I sidste bind af Knausgaards magnum opus, Min Kamp, findes essayet ”Navnet og Tallet”, hvori der præsenteres refleksioner over en række fundamentale og altid væsentlige temaer – ikke mindst det, der vedrører litteraturens grundlæggende karaktertræk.
Hvad kan litteraturen?
Spørgsmålet om, hvad litteraturen kan og gør, har for mig at se meget til fælles med spørgsmål som: ”Hvad er filosofi?” Begge er nødvendige som ansporing for en konstant grundlagsrefleksion, der principielt aldrig lader sig afslutte, eftersom den pågældende tradition da ville størkne. Men samtidig er det spørgsmål, der giver mig lyst til at himle med øjnene. Manglen på etableret metode og fastsatte retningslinjer for begge genrer giver indtryk af, at spørgsmålene er grebet forkert an, og at virkelig adækvate svar kun kan findes inden for den faktiske udførelse: Ethvert litterært værk er (som det filosofiske) en artikulation af, hvad genren er og bør være.
At blive stående herved har imidlertid også noget resigneret over sig. Man må da kunne sige noget alment og fremsætte nogle betragtninger uden for de enkelte værkers tryllekreds. Hvor Knausgaard, som det her skal omhandle, for mig at se tilbyder et interessant bidrag til den aktuelle behandling af, hvad litteratur som sådan er for noget, er ved hans understregning af, at det almene kendetegn i litteraturen består i dens mulighed for at udstille det konkrete og belyse det allerede velkendte. ”Det, romanen kan”, skriver han, ”som måske er dens vigtigste egenskab, er at trænge gennem vanens og fortrolighedens slør alene ved at beskrive noget på en lidt anden måde”
Citatet er hentet fra det rundt regnet 500 sider lange essay ”Navnet og Tallet” i midten af sjette og sidste bind af Min Kamp. I dette essay fremstilles, igennem et snørklet væv af tankerækker omkring kunst, historie og filosofi, en række perspektiver på litteraturen generelt, der i høj grad peger tilbage på Knausgaards eget autofiktionsprojekt, og som for min egen læseoplevelses vedkommende kastede et forklarende lys over spørgsmålet om, hvorfor det i grunden er interessant at høre denne midaldrende, tungsindige og ret så selvoptagede nordmands liv gennemgået i minutiøse (og ofte trivielle) detaljer.
Navn og tal
I Knausgaards perspektiv er litteraturen medium for en form for mikroskopisk anskuelse, der fordyber sig i det enkelte fænomen for at blotte dets kompleksitet. Dette perspektiv tager hyppigt form i en art hybrisforbud for fortællekunsten. Litteraturen gør ikke opdagelser som forskningen, men snarere genopdagelser. Den leverer ikke den form for erkendelse, der hæver sig over en mængde af enkeltstående fænomener for at udpege dét, der kun kan ses fra dette fugleperspektiv – en sådan er teoriens og statistikkens. Men skal dette da sige, at litteraturen på nærsynet og navlepillende facon må afholde sig fra idéer for blot at udstille aggregater af ting, hændelser og monadisk enkeltstående personer?
Slet ikke. Det siger sig selv, at litteraturen kan og skal behandle de mest væsentlige idéer, der strukturerer vores fælles tankeverden. Men man må som læser opleve idéerne igennem menneskelige karakterer, der ikke er fuldstændig identiske med disse idéer. For hvis karakteren bare var en sokkedukke for en eller anden færdigformet idé, ville det litterære værk ikke være mere end politisk agitation, religiøs forkyndelse, unuanceret moraliseren, blodfattig allegori eller simpelthen teori sat på narrativ. Det er heller ikke tilfældet, når Knausgaard siger, at romanen ”er det lille livs form, og når den ikke er det, lyver den og er ingen ægte roman”, og han dermed afkræver litteraturen, at den holder sig til undselige karaktertyper eller randfænomener fra livets periferi i det hele taget.
