Spørgsmålet om, hvad sprog og litteratur kan og gør, er almengyldigt. Hvordan jeg skal svare på det, ved jeg ikke, men jeg ved, at Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård ændrede mig og måske bragte mig tættere på at komme med mit personlige bud derpå.
Del 1
I slutningen af 2017 bankede det på hver gang, jeg satte fingrene til tastaturet, og det var ikke den sprøde knitren fra taster, der blidt trykkes i bund. Det var en dyb, insisterende bank-bank-bankelyd. Egentlig ville jeg helst fortsætte med at fylde dokumentet med ord; fokus, flid, fremdrift, forfatterskabet – det var derindefra, lyden kom. Som en håndflade mod et massivt materiale. De her smæld strøg ind, stak hul på boblen, jeg sad i ved skrivebordet, roen sivede ud, og jeg ville egentlig helst fortsætte, men rejste mig, flåede skabet op, og det væltede ud – spørgsmålet: Hvilken værdi har skabet og alle ordene derinde?
En katastrofe. Så eruptiv og eroderende, at den omstødte gældende terminologi og i stedet etablerede og indførte Intetheden. Jeg forsøgte at genoprette roen ved at betale aflad og slette dokumentet, men det bankede, da jeg oprettede et nyt, rent, og det bankede højere, da jeg skrev; fokus, flid, fremdrift, fremgang, og det væltede atter ud, spørgsmålet. Det sejlede ud over skrivebordet, ned i tastaturet, det spredte sig som en virus i et system, en bakterie i en krop, og jeg måtte tømme skabet for ord langt ind i 2018. Af al kraft rykke det fra sin plads ved skrivebordet og placere det et sted, hvor det ikke hørte hjemme, ikke havde lyd, og jeg ville argumentere for placeringen, hvis jeg havde haft en stemme. Jeg ville sige, at det var for alles bedste på den måde, at det jo alligevel ikke bidrog med noget, at det ikke gav noget til rummet, skrivebordet eller skribenten. Hvis jeg havde haft en stemme, ville jeg forklare, at det optog alt for meget plads, ja, fyldte så formålsløst meget, og jeg hostede, harkede, rømmede mig af behov for at udtrykke mig, og jeg begyndte at forstå omfanget. Af katastrofen; at forstå betydningen af noget, når det ikke længere er. At alt derfra ville blive ordløshedens efterskælv.
Da min stemme forsvandt, overgik mine sanser til en anden forstand. Jeg var blank, nøgen, et ark, hvorpå der i løbet af 2018 kun kunne anes de svungne konturer af én sætning: Hvem er jeg? Utilstrækkeligheden. Et retorisk værktøj med formel og formål. Jeg var blevet mere system end menneske og måtte klække forfra, ud af den økonomi, der budgetterede mit virke, mit værd. Jeg måtte lade argumenterne ligge, jeg måtte vove at sætte mig ind i skabet, Intetheden, lukke lågen og lytte, og det gav ikke umiddelbart mening at sidde der, og det var den tekstualitet som koncept, koagulering, jeg måtte bryde, bearbejde, gøre op med; den bankelyd, der opstod i 2017. Der var en tærende støj, en dirrende uro, og jeg ville skrige, men var stum, jeg ville proppe skabet med ord, men var stum, svækket, og jeg løb.
Jeg sparkede lågen op og løb, længere og længere for at løbe uroen, det uartikulerede, Utilstrækkeligheden, ud, og det var de samme ruter, gentagelse på gentagelse, en fod foran den anden, venstresving, op, ned, venstresving, og jeg så kun sti og blade, at døden boede i alt, og det bankede, buldrede, bragede i forstand og hud, og jeg måtte løbe hurtigere og hurtigere, udmatte den kropslige erfaring af, at jeg ikke havde ord, ingen typografi kunne afdække, stilne spørgsmålet, så boblen af ro kunne pustes op og skabe et lydisoleret rum – uden kalkulationer og belæg for berettigelsen til at sidde stille og skrive. Altså; at spilde tiden. Det kapløb.
