg flere gange stoppe op, læse en ekstra gang, fordybe mig yderligere. For noget af det, der kendetegner hendes poesi, er evnen til at skifte mellem helt almindelige (nærmest banale) hændelser for i næste øjeblik at forsvinde ind i guddommelige erkendelser. Nelson har dog en helt særlig sans for at beskrive et USA, der mildest talt har et problematisk forhold til sin egen fortid.
Når hun dykker ned i det helt konkrete situationer, bliver læsningen bedst; fordi stemningen på én gang er naiv og alvorlig. På den ene side er der en vis forundring over det uendelige USA og dets mange muligheder, som det lyder i digtet ”Forsvar af Texas”:
”Amerika bliver ved og ved og ved og ved,
og landet har storbyer, mindre byer
og veje,
de strømmer væk under bilens hjul
som stribede slanger
og slutter i Texas, med nye mennesker.”
Men på den anden side er frygten hele tiden til stede. Som det er tilfældet i digtet ”Mississippi” bliver den 14-årige Emmet Tills død beskrevet i et nøgternt sprog, der skjuler den underliggende alvor. Han blev myrdet i 1955 af hvide racister, og den skandaløse rettergang og frifindelse blev startskuddet for borgerrettighedsbevægelsen i USA. Digtet er et fint eksempel på, hvordan barnets tanker også beskriver problematikken nøgternt:
”Vi krydser floden og kører gennem
skovene milevidt
ad firsporede motorveje, sinket
af hvirvlende sne
kører gennem byer, opkaldt efter
forlængst besejrede indianere”
De ovenstående udsnit er et eksempel på, hvordan det kultiverede og naturen bliver koblet sammen med historien og bevægelsen; frem mod et hjem, der venter forude eller et besøg, der på en eller anden måde skal forløse noget af den spænding, der er en del af dagligdagen for jeget og personerne omkring det.
Hurtigere end lyset
Især sidste del af de udvalgte digte er stærke, måske fordi de er mest nærværende i historien og dermed fremviser Nelsons samlede styrke og erindring. Digtet ”Hurtigere end lyset” stammer fra The Cachoeira tales (2014). Her væver Nelson det nære, en taxitur, sammen med den fjerne historie og håbet om udødeligheden, når det jordiske livs forløsning har ladet vente på sig.
Skellet mellem taxichaufføren og jeget er stort; og problematikken om den afroamerikanske historie er desværre stadig højaktuel. Derfor er digtene også et interessant og vigtigt indblik i, hvordan dagligdagen kan se ud i en verden, hvor problematikken stadig er gældende i meget synlig grad.
Mere vil have mere – mindre fragment
Undervejs i digtsamlingen har Anne-Marie Pedersen lavet en række illustrationer, der går godt i spænd med digtene, fordi illustrationer og digte ikke går 1:1. Der bliver på den måde skabt flere fortolkningsveje, fordi de abstrakte illustrationer opfordrer læseren til at tænke mere over de til tider meget konkrete digte.
Alligevel sidder jeg tilbage med en blandet følelse efter endt læsning – ment på en overvejende positiv måde. Det bliver en lettere fragmentarisk oplevelse, når man kun kort dykker ned i én digtsamling, inden man springer videre til den næste. Og jeg får lyst til at få præsenteret en hel digtsamling. Det er måske ikke så meget en kritik som en opfordring – og kan være en grundlæggende betragtning om ’udvalgte digte’.
INFO
Forfatter: Marilyn Nelson
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
Oversættere: Inge & Anne-Marie Pedersen
Udgivet: 2014
Sidetal: 114
Kan købes for 125,- her
Mere om forfatteren
Marilyn Nelson (f. 1946) er opvokset på forskellige luftbaser, rundt omkring i USA som datter af en ansat i luftværnet. Hendes mor var lærer og hun har selv været professor i litteratur. Marilyn Nelson har fået flere priser og større legater og hun har været ”poet laureate”, altså nationaldigter, i delstaten Connecticut 2001-2006. Hun har arbejdet med udgivelser af flere danske forfattere i USA, bl.a. Halfdan Rasmussen og Inge Pedersen.