Hvad han tilsigter er simpelthen, at ethvert emne filtreres igennem den menneskelige erfaring, førstepersonsperspektivet, så de behandlede temaer ikke introduceres oppe i abstraktionernes tynde luft, men snarere bliver udfoldet gennem en umiddelbar anskuelighed, der er udfyldt af det specifikke og lokale. Litteratur er på denne måde en induktiv proces. Knausgaards grundlæggende litteratursyn kredser således omkring det abstrakte og det konkrete; et sæt modbegreber, som hyppigt optræder i hans forfatterskab. Selve titlen på essayet indeholder denne modstilling. Hvor ”Tallet” (den abstrakte fornufts nok reneste udtryk) altid kun kan begribe den faktiske verden ved at inddele den kvantitativt, er ”Navnet” for Knausgaard så tæt på det virkelige menneske, som man igennem sproget kan komme: ”Navnet er det eneste fra virkeligheden, der kan eksistere uforandret i romanen”, skriver han, og begrunder i denne anskuelse, at han ikke, trods flere familiemedlemmers vrede, ville ændre faderens navn i Min Kamp. Netop navnet har en særegen karakter, som ord generelt, der i deres natur er almene, ikke besidder. Ganske vist er der næppe et navn, som ikke er ejet af et væld af individer, men hvis man hører et navn omtalt eller skrevet, tilslutter en underliggende, konkret personlighed. Navnet hører til individualiteten.
Abstrakt og konkret
Igennem essayet drives modsætningen mellem abstrakt og konkret, mellem navn og tal, til sin yderlighed, som når han i slutningen af sin improviserende (og i øvrigt meget veludførte) tolkning af Paul Celans Tætføring kan sige om det perspektiv på holocaust, som man støder på i historiske udlægninger, hvor de faktiske hændelsesforløbs overordnede linjer forklares, at det ”aldrig har eksisteret”. Han går så langt som til at sige, at ”fortællingen lyver, for den glemmer den ene, hvis perspektiv er det eneste mulige og eneste sande, og netop forglemmelsen af den ene var det, der gjorde udryddelsen mulig.” ”Sandhed” samt ”at eksistere” betyder noget ganske bestemt for Knausgaard i denne sammenhæng. For naturligvis benægter han ikke historiske kendsgerninger. Sandhed kan ifølge denne idiosynkratiske brug af termen findes i øjenvidneberetninger som Primo Levis Hvis dette er et menneske. Det radikale i Knausgaards citat er naturligvis den sidste tilføjelse, hvor den abstrakte fornuft, som f.eks. en holocausthistoriker betjener sig af, i lige så høj grad findes i den bureaukratiske og biologisk-ideologiske distancering, den reduktion af mennesker til tal eller artseksemplarer, igennem hvilken nazismens forbrydelser blev gennemført.
Denne tilsyneladende noget grove (og, ja, abstrakte) polarisering af abstraktion og konkretion rummer imidlertid i sig selv en indsigt, der viser tilbage til hans litterære refleksioner. For det er tilfældet her, som med så mange andre modsætninger i sproget, at når modbegreber fjernes tilstrækkeligt langt fra hinanden, når kontrasten presses til sin yderlighed, da viser det sig, at opdelingen i sig selv er kunstig, og at begreberne på sin vis indeholder hinanden.
Det er (heldigvis) ikke så banalt, at det abstrakte og konkrete står som isolerede kategorier, som hhv. tallet og navnet korresponderer med, og som realiserer sig i hhv. holocaust og romanen. For ganske vist besynges det lokale og partikulære flittigt af Knausgaard, men han understreger også, at det kun er igennem distancen, at man når til det, der er lige foran en: ”Sådan er det at være i verden. For at forstå den, eller tænke over den, må man træde et skridt tilbage fra den.” Fremmedgørelse har ikke kun sit nødvendige udtryk i ”forglemmelsen af den ene”, men er også vejen til den perspektivforskydning, som er central for Knausgaards forståelse af litteratur. En roman præsenterer erfaringer, der adskiller sig tilstrækkeligt fra læserens egen livsverden til, at denne ikke længere forekommer så selvfølgelig, som den gjorde før. Denne distancering kan foregå på flere planer – lige fra Knausgaards dvælende fundering over en plastiksut til Primo Levis udstilling af en radikal menneskelig grænsesituation.
