Javier Tapia har med All Can Be Used Again(st) skabt en billedbog, der demonstrerer den tvetydighed, der efterhånden er blevet et menneskeligt vilkår: at vores idéer, påfund og frembringelser både kan forbruges og misbruges.
Den amerikanske nat
Natten til den 9. november 2016 sad jeg oppe og fulgte med i diverse nyhedsdækninger af det amerikanske præsidentvalg. Efter det første vemod og den første skuffelse havde fortaget sig, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle have det med amerikanernes valg af den flamboyante byggematador, der i løbet af valgkampen havde præsenteret borgerne for løgne, fornærmelser og – under normale omstændigheder – utilgivelig hensynsløs optræden, som deres næste præsident. På den ene side ville mit vemod, forargelsen og den fjerne, om end skingre lyd af Vesterlandets dommedagsklokker ikke fortone sig helt, men på den anden side havde jeg også vanskeligt ved at se, at valget af ham var entydigt negativt. Det demonstrerede med al tydelighed, at hans egen dystre analyse af det amerikanske samfund og etablissementets magt ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvilket forekommer mig at være positivt. Ifølge hans egen analyse, der flere gange har fået mig til at tænke på Oswald Spengler, Botho Strauss og den fascistoide populisme, der hævder eksistensen af en fortidig storhed, som det er muligt at vende tilbage til, og som slår politisk plat på den frygt, som de socialt og kulturelt udsatte bærer rundt på, burde valget af ham ikke have været muligt. Men det blev det, og det gjorde det blandt andet, fordi han endte med at repræsentere det, som vi – i den forkerte repræsentation – foragter, men som vi på det teoretiske og principielle plan ikke ønsker at afskaffe: det anti-intellektuelle opråb fra folket. Samtidig med at han i visse henseender ikke var tro mod de demokratiske spilleregler og den demokratiske ånd, var han muligvis den, der, i kraft af sin massive og ustoppelige kritik, nærede den største tillid til præsidentembedets og pressens magt blandt de opstillede.
Beethoven på Burj al-Arab
Javier Tapia har skabt en billedbog, der på forbilledlig vis illustrerer den netop omtalte tvetydighed, der består i, at det fordelagtige også kan være det miserable. Den indeholder ikke ét billede af den amerikanske præsident, men det kunne den uden yderligere betænkeligheder have gjort. Med bogens titel in mente kan man dermed sige, at skikkelsen Trump og det, som denne repræsenterer, både kan blive genbrugt og misbrugt. Den kan bruges i et konstruktivt øjemed, og den kan bruges i et destruktivt ditto. Således forholder det sig også med fænomener og opfindelser som olieafbrænding, Sigmund Freud, pornografi og militære interventioner.
En af bogens ubetinget goder, og det der er med til at forårsage, at det er svært at lave en sammenhængende fortolkning, der indfanger alle aspekterne, er, at der ikke foreligger en åbenlys systematik og gennemskuelig logik i billedernes placering. Det er suggererende, forvirrende og kaotisk, og netop det medfører, at bogen forbliver dragende og svært tiltrækkende hele vejen igennem. Netop derfor mener jeg heller ikke, at man behøver at spekulere over, hvorfor der er et fotografi af henholdsvis en nøgenmodel og et afbrændingsanlæg på den samme side. Hvorfor der er bikinipiger, avantgardekunst og amerikanske soldater på den samme side. De kontraster og de associationer, som det skaber, er nærmest surrealistiske, og minder mig om aristokratiske protestsangere på Wall Street, sentimentale solokoncerter på de flamboyante guldhoteller i Emiraterne, grædende mænd på The Strip, amerikanske tabloidoverskrifter forklædt som poesi og store kærlighedsfortællinger i Don DeLillos Amerika. Det fungerer helt upåklageligt.
Babelstårnet og demonstranten
Det er ikke kun de æstetiske virkemidler, der er særdeles vellykkede. Det er også en intelligent bog, hvis billeder er meget velvalgte på en subtil, refleksiv og eftertænksom måde. Billederne af Babelstårnet og demonstranten, der netop har kastet en genstand, er for mig at se to billeder, der både illustrerer og demonstrerer bogens pointe med en imponerende overlegenhed: at der ikke er en opfindelse, der er entydigt god.
