Med En vase i brystet har Daniel Boysen skrevet en ordknap samling af digte om forgængelighed, sorg og død, der udmærker sig ved sin skandinaviske vemodighed og sin konsekvente æstetik.
Døden i Skandinavien
Den skandinaviske tradition for at fortælle indgående om døden er lang. En af denne traditions ubestridelige højdepunkter er Ingmar Bergmans Det syvende sejl, som han skrev og instruerede i 1957. Det er en film, der handler om pest, religiøsitet og – i særdeleshed – døden, hvis uundgåelighed, gru og konstante nærvær bliver cementeret med de tilbagevendende billeder af hovedpersonen, der spiller skak med Døden. Med en usædvanlig entydighed konstaterede den: ”Du skal dø”, og den konstaterede det uden at fortælle, hvordan man skulle forholde sig til det – for nogen – ubehagelige faktum. Det gjorde det svenske rockband Kent til gengæld, da de udgav Du og jag döden i 2005. På albummets sidste sang fortalte de, at vi godt kan være bange for at leve og bange for at dø, samtidig med, at vi kan blive fortrolige og forlige os med det faktum, at vi alle sammen skal dø. Det gjorde de med en uforenelig og yndig minimalisme, som man i litteraturen kan stifte bekendtskab med i Tomas Espedals forfatterskab. I stedet for at beskrive sin egen personlige angst for at dø, har han dedikeret nogle af sine udgivelser til at beskrive, hvordan det er at leve med det frygtindgydende fravær, som døden efterlader hos dem, der bliver tilbage. Det er den efterladtes sorg, der bliver behandlet i hans forfatterskab. Derfor glædede det mig meget, da jeg erfarede, at Daniel Boysen har skrevet sig ind i den skandinaviske tradition med sin nyeste udgivelse En vase i brystet.
Blandt vinduer og faldende blade
I det første tekststykke udtrykker digterjeget en eksplicit angst for at dø. Det, der bliver beskrevet, er en angst for Intetheden og den evige stilhed. Digterjegets ængstelighed består i, at det ikke ønsker at vende tilbage til det, der var, da det endnu ikke fandtes. Det vil sige, at døden – og dermed Intetheden – har et unik karakteristikon: det er den eneste tilstand, som vi lever med, der ikke foreligger som en erfaringsmulighed. Den eneste måde, som et eksisterende menneske kan blive bekendt med døden på, er gennem fraværet af det, der engang var. Den konkrete erfaring af dette er ikke en eksistentiel grunderfaring, men den er et smerteligt bekendtskab, da det netop benævnte fravær tager sig så dominerende og nærværende ud, at det kan efterlade store ønsker om destruktion og smukke, men livsfornægtende drømme om at lade sig opløse og blive ét med den afdøde. Denne tilstand lægger sig ned over en, tvinger en til at underlægge sig den og styre en ned i de nedbrændte byer, de ødelagte landskaber og et tilsyneladende uophørligt sortsyn, der er depressivt uden at være hverken apatisk eller indifferent. I denne tilstand er alting mørkt. Kornmarkerne tager sig ud som undergang, træerne ligner skeletter, og fuglenes morgensang minder en om, at selv de klassiske toner fortoner sig og dør ud. Selvom det er en forgængelig tilstand, er den træthed, som den forårsager, undertiden på grænsen til det uoverkommelige.
Det er ikke udelukkende den dybe sorg, som Boysen beskæftiger sig med i sin digtsamling, det er også de betydningsfulde stadier i den sorgproces, som ethvert menneske med stor sandsynlighed selv må gå igennem et par gange, inden det ender sine dage. Det er et dystert anliggende, men det bliver beskrevet med en ynde, en nøgenhed og en psykologisk indsigt, der minder om Josefine Klougarts første udgivelser. På linje med Klougart, der ikke blot beskriver sorgen i et smukt sprog, men også tilkendegiver, at verden – bag det presserende slør af sorg og vemod – er et smukt sted, er Boysen også opmærksom på og bevidst om, at der indfinder sig øjeblikke af ubegribelig skønhed i den sørgendes tilværelse. Genstandene for disse øjeblikke er sjældent renæssanceskulpturer, spiralgalakser og fotografier af aristokratiske kvinder; de er med andre ord ganske banale, og det er det øjeblik, som Boysen fremhæver, også: en solsort, der hopper hen over et stykke græs. Men det er netop banaliteten og uforståeligheden i dette, der gør, at det er usædvanligt stærkt og hjerteskærende at læse.
Når man ikke længere er underlagt det næsten altomfattende sortsyn, under hvilket alting flyder sammen, bliver man bevidst om sin individualitet igen, og dermed ved man også, at man ikke er det eneste individ, der befærder kyststrækninger, provinsfortove og butiksstræder. Denne indsigt indebærer imidlertid ikke, at man betragter sig selv som en del af dem. For det gør man ikke. Snarere tværtimod. Med Boysens egne ord ligner de resterende mennesker nogle, ”der har billetter til hinandens liv”; de socialiserer med hinanden, de smiler til hinanden, og de interagerer med hinanden. I stedet for at man selv blander sig med dem, lader det til, at det er alle de andre, der blander sig med hinanden. Det er ikke tungsindet og ængsteligheden, der har bragt dem sammen, det er nærmere vitaliteten, virketrangen og viljen til magt, for de ligner nogen ”der gerne vil leve det liv”. Kontrasterne er komplette, og den ubærlige følelse af ensomhed er total. Konsekvensen af dette er, at det bliver umuligt at finde et sted at opholde sig. Der er intet, der minder om et hjem mere. Barndommens gade er ikke andet end en almindelig vej, og den udsigt fra bakkedraget, som man engang fandt trøst i, er blevet intetsigende. Det er, som om verden tilhører de andre.
I samlingens sidste del ender det ikke med, at hverdagsglæden vender tilbage, men derimod med, at naturbeskrivelsen bliver en mulighed. Årsagen til dertil er, at den fornemmelse af individualitet, der indtraf ovenpå sorgen, og som blev forstærket af ensomhed, ikke længere er altoverskyggende. Tankerne og beskrivelserne centrerer sig ikke udelukkende om jeget mere. Det er trådt i baggrunden, og dermed kan man møde verden og blive en del af den igen, hvilket er en forudsætning for, at man kan blive glad igen.
Det nøgne menneske
Denne bog minder mig om, at hverken filosofien, storbyen eller politikken, der opfinder og præsenterer de store fortællinger, er stærk nok til at afholde dødens eksistentielle implikationer fra at indfinde med en stor og betragtelig kraft. Det er ikke som advokat, digter eller bankrådgiver, man bliver konfronteret med døden; det er som menneske. Og det er ikke som advokat, digter eller bankgiver, man sørger; det er som menneske. Det er særdeles vigtigt at huske på.
INFO
En vase i brystet af Daniel Boysen
Forlaget Silkefyret
www.forlagetsilkefyret.dk
2018
Køb bogen på forlagets side her