Da jeg heller ikke kunne læse, lukkede jeg mig inde i skabet for anden gang, jeg lagde mig på langs. Demonstrativ. Dum, fortsat aldeles blank, ikke en linje, intet vokabular og fortsat en raserende Intethed. En tvungen strejke, ikke et valg; at synke dybere ned. Jeg måtte synke dybere ned, underlægge mig bankene, tage de tæsk som af klaprende hestehove, dung-dung-dung, ind i den svækkede krop, det størknede sind, ind galoperede en Trojansk hest, åbnede bugen, og det væltede ud, mareridtet: Om jeg aldrig ville finde svaret på, om skabet og alle ordene havde værdi? Jeg ville vælte ud, sætte hånden mod lågen, støde den op. Den bandt ikke bare. Den var aflåst! Udefra. Hvordan? Hvordan kunne der være flere spørgsmål end svar? Hvordan kunne det blive værre?
Mørket mere bastant, skælvene stærkere, og jeg slog mod siderne, slog mig, indtil jeg segnede, ud ad skabet, ud over gulvet, plirrede og så logos-strukturen hvirvle i kontoret, hvordan den bank-bank-bankede mod væggene og efterspurgte bedre begrundelser, fyldestgørende bilag, rationale bag hver handling, at skrive, at læse, hvilken berettigelse skulle det forestille sig at have? Hvilken kommunikation skulle have plads? Om der var en modtager, om afsenderen havde regnet på det, om der var en køber af det, der søgte bemyndigelse til at vækste ud af kroppen, kuglepennen. Og fornuften bank-bank-bankede mod vinduer, reoler, en bog tippede bagover. Nedslag nær mig. Og jeg krøb i fosterstilling, holdt om knæene, holdt fast, fast, fast, mens det farede deroppe. Havde afsenderen overhovedet kalkuleret på investering og afkast? Om afsenderen havde estimeret det produkt, der ønskede at blive realitet, om det ville have værdi, om det ville have værdi nok til at være tiden værd, om afsenderen havde værdi nok til at være tiden værd.
En time her. En time der. Burde det ikke være rigeligt? Intet fremlagt regnskab kunne budgettere en brugbar række af sammenhængende minutter. Der var muligvis til en afgrænset tidsperiode. Med udsigt til en tekst formet, begrænset af den afsatte periode, og jeg lå. I det kontor, der var blevet en fabrik. Skrivebordet var en station på en produktionslinje. Intetheden, sorgen i dét, at noget så dyrebart som sproget rangerede så lavt i det styrende system, sorgen i at virke uduelig, at jeg ikke havde en stemme, mening, at jeg lå der så meningsløst. Som tekst uden krop. Jeg måtte finde ord. Sprog til at definere: Hvem er jeg? Omdefineret spørgsmålet: Hvilken værdi har skabet og alle ordene derinde ikke?
Jeg rakte ud hele 2019. Ad katastrofe og efterskælv, jeg lod bankelyden buldre og brage oppe i de højere luftlag, mens jeg rakte ud efter de ord, stemmer, der var før Intetheden. Jeg måtte lære at læse. At sanse. Jeg figurerede som min egen coach: Tag bogen. Som min egen coach: Læs så. Jeg læste Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård.
”hvorvidt det er forfatteren eller det forfatteren skriver om der kommer uforvarende, er lige meget. Tankerne er det uforvarendes fjende, for hvis man tænker på hvordan noget tager sig ud i andres øjne, hvis man tænker på om noget er vigtigt eller godt nok, hvis man forsøger at regne den ud og gøre sig til, er det ikke længere uforvarende og tilgængeligt som sig selv, men tilgængeligt som det vi har gjort det til.”
Del 2
Ramt, men ikke uden for rækkevidde. Jeg lå og læste. Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård.
”Tanken om hvad andre vil tænke, tanken om hvorvidt det her nu er godt eller ej, al kritik og selvkritik, al refleksion og drømmen må suspenderes for at der kan opstå tillid. I den forstand må skriften være åben og uskyldig.”
