Læseren bliver en sladderhank

Er du til gossip, og er du lidt eventyrlysten? Så er dette lige noget for dig! Skuddueller, intriger, grovheder og prinsesser findes alle og én i ny udgivelse af forlaget Sidste Århundrede.

Tilbage i 2018 udkom på forlaget Sidste Århundrede Gregor von Rezzoris (1914-1998) En antisemits erindringer (1969), sidenhen Blomster i sneen (1989) i 2020, og nu er så en tredje udgivelse af Rezzori, En hermelin i Tjernopol, kommet ud på markedet. I denne lidt tungere udgivelse – som matcher smukt med de to andre – støder vi på allehånde situationer og historier i den østrig-ungarske provinshovedstad Tjernopol, hvor der sådan set kan ske alt imellem himmel og jord, set og skildret af et barn.

Rezzori, der voksede op i det historiske område Bukovina, som har været annekteret utroligt mange gange, og som i dag er delt mellem Ukraine og Rumænien, men dengang stod under Østrig-Ungarsk herredømme, fortæller dybdegående om det på et landkort ukendte Tjernopol. Byen er fuld af snak, intet forbliver en hemmelighed, og selv provinsens præfekt, den rumænske hr. Tarangolian, ville give sin højre arm for en god passiar om de seneste nyheder, fordægtige kendskaber borgere imellem eller gemene intriger, ja, man kunne nærmest gå så vidt at sige, at sladderen udgør selve værkets skelet; plottet er i og for sig én lang kæde af historier om andre, konspirationer, idéer, rygter, fjendskaber, der går fra mund til mund, øre til øre, fra side til side.

Jo længere du kommer i bogen, desto mere interesseret bliver du i denne snakken om alt i byen, og desto mere bliver du nærmest en del af sladderen – læseren bliver til en sladderhank.

En fortryllet verden

Der sker så mange ting i Tjernopol: Der er kampen om æren og dennes opretholdelse, hvad end det har med militærstatus eller familien at gøre; der er det humoristiske ved det grusomme, elendige og ynkværdige, og der er hverdagens morsomheder at grine af, om det så er kropslige deformiteter, folks måder at gøre tingene på eller reagere på; alt kan gøres til sjovheder – specielt for børn. 

En hermelin i Tjernopol har barndommens virkelighedsforståelses fortryllede og vidunderlige glød, og derfor er nærmest alt spændende, og alt vækker nysgerrighed. Af den grund omhandler bogen også det forhold, der står mellem barndommens oplevelser, hukommelsens middelbare karakter og den egentlig reelle virkelighed. Vi kender selv det at se tilbage:

“Billederne fra dengang synes så fjerne som blot endnu et af de utallige eventyr, sagn og legender, der fyldte barndommen med undere. Ligesom disse lader vores barndom sig fortælle og genoplive i fortællingen, men dens virkeligheds umiskendelige karakter kan ikke genoplives i os i al sin intensitet […] så synes det alligevel ikke at være vores eget inderste, der pludselig taler så indtrængende til os, men selve fortidens stemme, der klager over og minder om noget, der er gået tabt, og som svinder bort med os og omkring os, for hvert øjeblik der går.”

Alle de eventyrlige fortællinger, der findes i barndommens fantastiske verden og som farver den måde, hvorpå den umiddelbare verden betragtedes, dengang man var barn, gør i en vis forstand barndommen som erindring og beretning til et eventyr i sig selv. Men vi genser aldrig scenarierne helt så fortryllet, som de var for mange år siden på grund af hukommelsens forpurrende – og forurenende kunne man næsten sige – kraft.

Hvad der bl.a. gør denne bog signifikant og efter min mening meget læseværdig, er den grublen, der konstant befinder sig i Rezzoris ord, at barndommen er noget, vi alle går igennem og skal miste; vi vil altid have erindringen om en svunden tid (som måske også kan læses i analogi til Det østrig-ungarske riges smuldren og forsvinden), men vi vil aldrig kunne opleve den på samme vis som dengang.

Der er altså en klar skisma mellem barndommens eventyrrige og voksenlivets verden. Hvad jeg virkelig nød ved denne fortælling om Tjernopol, var, at barndommens fortryllede, “irrationelle” version ikke er mindre værd eller som sådan mere ufornuftig end den voksnes, og det, vil jeg mene, giver En hermelin i Tjernopol dens styrke og helt særlige karakter.

En krystallisering af levet liv

Jeg må indrømme, at En hermelin i Tjernopol for mig var svær at komme i gang med: De mange karakterer med deres historier og måden, hvorpå fortællingerne skrider frem, samt det ufatteligt velformulerede, men mættede sprog, gør, at 450 sider måske føles som mere, end de egentlig er. Men efter en tids læsning begyndte jeg langsomt at holde af karaktererne, den barndomsprægede fortællestil og den humoristiske tilgang til livet, der er så karakteristisk ved provinshovedstaden Tjernopol.

Når man læser En hermelin i Tjernopol, har man en følelse af, at man “skulle have været der” for at kunne forstå bare en brøkdel af, hvordan byen, dens folk og stemningen var. Men Rezzori formår alligevel at give læseren en snert af det levede liv, der var dengang og måske stadig et eller andet sted stadig eksisterer. Uden det barndommelige perspektiv tror jeg ikke, det var lykkedes på nogen måde lige så godt. 

Ligesom de andre udgivelser af Gregor von Rezzori, er En hermelin i Tjernopol noget helt særligt. Jeg har aldrig læst noget lignende, og jeg glæder mig til at læse den igen og igen.