Mælk og honning er en digtsamling, jeg virkelig gerne vil kunne lide. Som ynder af enkelt, skarp og præcis poesi burde jeg kunne lide den. Glæden ved den skarpe formulering og fremhævelse af ordenes egentlige præcise betydning står for mig som en stjernekvalitet. Det er desværre bare ikke altid, at det fungerer for Rupi Kaur. Hun har fat i noget substantielt vigtigt vedrørende følelsesmæssig ligestilling, men hun fører det dog ikke helt til dørs.
Forsvar for ordenes betydning
Ord har nogle gange en meget præcis betydning. Andre gange, ja faktisk i ret så mange tilfælde, har ordene forskellige betydninger. Eller sagt på en anden måde, så har ordene somme tider forskellige variationer af den samme betydning. Det er nogle af de benspænd, der viser sig på ufatteligt mange måder i sproget. Både når det handler om at lære sprog, men også om at beherske sproget. Rent lingvistisk er der stor forskel på sprog, hvad angår flertydigheden i ordene. Men det er netop denne, ja nærmest ueksakte videnskab, som sprog er, der gør, at netop sprogets betydning, tolkning og udvikling er så vigtig, men også svær.
De fire kilder
Den unge 26-årige forfatter, 24 da hun skrev Mælk og honning, har bygget digtsamlingen op over fire kapitler, fire temaer om man vil. ”det smertende, ”det elskende”, ”det ødelæggende” og ”det helende”. Det står frem i konteksten som en art følelsesmæssig cyklus, som den indisk/canadiske Rupi Kaur tager afsæt i. Denne samling af digte malet over et kvindeliv anno 2018 er en virkelig vigtig tematik, da det kan bidrage positivt til ligestillingen. Navnlig i det senmoderne identitetsmorads. Hvad må være mere definerende for et menneskes identitet og væren, end de følelser og tanker om kulturelle, klasse- og kønsmæssige tilhørsforhold samfundet fremtvinger? Følelserne skal på bordet, hvilket man må sige, de kommer i Mælk og honning. Til en sammenligning, kunne Rupi Kaur minde om Olga Ravns fokus på en nærmest ekspressionistisk tilgang til følelserne.
Hvorfor ikke?
Det enkle udtryk plejer at fascinere mig. Ofte kan en sproglig skarphed og forståelse underkues i unødvendig ordflom, med en forvanskning af begrebernes betydning til følge. Dette kræver dog at tingene så virkelig står skarpt. Men i Mælk og honnings tilfælde står det til tider simpelthen kedsommeligt skarpt. Den forekommer mig nogle gange så banal, at der ikke er tale om digte, men tørre konstateringer. Derudover fremstår det i visse tilfælde, som eksemplet nedenfor, rimelig pubertært.
mit navn lyder så godt
når det tungekysser din mund
Det skal løfte sig
Tidligere har jeg anmeldt udgivelsen ÅND, udgivet af Arkiv for detaljer, hvor jeg blandt andet roste forfatter og musiker Lars Emil-Foder for sin legende tilgang til poesien. Der var der rum til et ekstra oplevelsesmæssigt lag, uden at der netop var tale om overdrevent og storladent fyldstof i konteksten. Denne balance mellem kompositorisk skarphed og overskud ville jeg virkelig gerne kunne mærke hos Rupi Kaur, da det netop er følelser, der skrives om, men det gør jeg kun glimtvis. Følelser må kunne mærkes for at forstås.
Det skal dog tilføjes, at dette skal forstås som en hentydning til formen, ikke til indholdet. For selvfølgelig er der tale om et anderledes og noget mere alvorligt indhold i Mælk og honning, men Rupi Kaur mangler, for mig at se, at få en afklaring af sin litterære form. Indholdet er konsistent og vigtigt i sammenhæng med at give nye generationer en litterær stemme, men det bliver altså ikke gode digte af bare at blive sagt. Det skal også fortælles.
Selvom der er langt mellem snapsene, er der dog poetiske lyspunkter imellem. Glimt af den ekstra fortælling, der ligger op til en større grad af abstraktion hos læseren, selvom den sproglige skarphed ikke går tabt.
jeg ved ikke om min mor er
bange for eller forelsket i
min far det
ser ens ud
Indholdet rammer dybt, sproget gør ikke
Teksterne handler om kvindelighed og de følelser, der er knyttet til dette. Både de universelle følelser og tanker, der går igen hos mennesker jorden rundt. Samtidig har Rupi Kaur også dedikeret en stor del af sine digte til svigt og overgreb. Det er forhåbentlig ikke alle, der kan nikke genkendende til disse emner i så grel forstand. Vi kommer dog ikke uden om at opleve svigt i tilværelsen, og digtsamlingens kontekst er vigtig, da den adresserer mænds svigt overfor kvinder. Vigtig i både individuel forstand, fordi der findes mennesker, der oplever store svigt, og også i en større samfundskontekst, da den berører patriarkalske magtforhold. Disse følelser bliver fremhævet som en slags diagnose for de yngre kvindelige generationer, altså vil Rupi Kaur gerne vise, at de førnævnte magtstrukturer stadig findes. Men de billeder, hun sprogligt maler, er alment orienterede og ikke følelsesmæssigt nærværende. Det er der, hendes meget banale formsprog hæmmer hendes budskab. Til tider fornemmer jeg dog en spirende skarphed og indigneret tone som i eksemplet nedenfor.
du ligner din mor på en prik
ja jeg bærer hendes ømhed godt
i har de samme øjne
fordi vi begge er udmattede
og hænderne
vi har de samme ru fingre
men det raseri din mor bærer ikke den vrede
det har du ret i
dette raseri er det eneste
jeg har fra min far
Uforløst potentiale
Alt i alt står Mælk og honning som et vigtigt generationsbidrag for kvindelighed, kærlighed og erfaringer, da den skønlitterært berører ligestilling for de kommende generationer. Hun rammer til tider toner, der pirrer læserens lyst til at dvæle ved hendes ord. Det er dog oftere indholdet i hendes ord, der bærer det, og ikke hendes sproglige formåen. Jeg kommer måske i karambolage med de utallige læsere, der har taget Rupi Kaur til sig som sin generations stemme, men jeg må erkende, at jeg ikke forstår det helt. Der mangler leg og overskud i denne stemme, og det er på trods af, at emnerne er alvorlige. Livet er heldigvis mere end konstateringer.
INFO
Rupi Kaur: Mælk og Honning
Originaltitel: Milk and honey
204 sider
2018
Lindhardt og Ringhof
Køb bogen på forlagets hjemmeside her