Den knap så unge mand er en kort satirisk gendigtning af Søren Kierkegaards Gentagelsen. Det hele kredser, ligesom i Kierkegaards værk, om gentagelse. Hovedpersonen Christian er aldrig tilfreds. Han er styret af begær og mangel på identitet, hvilket Xinxin Ren Gudbjörnsson udstiller i sin udgivelse, der er ude på forlaget Rebel With A Cause.


Potensen som ledestjerne

Christian er 35 år gammel, er CTO i et succesfuldt firma og har på mange måder peaket, når det kommer til selvtillid. Han er netop, som handlingen starter, blevet skilt fra Marie. Han er træt af hendes karriereplaner, succes, udseende, præstationer i sengen osv. Han er i bund og grund træt af alt ved hende. Til gengæld er han der, hvor han bør være. På mandighedens tinde med godt udseende, god smag, et godt job og sidst men ikke mindst en potens, der efter egen opfattelse kan gravere i pokaler. Han er på godt gammelt dansk virkelig liderlig. Nu skal han starte på ny og rigtig nedlægge alle de lækre kvinder. Han skal ikke lade sig tynge af ekskonen, der alt for længe har frarøvet ham muligheden for at brillere i tilværelsen. Lyder det, som om Christian projicerer alle sine problemer over på ekskonen? Hvis du mener ja, er du godt på vej til at forstå Den knap så unge mand.


Midtvejskrisen

Historien om Christians tilværelse kommer hurtigt til at tage karakter af en mand med en midtvejskrise. Umiddelbart kan man stille det identitetspolitisk op, det er jo trods alt på mode, da historien kan anskues som en frigørelsesproces for Christian. Han vil realisere sig selv, eller i hvert fald realisere sin liderlighed. Lejligheden indrettes som en ”kussemagnet” og Marie, er der ikke mere til at forpeste det hele med sin dårlige smag. Penthouselejligheden skal sørge for, at Christian får fisse. 

Han skal igennem mange typer. Sorte, brune, hvide, kridhvide og meget andet. Små nips og amazoner. Nu vil han gerne kneppe verden. Hele verden. Også øerne.

Teksten er hele tiden ladet med Christians sexuelle Clausewitz-strategi. Angrib og indtag. Det er ganske enkelt kikset og stereotypt. Det er meget grovkornet skitseret, hvilket selvfølgelig giver læseren en indføring i situationens alvorlige dele samtidig med en anledning til at trække på smilebåndet.


Det var lige godt satans

Det viser sig dog relativt hurtigt, at det der med kvinder ikke bare er en slagmark eller buffet, som man uden videre modstand kan indtage i bedste blitzkrieg-stil. Selvom Christian føler sig oven på og nyder sin frihed, så er det første ”møde” med kvinderne ikke lige efter bogen. Christian begynder at indse tingenes kompleksitet. Han bliver hurtigt konfronteret med, at nogle ting tager sig anderledes ud i en anden kontekst. Det kunne f.eks. være synet på, hvad man havde engang, og hvad man ikke har længere. Men de bekymringer må Christian i første omgang ryste af sig. Det er ikke bare sådan lige til at få det perfekte liv. Det er da også først efter en håndfuld akavede dates, at han får bid med den unge Camilla, efter at han rent faktisk har opført sig bare nogenlunde almindeligt.


Karikaturen og identiteten

Snart indleder han et forhold til Camilla, der i mangt og meget vender op og ned på hans tilværelse. Han er i hvert fald mere og mere medgørlig, og i begærets rus tager hun føringen i hans tilværelse. Ganske ukritisk og nærmest katatonisk er Camillas identitet også Christians. Det er måske også i mødet med Camilla, at essensen af den knap så unge mand lader sig indkapsle. Hele denne mangel på identitet og selvransagelse gør, at Christian fastholdes i hans eget stereotype og karikerede selvbillede. 

Camilla eksperimenterer med nye, vegetariske og veganske retter. Nu er de begge 100 procent vegetarer, og de spiser vegansk hver weekend. Christian har ikke længere våde drømme om bacon, merguez-pølser, dybstegt kylling, ribeye og rødvinsmarinerede lammekoteletter. Han har vundet over afhængigheden.

Ja, Christian har vundet over afhængigheden, eller er det i virkeligheden Camilla, der har vundet over Christians lyster? Det tror jeg nok. Selve formen i Xinxin Ren Gudbjörnssons bog er kortfattet og nærmest en smule staccato i sine sætninger. De korte sætninger, ofte konstaterende, samt korte kapitler, driver værket stille og roligt fremad. Mest af alt er det et billede på, hvordan en person kan lulles ind i en søvn af ligegyldighed og identitetsløshed. Værket vil gerne vise det moderne menneskes individualisme og overfladiskhed. 

Christian har købt en ny kjole til Camilla, selvom hun ikke er meget for det. Camilla er ikke typen, der køber nyt til sig selv, og da slet ikke dyre ting. Camilla er markant yngre end Maria og ser markant yngre ud, så med sin ungpigeskikkelse kommer hun til at overstråle Maria.

Sådan lyder Christians tanker forud for deltagelsen i ekskonens bryllup. Det hele handler om subtil hævn gennem status, mens selvransagelse er en by i Rusland.


Beskeden tristesse

Uden at spoile for meget af den videre handling, så har jeg ikke ødelagt noget for læseren ved at sige, at Christian forbliver fastlåst i sin manglende selvstændige identitet. Han er klar til at blive påvirket af hvem end, der nu vil give ham følelsen af hans potentiale som mand, nemlig i hvem hans partner er. For Christian er kvinden ved hans side et bevis på status, integritet og succes. Gud nåde og trøste den, der i Christians øjne har en kæreste, der på ingen måde lever op til normerne om skønhed og selvstændighed. Værket bliver på fin vis en historie om gentagelsens kraft. Historien bevæger sig fra den ene situation til den næste, og selvom der sker forandringer, så er det i virkeligheden det samme. Derfor sidder læseren også med en følelse af, at læsningen er en tristesse, der på ingen måde virker til at lade sig bryde. Det bliver derfor en fin, lille, dvælende læseoplevelse. Potentialet for at rette en mere strukturel kritik med hensyn til herskende identitetsnormer bliver måske ikke så forløst, som jeg kunne ønske mig, men så må læseren heldigvis selv i gang med at tænke kritisk. Denne lille bog er netop en, der kan få læseren til at tænke kritisk. 





Info

Xinxin Ren Gudbjörnsson: Den knap så unge mand

Rebel With A Cause

2019

59 sider

Køb bogen på forlagets hjemmeside her