Med et år med læsning og skrivning. en fastholdelse giver Jeppe Krogsgaard Christensen et spændende, men også noget deprimerende, indblik i en prekær forfattertilværelse. Men der er også momenter af stor lykke og meningsfylde.
Da jeg griber ud efter Jeppe Krogsgaard Christensens seneste bog, er det første, der slår mig, at det er vanskeligt at vide, hvordan man skal læse og forstå (og i nærværendes tilfælde sidenhen anmelde) en dagbog. For det er jo ikke fiktion – og begreber som plot, fortæller og karakterer giver derfor meget lidt mening. Og om bogens indhold er sandt, i betydningen referentielt sandt, har jeg ingen forudsætninger for at vide. På samme måde kan det være vanskeligt at anmelde autofiktion, når der ikke synes at være nogen afstand mellem tekstens jeg og det jeg, der er tekstens afsender, forfatterens. Undertiden i litteraturkritikken italesættes da også direkte dette dilemma: Hvem er det, man anmelder, er det forfatteren i værket eller forfatteren udenfor værket?
Modsat autofiktion er der imidlertid hér, i det, vi præsenteres for som en dagbog, ikke nogen form for tilsløring. Jeget eridentisk med det navn, der står på omslaget, som så igen refererer til et menneske af kød og blod – og ånd! – der vandrer afsted i sine udtrådte sko på gengroede stier ude i den virkelige verden: Jeppe Krogsgaard Christensen. Og de tanker og følelser, ind- og udfald, som dagbogsoptegnelserne består af, er ikke lagt i munden på en fortæller, fiktionaliseret – hvilket ellers sagtens kunne være tilfældet, såsom det fx er gjort i dagbogsromanen Løgneren af Martin A. Hansen(en bog, som Krogsgaard Christensen selv vedstår at have et nært forhold til).
Flere forfattere har i de seneste år udgivet, hvad vi må formode ikke er ucensurerede versioner af deres dagbøger, snarere tværtimod: nøje tilrettelagte og gennemskrevne værker, præcis som deres øvrige. Af andre kan for eksempel nævnes Suzanne Brøggers En forfatters dagbog 2010-2020 (2021) og Per Pettersons Mit abruzzo (2022). Hvor Brøggers dagbog var perfid og polemisk – og vanskeligt kan læses uden den MeToo-shitstorm i Det Danske Akademi den kom på bagkant af – var Pettersons dagbog med til at underminere det alter-ego, han gennem mange bøger havde bygget op (med stor troværdighed), ved at trække det fiktive slør væk fra sine romaner om Arvid Hansen, hvorved det efterfølgende er vanskeligt at læse bøgerne løsrevet fra forfatterens eget liv. Og det er en skam. Som en Morgenbladet-journalist sagde i en podcast: ”Man får en nøgle [til forfatterskabet], man ikke vil have.” Romanerne står så fint, ja endog stærkere, på egne ben uden at blive forklaret og sat i relation til den såkaldte virkelighed, de er udsprunget af.
En forfatters poetik?
Hvad angår Jeppe Krogsgaard Christensens forfatterskab, har de sidste mange bøger fra hans hånd, udgivet på det kvalitetssikre forlag melodika, ikke været gængse romaner, skønt heller ikke nonfiktion, men snarere en art sprogfilosofiske undersøgelser, som er svære at genrebestemme (til sin læge siger han rigtigt nok, ”at han ikke helt [ved], hvad han skal kalde det [han] skriver). Denne gang er vi imidlertid definitivt mere over i nonfiktionen end fiktionen, men til trods herfor er det stadig en udpræget litterær bog – hvilket kan være en pudsig ting at fremhæve, al den stund alle vel bøger er eller burde være litterære i en eller anden grad. At også den foreliggende dagbog er en litterær konstruktion, og at spørgsmål om form også melder sig hos forfatteren, er tydeligt flere gange undervejs, blandt andet når han gør sig tanker om at lade optegnelserne forløbe i præcis et år, fra maj-maj: ”der jo lyder som mig-mig. det er nok meget (majet) godt jeg ikke gjorde det,” skriver han og har ret: Dagbøger er per definition selvcentrerede, så at gøre brug af et overtydeligt og gimmickagtig ordspil i titlen ville have været synd, ikke mindst når forfatteren ovenikøbet selv forklarer sin vits. (Man skal, som Ingmar Bergman har sagt, vogte sig for sine egne gode ideer).
Bogens optegnelser kan synes som forstadier til andre litterære arbejder, men er fuldgyldig poesi, der kan få lov at stå i sig selv som sådan, som her: ”stilken som med et knapt hørbart smæld løsnes fra grenen og æblet der aldrig kan sættes på træet igen. som nu ligger dybt i det høje drivvåde græs. mellem kapsler, mønter, glasskår. sådan er det udenfor og sådan er det at udgive en bog.” Udsagnet synes også at være en poetik for forfatteren, hvis prosas varemærke er en tysthed og tilsyneladende upåfaldenhed – vendt mod de mindste ting – uden de store smæld, men med pludselige, overraskende svirp.
Frygten for at ende i en skimlet toværelses
Titlen et år med læsning og skrivning. en fastholdelse er muligvis ikke lige så æggende, som den i hvert fald er dækkende for bogens indhold, der er et spændende, men også noget deprimerende, indblik i forfatterens værksted og i det, der sker (eller ikkesker) i den periode, hvor man ikke er aktuel med en bog, eller i gang med at skrive en – læsning, læsning, læsning frem for alt. Om alt det, der går forud, at få idéer på de daglige lange vandringer og siden forkaste dem igen når man sætter sig ved skrivebordet (det, han med et rammende udtryk kalder ”det ufuldendtes potentielle storhed”), hvordan hente penge hjem til husleje og de basale fornødenheder, det minimum, man absolut kan klare sig for. Tidligt i bogen fortæller forfatteren nedslående, at hans faste klumme på avisen nedlægges, hvorved en fast indtægtskilde også med ét forsvinder, og der lægges én til i bægeret med de økonomiske bekymringer. Det er ikke bare ”træls” men en ”katastrofe”. Frygten for at ende i en ”skimlet toværelses ude i en af blokkene bag togskinnerne”, hvor der kun er råd til pasta med pesto, er et tilbagevendende mareridt.
En boblende vrede eller bitterhed ud over ubalancer og uretfærdigheder i kulturbranchen: (forventningen om) gratis arbejde, manglende anerkendelse, intentionelle fejllæsninger af hans klummer gennemsyrer bogen. Af og til kan jeg dog godt savne, at vreden også sætter sig i teksten, at tonen skejer (mere) ud, med eder og forbandelser, og forbliver andet end rolig og behersket. Når Gyldendals Simon Pasternak kaldes ”et næsehorn i mahognibur”, er vi oppe på den helt store klinge.
Fremfor alt er et år med læsning og skrivning. en fastholdelse en ærlig og usminket beretning om at være en del af prekariatet, en (dag)bog, som beskriver udsatheden i den kreative branche, hvor man ikke ved, hvad man har at gøre godt med, og hvor man må skrabe indtægterne sammen. Læsning og skrivning er, forstår man, forfatterens raison d’être, men netop fordi denne tilværelse både er usikker og ofte pengefattig, glædes man over fastholdelsen og modet til alligevel at fortsætte, som der i sidste ende kommer god litteratur ud af. Der er, trods alt, stunder opfyldt af stor lykke, hvor det hele giver mening.
