Der er mange gode idéer i svenske Viktoria Jäderlings debut, novellesamlingen Åh Lunargatan. Der er gode ting at sige om bogens stof. Desværre drukner disse fine idéer til dels, når man bevæger sig ned i teksten. Novellerne er ivrige efter hele tiden at pege på, hvad de selv mener, at de handler om.
Spørgsmål og svar
Åh Lunargatan består af 15 tekster, hvoraf størstedelen passer fint ind under betegnelsen noveller. Generelt handler teksterne, som der står på bagsiden af bogen, om karakterer, der ”tumler med spørgsmål” og deres deraf naturlige ”søgen efter svar.”
I novellen ”Plov” er det en ensom, midaldrende mand, der sidder i sin lejlighed og tumler med at rekatalogisere et enormt arkiv af musik ud fra genrer. Novellen drives primært frem af hans utroligt aktive, telefonære forhold til en ekskæreste, Annikka, der befinder sig på en ø et afsides sted og taler om litteratur og nye, mandlige bekendtskaber, og som forsøger at hjælpe ham i hans musikarkivering og andre daglige gøremål. Som om denne ensomme tilstand ikke var nok, har han endda fødselsdag, og han mislykkes i et forsøg på at koge ris til sin søster og hendes børnefamilie. Modgangen hober sig op, han overvældes af minder og frustration:
Han lagde røret på og stillede sig i køkkenet, tog skraldeposen med bleen ud. Det regnede udenfor, og han småløb hen til skralderummet. Du har ødelagt hele mit liv, tænkte han hårdt, som han kun kunne tænke om hende. Altid skal jeg se og lytte, altid denne udtrukne tilstand.
Her kommer det, der efter min mening er bogens største problem, til udtryk: dens måde at fordele opmærksomhed på i fortællingen. Hver gang der lægges op til et fokus på noget, bare en lille digression ned i det konkrete, viser det sig at være et påskud for endnu et stykke brænde på det bål, der er novellens singulære ’budskab’: manden er trist. Han har et trist liv. Det er derfor, ekskæresten har mødt en ny og fortæller ham om det. Det er derfor, han brænder risene på, derfor han skal ud med bleen (han har ikke børn, det er nevøens ble), og derfor det regner. Og vi får minsandten også den indre monolog med her, hvis vi ikke skulle have fanget det: ”Du har ødelagt mit liv.” Og han tænkte det ikke bare, han tænkte det ”hårdt,” som om vi ikke som læsere ville have registreret tankens hårdhed, havde vi ikke fået den understreget.
På samme måde lider det meste af bogen under en bedøvelse, fordi vi ikke rigtigt som læsere får lov til selv at mærke noget. Alting skæres ud i pap, stilles op på en piedestal og bliver peget på med så mange pile som muligt. Hvert billede, ja næsten hver sætning, er podet med en reference til karakterernes indre liv, hvilket sætter læseren i en underlig, passiv situation. Ikke at man som læser skal gøres til detektiv, men det er der bestemt heller ingen fare for her. Nogle gange skal en dialog, en scene, en tanke, en beskrivelse bare have lov at udspille sig for sin egen skyld. Det får teksten utroligt sjældent lov til.
Pseudo-filosofisk jargon
Bogens sidste novelle, ”Uforklarligt barnløs: Opfølgning af en ufuldbyrdet graviditet”, handler om kvinden Hild og hendes partner, Simo, der forsøger at blive gravide. Fortællingen drejer sig om Hilds bekymringer i samtaler med veninder, Simo og den psykoanalytiske doktor Gleipner, der alle har utroligt direkte og umenneskelige måder at sige tingene på. ”Ja, indimellem kan døden virke enklere”, kan doktor Gleipner finde på at sige, eller ”Et punkt eller et hul, det spiller ingen rolle”, da Hild igen har mistet et barn i graviditeten:
”Der er bare en eneste ting, som man ved om livet. Hvad end man gør. Smerten kommer. Det er det eneste, man kan være sikker på, smerten vil altid komme.”