I løbet af det nittende århundrede hævdede Karl Marx, at det var revolutioner, der drev historien fremad, og kulminationen på dette ville blive den kommunistiske utopi. Selvom man ikke tilslutter sig den marxistiske historiefilosofi, er man nødsaget til at give ham ret i, at revolutioner og velorganiserede oprør har en mærkbar indvirkning og indflydelse på det pågældende samfund. Men hvis man ikke tilslutter sig en historiefilosofi, der er er drevet af et noget, der garanterer en fremtidig lykke, er disse omvæltninger ikke altid fordelagtige. Den Russiske Revolution, Pol Pots regime og Francos magtovertagelse er gode eksempler herpå. På trods af disse eksempler, hvis brutalitet, kynisme og koldblodighed er overvældende, er der ganske få, der vil hævde, at revolutionen og oprøret ikke skal foreligge som en – til enhver tid – eksisterende mulighed. Det vil sige, at de fleste i princippet vil tilslutte sig muligheden for revolution, mens det i praksis straks er mere tvivlsomt, om det er et gode. Som fænomen har det bragt os Uafhængighedserklæring, Den Franske Revolution og den institutionaliserede kulturradikalisme. Men det har også bragt os Lenin, Mao og Pinochet. Det er med andre ord et fænomen, som vi med fordel kan genbruge. Og som vi dermed kan misbruge med mørket og hadet som vores fortrolige.
For den danske teolog, præst og forfatter Søren Krarup er Babelstårnet en god illustration af, hvordan humanismen anskuer mennesket: den har sat mennesket i stedet for Gud. Humanismen og menneskets ivrige forsøg på at sætte sig i Guds sted har unægteligt været en positiv ting, der har bragt os mange uundværlige tiltag og sympatiske tanker. Men det har ikke været en entydigt god ting. For erfaringen af menneskets utilstrækkelighed og den kontingens, der var grundlaget for Friedrich Nietzsches konstatering af Guds død, hvormed fundamentet og retfærdiggørelsen af diverse sandheder forsvandt, er ikke en lykkelig erfaring. Den er brutal, og den er i det store og hele årsagen til den grundlæggende meningsløshed, der er et vilkår for det moderne menneske. Så selvom den tænkning, der knyttes til Babelstårnet, har bragt os en lang række fantastiske opdagelser, så har den også bragt noget, der går imod os: den fundamentale meningsløshed og den kosmiske formålsløshed.
Tænk selv!
Samtidig med at det er en intelligent refleksion over menneskeheden, civilisationen og fornuften, så læser jeg det ikke som en neutral og upartisk fremstilling. Med den ovenstående analyse in mente så mener jeg, at det er et værk, der skriver sig op imod jubelidioterne og fremskridtsoptimisterne, fordi det synes at sige, at vores påfund og idéer ikke i ét vigtigt henseende er blevet bedre med årene, epokerne og rationalitetens ekspliciterede fremkomst. Babelstårnet, psykoanalyse, kapitalismen og skønhedsindustrien har to ting til fælles: at de er menneskelige frembringelser, og at de har ufordelagtige aspekter ved sig. Selvom Babelstårnet og de ting, der knytter sig til den veritable forfængelighedskultur, er fremkomster med flere tusinde års mellemrum, er der ikke blevet ændret på én grundlæggende ting, hvad angår vores opfindelser: at de er garant for lidelse.
Sammen med denne pessimisme er en af bogens store styrker, at den inspirerer og uudtalt opfordrer læseren til at tænke selv. Der er mange forskelligartede billeder i bogen, og der er ikke et tema, under hvilket alle billederne kan kategoriseres, så den inspirerer læseren til at komme på sine egne eksempler. Donald Trump er et. Facebook er et andet.
Jeg er svært begejstret for denne udgivelse.
INFO
Forfatter: Javier Tapia
Titel: All Can Be Used Again(st).
Forlaget ESCHO
2018
Bogen kan blandt andet købes her