Et andet område, hvor entydigheden i begrebsmodstillingen abstrakt vs. konkret nuanceres i ”Navnet og Tallet”, er i behandlingen af ét bestemt navn, der spøger gennem hele Knausgaards Min Kamp i kraft af netop denne vovede titel. Hitlers navn har en særstatus blandt navne, nøjagtig som Mein Kampf har en særstatus blandt bøger. Det er blevet et symbol, hvori 12 års vanvid er koncentreret på en måde, der gør, at netop dette navn synes at hente sit indhold fra et religiøst eller mytologisk forestillingsunivers, hvor ondskaben findes som noget for sig uafhængigt af de konkrete onde handlinger, som noget rendyrket og selvberoende, der med skæbnebestemt nødvendighed måtte manifestere sig i verden. Hitler er blevet til en dårlig romankarakter i vores kollektive bevidsthed: ondskabens sokkedukke. Der er intet tilbage af den individualitet i navnet, der udgør en livslinje mellem personen og teksten. Og nu forholder det sig jo sådan, at det abstrakte dårligt kan tilskrives ansvar for nogen handling.
Ser man Hitler og nazismen generelt i et umenneskeliggørende perspektiv, begriber man aldrig hændelsernes karakter ud fra den tyngde, som menneskeligt ansvar indeholder. Nøjagtig som det at se forskellige segmenter af holocaust-ofre opgjort i tal aldrig vil indgyde det indtryk, som et indblik i det enkelte offers oplevelser formår. Hvad der typisk vækker interesse omkring Hitlers person, er de forhold, der i tilbageblikkets lys umiddelbart kan læses som forstadier til hans tid som diktator – de velkendte frustrerede kunstnerdrømme og begæret efter hæder i krig. Knausgaard sætter sig for at sammenstille sig selv og Hitler, hvilket gøres med den for ham karakteristiske blanding af selvblottende ærlighed og provokation. Ondskaben bliver forsøgt forstået og menneskeliggjort af ham på en måde, der sikkert nok ville have fået ham smidt ud af FIlmfestivalen i Cannesl.
Knausgaard er ganske vist langt fra den første til at påpege det utjenlige i en umenneskeliggørelse af Hitler – tankerne ledes bl.a. hen på Thomas Manns essay (med den endnu mere vovede titel) ”Bruder Hitler”, i hvilket den tyske diktator også, så at sige, bringes i øjenhøjde. Knausgaards egensindige fremgangsmåde formår dog at tilføre denne bestræbelse et friskt perspektiv, og med bemærkelsesværdig kreativitet samt en mængde skarpsindige gisninger og fortolkninger fremmanes personen bag symbolet såvel som de faktiske tanker, følelser og ønsker, der prægede tilblivelsesprocessen for Mein Kampf – en bog, man så let betragter ud fra de i værket indeholdte idéers senere konsekvenser.
Afrundende bemærkninger
”Navnet og Tallet” udfolder sig i spændingsfeltet mellem tre punkter, der gensidigt belyser hinanden: Knausgaard, Hitler og læseren. At han igennem sit værks titel har valgt at trække en parallel mellem sig selv og Hitler, stimulerer klart et behov hos Knausgaard for at provokere, men tjener derudover uden tvivl også et formål i hans forsøg på at frembringe den specifikke erkendelsesform, som det litterære værk ifølge ham rummer. Han formår med dette kontrastfolie at trænge gennem ”vanen og fortrolighedens slør”, som han kalder det, og de gnister af indsigt, der opstår i friktionen mellem de to Min Kamp-forfattere, kastes tilbage på læseren. Knausgaards essay havde således en tofoldig virkning på mig. For det første ekspliciterede teksten litteraturen som et erkendelsesmedium, der bevæger sig i skæringspunktet mellem velkendt og ukendt, mellem det banale og det fremmede. Dernæst udmøntes denne betragtning i refleksionerne over Hitler, der trækkes ind i netop dette skæringspunkt.
Generelt mestrer Knausgaard at navigere mellem det helt nære og det meget generelle. Hans almene refleksioner, f.eks. de betragtninger over døden, der findes allerede i de indledende sider af første bind af Min Kamp, får aldrig karakter af at høre til i en afhandling snarere end en roman, og hans dvælende, langsommelige biografiske beskrivelser bliver aldrig uvedkommende, da de er indrammet af et bredere refleksionsniveau. Han formår performativt at demonstrere det litteratursyn, han i ”Navnet og Tallet” eksplicit formulerer.
Tredje artikel i serien: Da det begyndte at give mening: Om ordene, der ændrede mig.
Gæsteskribent: Johan Mendes