Hild pudser næse i de tynde lommetørklæder, som doktor Gleipner har skubbet over bordet til hende, og drikker en slurk vand fra et papkrus.
”I så fald gælder det modsatte vel også? Smerten forsvinder altid. Det kan man være sikker på.”
”Nej, det kan man desværre ikke. Men en anden ting man kan tænke på, er, at en aflyst koncert også er en koncert. Og hvad betyder det så? At en koncert altid samtidig er en aflyst koncert.”
Herefter begynder doktor Gleipner at le, hvorefter hun afslutter sessionen brat. Doktorens kommentarer om smerte virker underligt on the nose oven på patientens dybe skuffelse og sårbarhed. Det er simpelthen svært at tage samtalen alvorligt, når karaktererne altid taler i denne malplacerede, pseudo-filosofiske jargon.
Som læser savner man et hverdagssprog, der ikke er rettet så demonstrativt imod fortællingens tydelige pointer. Disse pointer kan nemlig ikke blive interessante nok til at bære hele fortællinger i sig selv. I stedet for at blive til et kontrastfyldt eksempel på et menneske i den svære situation, det må være at være ufrivilligt barnløs, bliver Hild her nærmere til et fladt skilt, hvorpå der står: ufrivillig barnløshed er svært. På den måde kommer karakter og udsagn til at stå i vejen for hinanden i stedet for at skabe et mere vedkommende helhedsindtryk.
Novellerne kan simpelthen ikke lade være med at sætte fede streger under pointerne. Da Hild sidder og lader sig rive med af blogs og hjemmesider for ufrivilligt barnløse, iagttager hun ”modgangens triggerpunkter, den æggende hævnlyst når det hele starter forfra.” Ud over fortællingens konstante rettethed imod det evindelige emne, flyder barnløsheden simpelthen også ud i fortællerens ordvalg, således at en hævnlyst over tabte æg gudhjælpemig kan være æggende.
Det forskudte som potentiale
Der kan findes utallige eksempler på steder, hvor bogen koger for meget suppe på enkelte pointer. I virkeligheden ville det mest interessante være, om vi slap for pointerne, og i stedet fik lov til at mærke karakterernes liv udspille sig naturligt over novellernes ofte ejendommelige præmisser.
Det distancerede men samtidigt insisterende ekskæresteforhold i ”Plov”. Moderen og datteren i titelnovellen ”Åh Lunargatan”, der besøger moderens barndomshjem, som nu bebos af fremmede mennesker. Den unge, svenske udvekslingsstudent i ”Kennedy High”, der udforsker sin blomstrende seksualitet og frihed i et fremmedartet, amerikansk samfund. Parret i den sidste novelle, der opdager frustrationen ved at ville have børn, men hele tiden blive skuffet; den skyldfølelse over noget, de ikke selv har kontrol over.
De fleste af novellerne kommer fra interessante idéer som disse. Og stiller man deres individuelle præmisser op ved siden af hinanden på denne måde, opstår der også en tydelig sammenhæng. Man kan spore en forskudthed, der går igen på tværs af novellerne. Diskrepansen imellem den virkelighed, man drømmer om, og den virkelighed, man befinder sig i. Idealisme, entusiasme, skuffelse, fortrydelse.
Det forskudte er et potentiale ved hele novellesamlingen, der dog desværre ikke for alvor realiseres. I stedet for at få lov at leve bliver sproget for ofte til en anstrengt og unødvendig propaganda for nogle tematiske præmisser, jeg ellers gerne havde købt. I stedet for at findes i sproget og litteraturen er selve forskudtheden blevet forskudt, så vi ikke får lov til at befinde os i den, men må forestille os den som noget fint bag alle novellerne og deres idéer om sig selv.
Info
Viktoria Jäderling: Åh Lunargatan
Forlaget Silkefyret
Omslag: Michelle Melissa Jakobsen
Oversætter: Maja Pedersen
Udgivelse: 1. udgave, 1. oplag
329 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her