Den danske digter Eva Botofte har med Fraværelser skrevet en bog, der udmærker sig ved sin konsekvente metaforik, sit sammenspil mellem ord og fotografier og sin sælsomme, men dog beskrivelige stemning.
Kraftwerk i storbyens nuancer
Der forefindes værker, hvis primære kvalitet ikke er det, der står, men de associationer, tankestrømme og stemningsbilleder, som de afføder. I sådanne tilfælde er det ikke muligt at udpege enkelte passager, enkelte billeder eller enkelte digte som det, der gør oplevelsen god. Det er med andre ord ikke et kunstnerisk håndværk, der udmærker værket. At værkerne ikke er blottet for det er selvfølgelig en forudsætning, men det er ikke en forfinelse og en bemestring af dette, der bærer værket. Det er, som sagt, den stemning, som værket besidder. Hvad årsagen til den pågældende stemning er, er vanskelig at påpege. Det er tilmed ligeså vanskeligt at beskrive, hvori stemningen består og hvorfor den er tiltrækkende.
Da Eva Botoftes digtsamlings væsentligste kvalitet er at viderebringe sådan en stemning, vil jeg forsøge at beskrive den og ydermere forsøge at forklare, hvorfor den forekommer mig at være både tiltrækkende og relevant.
Til lyden af Kraftwerk lå jeg en søndag aften, læste digtene og satte dem i forbindelse med de sorthvide fotografier, der er i bogen, og som Botofte selv har taget. Det slog mig relativt tidligt, at den musik, som jeg lyttede til, var særdeles velvalgt. For det sammenspil, som digtenes sætninger, der er rige på metaforer for bygninger og rum, og som er blottet for tillægsord, har med fotografierne, hvis æstetik er den samme, men hvis motiver er stærkt varierende, hensætter læseren i en dragende, men ubehagelig stemning af håbløshed og mekanisk væren. På den måde bliver de moderne livsvilkår, som digtsamlingen stiller til skue, udstillet som ufordelagtige, dystre og fremmedgørende. Disse vilkår, herunder storbyen, den digitale sfære og den industrielle kunstfærdighed, behandler digtene mere eller mindre eksplicit uden at fælde en dom over deres beskaffenhed. Der tages ikke afstand fra det, men den stemning, som bogen ender med at fremkalde, efterlader ingen tvivl om, at det ikke er et blik og en pen, der er lykkelig og optimistisk, som betragter verden og fælder disse observationer, fragmenter og sproglige billeder ned.
Bygningerne og klaustrofobien:
En af de ting der i særdeleshed er med til at gøre denne stemning fremtrædende og æstetisk konsekvent, er det hyppige brug af rummet og bygningen som metafor. For det er ikke kun faktiske bygninger, arkitektoniske seværdigheder og lejligheder i byens inderste gader, der bliver beskrevet med. Med sætninger, der emmer af grå nuancer, som,
plomberer formen
lukker katastrofe og fuldkommen fremtid ude
så hun kender dens hemmelighed
så gror hun videre”
og
at være krop er at være eksponeringsvillig
åben for opblødning og modifikation
(…)
rummets gradvise tilpasning
er det nærliggende at antage, at metaforen også omfatter kroppen. Det er i sig selv ikke tungsindigt og sortsynet, men det bliver det, når dette står side om side med ord som ”kroppens uafsluttethed”, der i denne sammenhæng indebærer, at kroppen er afgrænset, men at disse grænser ikke er urokkelige. Det, som Eva Botofte synes at påpege, er, at det i udgangspunktet er korrekt, men at de ting, som vi er fuldt ud fortrolige med bliver færre og færre, og at den ensomhed, der er forbundet med dette, bliver mere og mere udtalt.
Ikke engang det enkelte menneske er vi fortrolig med mere. Vi kender det ikke, og vi forstår det ikke. Midt i digtsamlingen skriver hun:
Kun set oppefra giver vi mening
(…)
der er ingen valg
ingen udfaldsvej
kun skiftende retning
Det billede, som hun her tegner, tager sig fremmedgørende og vemodigt ud. Det er en dyster udlægning af den konsekvens, som man kan drage af det at være kastet ind i verden. Når man er det, har man muligheden for at træde ind i en ny mulighed, men det billede, som Botofte tegner med de ovenstående ord, er så mørkt, at det unægteligt associeres med ensomhed og det at træde vande. Det insinuerer hun også ved at skrive, at det ”hun”, der optræder i gentagende digte, skriver de ord ned, som er hende nærmest. Et af de ord er bygningsfejl.
Med andre ord er man aldrig helstøbt, man er aldrig færdig, og det fremkalder ofte en følelse af ensomhed og utilstrækkelighed. I digtene omtales denne ensomhed både som et solipsistisk fokus på sig selv og som en lejlighedsblok, hvor det er tingene og ikke dem, der bebor stederne, man ønsker at eje. Det er en af bogens utvetydige styrker, at ensomheden samt andre indre forhold omtales på flere forskellige måder, for det uddyber og raffinerer følelsen af og tanken om, at vi efterhånden ikke engang er fortrolige med basale følelser. Det er stærkt medvirkende til, at der forefindes en pointe, der udmærker sig ved sin eksistentielle alvor, og det er særdeles positivt. Det bidrager nemlig med en filosofisk seriøsitet, der det meste af tiden ikke associeres med poesien, til den generelle stemning og det vellykkede sammenspil mellem ordene og fotografierne.
Det er med andre ord seksogtres sider, som jeg ved endt læsning ikke ville være foruden.
Eva Botofte: Fraværelser
2018
66 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag
Køb bogen på forlagets hjemmeside her