Forlaget Korridor har i deres novellaserie vendt blikket mod Kina og Japan. Med udgivelser af forfatterne Yu Hua og Sun Pin viser de, hvordan det diminutive tekstformat muliggør en enestående og fortættet måde at fortælle det tragiske på. Det er grum læsning, men det gør godt.
Et udansk tekstformat
Hvis man slår ordet ’novella’ op på diverse sprog- og litteratursider, finder man udelukkende udenlandske opslag. Ordet findes slet ikke i det danske sprog. Dets nærmeste ækvivalent – ’kortroman’ – er vanskeligt at slå op, men ordet kendes dog hos Dansk Sprognævn. Novellaen er den hemmelige genre, og det har Forlaget Korridor sat sig for at gøre noget ved. Heldigvis! For novellagenrens begrænsede persongalleri og fravær af distraherende underplots skaber læseoplevelser af en ganske særlig intensitet. Af samme grund er novellaen et godt sted at starte, hvis man vil tage hul på ikke-vestlige forfatterskaber.
Vil man derudover udforske det grusomme og det tragiske fra en ny kant, skal man læse Yu Hua og Sun Pin. Jeg kan næsten ikke anbefale de to forfattere nok. For skønt Yu Huas En virkelighed og Sun Pins Uendelig lidelse er vidt forskellige i både persontegning og handlingsforløb, er de to kinesiske novellaer fælles om at tegne et virkelighedsbillede, der er så lysende klart i sin forstemthed, at læserens verden ikke rigtig bliver den samme bagefter.
At holde på sig selv
Jeg havde – indrømmet – ikke den store indsigt i kinesisk kultur og mentalitet, da jeg gik i lag med de to forfattere. Med filmoplevelser som Tiger på spring, drage i skjul og Hero fra starten af 00’erne og Jung Changs gengivelse af det 20. århundredes kinesiske historie i 90’er-romanen Vilde svaner som mine stort set eneste indgange til kinesisk kultur havde jeg ikke meget andet at navigere ud fra end en vag forestilling om kinesere som et folkefærd, der i højere grad end mig selv mestrer kunsten at holde på sig selv: ikke larme, ikke vise følelser, ikke fortrække en mine, med mindre situationen kræver det.
Hvis dét alene er en fordom, har jeg i hvert fald ikke fået den afkræftet af mit møde med Yu Hua og Sun Pin. Ikke fordi deres personer ikke føler noget, for det gør de – og de har mildest talt også god grund til at gøre det. Men i begge novellaer er det, som om personerne kanaliserer deres følelser over i handlinger med en forunderlig ro. En ro, der får de endog overordentligt grænseoverskridende handlinger til at virke desto mere grumme. Som her, hvor den ene af Yu Huas hovedpersoner har fundet sit barn dødt:
Shanfeng gik med barnet i favnen ind på sit værelse, og da han havde lagt barnet i vuggen, hamrede han døren i med hælen. Så så han på hustruen, der sad på sengen og sagde: ’Nu kan du græde.’
Som det gengivne citat kun lige antyder – for det ville være synd at røbe for meget – er Yu Huas En virkelighed ikke for sarte sjæle.
Et katastrofalt kammerspil
Hvis man har dyrket værker som George Batailles Historien om øjet, Ryu Murakamis In the Miso Soup og Brett Easton Ellis’ American Psycho, er Yu Huas En virkelighed simpelthen nødvendig læsning. Både fordi den er voldsom, men også fordi den er så sprogligt overlegen. Som oversætter Sidse Laugesen skriver i sit forord til udgivelsen, er den ”forkrampede og kappede” stil ”en måde at udtrykke sig på, i et sprog, som før havde svigtet”. I sit i øvrigt glimrende forord redegør Laugesen for, hvordan Yu Huas opvækst under Kulturrevolutionen har lært forfatteren, at sproget ikke er en kilde til sandhed, men måske snarere en måde at forvise eventuelle modifikationer af sandheden på. Yu Huas sprog er derfor netop ”kappet”, og hans underligt tonløse forfatterstemme gør det syge kammerspil, som udfoldes i En virkelighed, endnu mere forfærdeligt, end det nærmest absurd ondskabsfulde plot i sig selv lægger op til.
I sine følelsers vold
Langt mindre udpenslede er lidelserne i Sun Pins novella med den ellers lovende titel Uendelig lidelse. Men selvom personerne hos Sun Pin hverken slår eller bløder i nævneværdig grad, er fortællingen om et ungt par, der desperat leder efter en ny lejlighed, næsten lige så grum som den mareridtsfortælling, der udfoldes hos Yu Hua. Jeg har i hvert fald svært ved at komme i tanker om en hovedperson, der under overfladen mistrives så meget som Sun Pins hovedperson Chu Nanhong.
Også her har vi at gøre med en fortællestruktur, hvor det første lille skub sætter gang i en kædereaktion, der umuligt kan ende godt. I dette tilfælde er det bolignød, der sender vores hovedperson mod afgrunden.
I modsætning til Yu Hua gør Sun Pin en del ud af at beskrive sine personer ud fra blandt andet deres udseende, handlemønstre og følelsesliv. Chu Nanhong er en anonym freelanceskribent, der lever i et lidenskabsløst ægteskab med den pligtopfyldende Zhang Qun. Til især Chu Nahongs store fortrydelse må ægteparret dele deres lille lejlighed med et andet par i en bydel, hvor varmen er ulidelig og arbejdsro en umulig drøm. Da Zhang Qun en dag omtaler muligheden for at blive tildelt en ny lejlighed via arbejdet, er Chu Nanhong derfor parat til at gå til yderligheder.
Chu Nanhongs indsats for at skabe kontakt til den mand, der formidler lejlighederne, er i første omgang ikke specielt overraskende. Sun Pins skildring af en kvinde og et parforhold i opløsning er til gengæld genuint gribende og samtidig næsten ubærlig at læse. De få broer, der bliver bygget mellem personerne undervejs i handlingen, kan uden videre knipses væk. Alle er alene og tomhændede.
Det er præcis denne skildring af at stå alene og have mistet alt, der gør både Yu Huas og Sun Pins novellaer så vilde at læse. De klaustrofobiske handlingsrum og indadvendte personer skaber en følelsesmæssig forkrampethed, som er meget svær at kapere, men som jeg nødigt ville have undværet.
Meget kan løsne sig, mens vi kæmper for at holde på os selv.
Info
Yu Hua En virkelighed
Sun Pin Uendelig lidelse
Korridor
2019
89 sider + oversætterens forord
87 sider + efterord om forfatteren