Jeg sansede. Et håb, godt nok meget bevidst konstrueret, men et håb om, at der ville komme ord efter Intetheden, at der kunne etableres og indføres et nyt kartotek, at skabet havde en nøgle, og at den nøgle hed: uforvarende. Håbet var stort nok til, at jeg kunne placere skabet der, ved siden af det fremtidsperspektiv, der skulle bære og bestyrke nuet; det fiktive og især det non-fiktive. Hvorfor læste jeg? For at gå til værks, andres, og forhåbentlig siden til mit eget værk, uforvarende. At spejle, reflektere, læse en bedring indenbords, en revolution. Intetheden kapitulerede, og jeg satte mig op, læste aldeles umiddelbart, uden forventning og med et minimum af erfaring. I ro.
Bank-bank-bankelyden fór ud, farede ad facaderne og forvandt, da jeg fandt artikulation af det nonverbale, da jeg fandt skriftsprog, genklang. Der var omsider stille, jeg mødte mig selv på siderne og tænkte, at Utilstrækkeligheden – at jeg – måske kunne forløses, som Intetheden var blev forløst. Systemet var udstød, ekskluderet. Måske kunne jeg integreres på ny? Jeg stillede mig op hele 2019 og rykkede af al kraft skabet tilbage ved skrivebordet. Jeg fyldte det med bøgerne, jeg indtog via mine nyeste sanser, jeg luntede ud på de samme ruter, genopdagede gentagelserne, en fod foran den anden, venstresving, op, ned, venstresving, og jeg så kun sti og blade, at livet boede i alt, og det summede i forstand og hud, og jeg måtte hjem, jeg havde ord, så boblen af ro kunne pustes op og skabe et lydisoleret rum, jeg havde typografi at tegne, tale med, den løb i mig. Tilstrækkeligheden. Taknemligheden over, at jeg var mere menneske end system, at jeg var klækket forfra, ud af den økonomi, der budgetterede mig.
Som min egen coach: Se, hvor fint du står, går, lunter rundt, nu til næste etape; skriv. Jeg spurgte ikke hvorfor. Jeg lod argumenterne ligge, jeg satte mig ved siden af skabet, jeg forsøgte skriften og det umiddelbart meningsløse ved blot at give sig i kast, begynde uden pejlepunkt eller præmisser. Det gik, indtil det ikke gik, og jeg sank sammen, dybere, jeg underlagde mig og lyttede; ingen bank-bank-bankelyde, men de klaprende hestehove, dung-dung-dung, ind i den styrkede krop, det flydende sind, ind galoperede en Trojansk hest, åbnede bugen, og det væltede ud, svaret: Skriv! Skriv dig uforvarende igennem det umiddelbart meningsløse, find det højintense, skab det, den proces! Og jeg satte pen til papir, jeg skrev; personligt pronomen verbum substantiv komma adverbium verbum adjektiv punktum. Terminologien foregik, tekstualiteten fremskred, en form. Og med mig som passager. Som om der kun var begyndelser, og de ikke behøvede at erstatte noget, komme i kølvandet på en afslutning, alt tindrede pludselig i mødet, udvekslingen; at blive givet, at kunne give. At jeg kunne dét, fordi jeg blev gået i møde af alt materiale, al den kultur til rådighed, jeg blev givet næring, fylde, så jeg kunne bygge på perspektivet, karakteren, mig.
Et jeg med sprog, med stemme. Med ønsket om at bidrage på sigt, at være en ryg, nogen kunne læne sig op ad, en bogryg at gribe ud efter, når de lå, sad, stod i katastrofen. Og jeg skrev, og det knirkede, og det blev klart, at jeg måtte læse mig selv tydeligere frem. Den spirende forstand behøvede mere; afstand til forestillingerne om ideal, progression, struktur, den behøvede mere nærvær med kaosset, vægtløsheden, det i forvejen forfattede, Knausgård.
”Men for at noget i dette åbne og uskyldige kan stige op og blive tilgængeligt, skal der begrænsninger til, det vi kalder form.”
