Christian Stokbro Karlsens Hvor alt er hvidt er en ambitiøs digtsamling, der har noget på hjerte – desværre er den svært tilgængelig, og det fik i al fald denne læser til at føle sig lidt dum.
Velovervejet katastrofepoesi
Hvor alt er hvidt bliver præsenteret som en digtsamling, der bygger på forfatter Christian Stokbro Karlsens essay Poetik, der også er udgivet på svenske Sapeur Förlag. Den har jeg ikke haft lejlighed til at læse, men den opsummeres som en ”kritik af byen som den moderne poesis centrifugale kraft”. Som modsvar vil Hvor alt er hvidt skrive ”et nyt ødeland” frem. Efter flere gennemlæsninger er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig menes, men jeg tror, at projektet er rettet mod at skabe et nyt sted eller rum for poesien.
Så langt så godt. Det næste, der bør afdækkes, er digtenes tematiske forankring, og her er det heller ikke med den største sikkerhed, at jeg postulerer, at de vist nok kredser om katastrofer og altså kan læses som politisk motiverede digte. Digtene kan læses som et forsøg på at tage stilling til den kaotiske virkelighed, det globale menneske lever i, og digtene trækker på europæisk kulturhistorie, hvilket giver dem en kompleks dybde. Europa tiltales flere gange som ”du”, hvilket bidrager til min opfattelse af projektet som et forsøg på at male et billede af, hvordan det er at være menneske i en europæisk og samtidig global virkelighed.
Barokken som bagtæppe – og hvad betyder det dog?
Værket åbnes med – som en hel del værker jo gør – et citat hentet ude fra. Når den slags åbninger optræder starter jeg altid min læsning med at finde ud af, hvor det gældende citat stammer fra. I dette tilfælde måtte jeg google navnet John Donne: en engelsk digter og præst, anerkendt som en af Europas største barokdigtere. Med fare for at sige noget meget forkert, kan jeg overfladisk læse mig frem til, at Donne især har skrevet metafysisk kærlighedspoesi. Jeg tør simpelthen ikke forsøge at gøre mig klog på så tung en reference, men efter at have læst Hvor alt er hvidt tror jeg, at en umiddelbar forbindelse kan findes i Stokbro Karlsens forsøg på at forbinde rigtig mange modsatrettede billeder og tanker i ét digt. En ambition, der kræver, at læserens tunge sidder overordentligt lige i munden.
Hvor meget må man google?
Stokbro Karlsen er magister i nordisk litteratur, og det kan man mærke. Sprogligt bevæger digtene sig i de højere lixtalslag, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg har måttet google. Mange gange. Og her bliver jeg i tvivl om, hvad jeg skal synes. Jeg er fan af intertekstuelle lag i tekster og synes bestemt, det kan åbne og udvide på en måde, der understreger litteraturen som dialog, men når det foregår på et intellektuelt højt plan, der oven i købet intensiveres i et ret kompakt sprog (mere om det senere), så taber jeg mig selv i læsningen. Jeg sidder simpelthen og føler mig lidt dum, og det distancerer mig fra digtene – ikke kun, fordi jeg ikke forstår, hvad der foregår (det hjælper at google, og det er der ingen skam i – det bliver bare en smule omstændeligt i længden og ødelægger lidt den romantiske forestilling om at sidde i vindueskarmen og læse poesi i stearinlysets skær, sådan helt analogt), men også fordi jeg simpelthen ikke bryder mig særlig meget om at føle mig dum… Når jeg er i tvivl om, hvad jeg så skal mene om det aspekt af Stokbro Karlsens digtsamling, så er det måske fordi, jeg bare er den forkerte læser. Hvis jeg havde forstået mere i første omgang, var læsningen gledet i en helt anden rytme, og så havde jeg nok også fået noget helt andet ud af digtene. Men sandheden er, at det gjorde jeg ikke, og min oplevelse af at læse Hvor alt er hvidt har derfor været præget af en omstændighed og et behov for at holde tungen meget lige i munden.
For det er ikke kun referencerne, der kræver koncentration – digtene arbejder med meget maleriske billeder, og der gøres hyppigt brug metaforer – det, samlingen selv laver genrebetegnelsen ”brudstykker” af. Der er altså tale om lange kæder af ting, der er ”som” noget andet – metafortrapper, der formerer sig helt vildt! Det hele er gjort i et ret kompakt sprog, der med vendinger som ”hvorover” til tider bliver helt formelt og kancelli-agtigt. Det er ærgerligt, for det arbejder imod billedernes umiddelbare, konkrete sanselighed, der ellers nogle steder er fin og krystalklar!
Konkret sanselighed
Digtene taler klarest, når de er helt konkrete – når scenerne skrabes for unødvendige metaforer og får lov til at stå rå og ”alene”. Et eksempel på et sådant glimrende stykke kan være følgende:
(..) og så er der nætter hvor der ikke findes/nogen forsoning med livet
før der er en svag erindring/om et gult rullegardin der stadig brænder i solen
og en kurrende due
Det er, når højtravende ord som ”evighed” eller ”sandhed” forstyrrer de konkrete billeder, at jeg taber læsningen lidt på gulvet – og det er ærgerligt. For der er en kvalitet i de konkrete scener, Stokbro Karlsen maler for os. Et eksempel på den mekanisme, jeg taler om, kan være følgende:
en tung regn falder
over blomstrende koriander/de hvide skærme fjedrer under dråberne
insekterne søger ned i græsset
og fra de mosbelagte sten stiger duften
af evighed
Her forstyrrer det potente ord ”evighed” efter min mening den meget sanselige konkrete scene, digtet ellers formår at male frem. Jeg sidder tilbage og spørger mig selv, hvad evighed er, ligesom jeg andre steder ikke forstår, hvad der konkret menes med sandhed eller systemet. Det er en skam, fordi digtet ikke behøver den slags tunge mærkater – sanseligheden berettiger helt bestemt sig selv!
Unødvendig tyngde
Det er med usikre hænder, at jeg tør mene noget om Stokbro Karlsens Hvor alt er hvidt – simpelthen fordi jeg er usikker på, om jeg har forstået alt det, der foregår. Men fra den læserposition, der for mig er mulig at indtage – først og fremmest en sanselig – så mener jeg, han spænder ben for sig selv ved at insistere på at løfte digtene for højt. De indeholder nogle smukke, klare, konkrete erfaringer, som kunne stå så fint alene.
INFO
Christian Stokbro Karlsen: Hvor alt er hvidt
Sapeur Förlag
72 sider
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her