Og jeg skred. Ud af mine kompetencer, ud af den ene ambition efter den anden, væk fra det globaliserede skrivebord, fra fabrikskontorets infrastruktur, væk fra sorgens produktionslinje. Ikke for at ligge på langs i loop, jeg skred ud over bjerge, jeg så ud over havet, stirrede på solen fra det højeste punkt, til det sved, sydede, badede, hvor jeg ikke kunne bunde, dykkede ned uden dødsangst, med frygt i hver eneste celle, ord, litteraturens vitalitet, et stød mod døden og meningsløsheden ved at sætte af fra dybet og skyde op gennem vandet, ensomheden, fra tørst til trøst og tørst efter mere. Nysgerrig efter mere kommunikation, det livsmod; at kommunikere. At fødes af havet, landskabet, at blive reproduktiv, give, skabe liv, tekst, at verden var tekst, at jeg måtte sammensmelte med dens natur, miste, absolut kontroltab; jeg måtte aldrig forsøge at skrive igen.
Jeg læste mere igen, Knausgård.
”jeg er nødt til at komme uforvarende til det, eller det må uforvarende komme over mig. Ét er at vide noget om et eller andet, noget andet er at skrive om det, og ofte står det at vide i vejen for det at skrive. Make it new, sagde Ezra Pound, og hvilken anden måde er der at gøre det på end at lade det vi ved om noget, falde og se på det, uvidende og uden forsvar?”
Ud på sensommeren 2019 vågnede jeg, noget ville skrives. Jeg måtte skrive mig selv på ny, ikke fatte, men forfatte noget. En knitren i kødet, oplagrede sansninger, en mikstur af andres og egne, at noget uden form ville støbes. Jeg skulle ikke prøve på at regne det ud, jeg skulle glemme alt om at være forfatter, der skulle skrives. Min egen coach sang så oprigtigt på sidste vers: Du skal ikke tro, du er noget – ikke i forhold til teksten. Den ydmyghed, den villighed. Troede jeg, det skulle foregå som sædvanligt, kunne jeg tro om igen og igen. Troede jeg, at jeg var håndskriver, kunne jeg sætte mig til tastaturet. Troede jeg, det lignede en start, var det slut. Troede jeg, det var en slutning, kunne jeg begynde forfra og endnu engang. Troede jeg, jeg kendte til takt og tone, så blev lyrikken en anden. Troede jeg, at det skulle lyde minimalistisk og smage af stram kortprosa, kunne jeg skrive langt og løst. Troede jeg, jeg kendte til sprogets opbygning som en opskrift til at formidle et værk, en codex-bog med sider, ryg, cover, minimum 30.000 ord, kunne jeg skrible på kvitteringer, boner, kassestrimler. En slags udråb: Litteraturen ligestiller! Eller: Litteratur redder liv.
Troede jeg noget som helst fra et sted i min logos-hjerne, måtte jeg lade stå til, tålmodigt og tillidsfuldt overlade skriften til et intuitivt ikke-jeg og følge fornemmelserne udenfor budget, ressourcer. Vove dét. Vove mig ud af økonomi, ud af sætningsstrømningerne, der transmitterede transaktioner og opsøge Intetheden, uforvarende. At det var den, der skulle skrives ud, omsider. Vove at nærme mig fornyelsen som eneste konstant, sanserne, sprogligheden; at være sit liv, sin kunst bevidst. At skrive, og jeg skrev, at læse, og jeg læste – noget, der føltes sandt, Knausgård.
”Det vi søger i kunsten, er mening. Det meningsfulde er forpligtende. Det forpligtende har konsekvenser.”
I begyndelsen af 2020 er jeg stadig skrivende – uden støjende spørgsmål, argumenter og kalkulationer. Eller: Noget skriver jeg, skriver Intetheden ud. Noget om, hvad jeg kan betyde. Noget, der måske, måske ikke vil stride ud i verden. Måske indgå som en del af al den kunst og kultur, der står til rådighed, som man kan støtte sig til, lade sig inspirere af til oprejsning, revolution…