DEBAT: Grænserne tegnes i disse år op, både i kulturen og samfundet, indenrigs og udenrigs. Nationalt bliver kridtstregerne og afstanden mellem Hovedstaden og resten af landet stadig tydeligere. Et af de seneste eksempler, der danner motivation for at skrive denne artikel, er Jacob Skyggebjergs udtalelser til kulturbloggen VINKkbh, hvor han tager stærkt afstand til den jyske mentalitet, han er flyttet fra. Har han en pointe? Eller er han blevet “smittet” af tunnelsyn?
Forældet syn på Århus
Litterær Lounge, 365TEKSTER, Skrivegrupperne på Godsbanen, Litteraturen på Scenen, Poetklub Århus (Åben poetisk scene), Ordcafé, Kakofoni og HAPS (hele Aarhus’ poetry slam) er foreninger, der arrangerer oplæsninger og skriveværksteder med og for århusianske, nationale og internationale forfattere og skribenter. Foreninger, der på forskellige måder sørger for et varieret udbud af litteratur i Århus i alle tænkelige miljøer.
”Da jeg boede i Aarhus var der ikke hul igennem, det var ikke til at få det ud, få feedback og kontakter. Det var et lukket system med folk, der havde gået i skole sammen hele livet” udtaler Skyggebjerg til VINKkbh. Jeg må tage mig til hovedet over udtalelsen, der på ingen måder afspejler det litterære miljø, der er i byen i dag. En så retrospektiv udtalelse burde fjernes, eller faktuelt tjekkes, før han udtaler sig og i det hele taget, før kulturbloggen publicerer den. Udtalelsen skal kraftigt revurderes, bl.a. på grund af foreninger som Litterær Lounge (jeg er stifter og daglig leder, red.), der netop forsøger at skabe et sammenhold på tværs af forlag, kulturelle lag og genrer. Vi tager bl.a. fat i folk, der driver en blog eller er med i skrivegrupperne og sætter sammen med allerede anderkendte forfattere til oplæsninger forskellige steder i og omkring Århus.
Den jydske fane
”Der var en helt anden åbenhed her end i Aarhus, folk tog imod en med åbne arme, og hvis de kunne se, man kunne noget, så hev de fat i en med begejstring. Hver gang jeg kom i et nyt lydstudie, følte jeg, der stadig var mere, mulighederne var ikke udtømte. I København glemmer man fuldstændig den viljeløshed og kuede mentalitet, som man konfronteres med i f.eks. Horsens. Der accepteres man ved at forherlige en nedtrykt tilgang til livet. Der ér en forskel på København og resten af Danmark. Tag f.eks. en højskole i Aarhus, hvor folk har det fedt og spasser ud, så ligger begrænsningen lige ude foran døren. Det gør den ikke her.”
Der findes en sammenslutning, hvor man kan være ridder af Den Jydske Fane. Et symbol kunstneren Per Kramer (1942-2010) i sin tid illustrerede. Kernen i konceptet er, at man kæmper for at decentralisere kunsten i Danmark, at den skal ud, ikke kun til de større byer rundt i landet, men helt ud hvor kragerne næsten ikke kommer. På mange måder handler det om at sige: jeg er sgu god nok, og det tør jeg tro på – og samtidig tror jeg på, at du også er det, hvis du får muligheden for at vise det. Altså nærmest det modsatte af en jantelov.
Med andre ord: Skyggebjerg har ikke ret. Der er sket meget i byen, og da jeg flyttede hertil for otte år siden, oplevede jeg en mild grad af det, han beskriver. Det var svært at finde et fællesskab. Derfor gjorde jeg noget ved det i stedet for at flygte fra det. Byen blomstrer på alle leder og kanter – vi tør sige, at vi kan og vi tør gøre. Dermed ikke sagt, at litteraturmiljøet ikke kan blive bedre, men åbensindethed, nytænkning og en generel nysgerrighed er et stort kendetegn i Århus såvel som i København og andre byer.
Det forjættede land er hele landet
”Jeg besluttede mig for at tage herover, fordi jeg ikke kunne holde ud bare at gå rundt i Aarhus og se mine talenter blive spildt. Det stod helt klart for mig, da jeg havde været på Vestjyllands Højskole og vænnet mig til at omgås kreative folk, der kunne og ville noget. Sådan var det netop ikke i Aarhus. Hvis man mente, man kunne noget, så måtte man ikke ville noget. Jeg var desuden blevet smidt ud af Journalisthøjskolen, og der var ikke noget arbejde at finde. Så tænkte jeg, at jeg kunne tage til det forjættede land og se, om der var nogen nye muligheder.”
Det handler ikke så meget at finde ud af, hvem der er bedst eller hvor det er lettest at ”blive kendt”. Det handler mere om at finde ud af, hvordan vi kan give litteraturen, og kulturen i det hele taget, bedre vilkår på tværs af bygrænser, så vi ikke ser os nødsaget til at flytte til ”det forjættede land” alle sammen.
Det seneste forsøg på at sprede litteraturen ud er Forlaget Gladiator (hvor Skyggebjerg i øvrigt er udgivet), der med litteraturbladet, Texas Longhorn, forsøger at sprede litteraturen mere ud. Som Gladiator skriver på deres hjemmeside: ”Vi starter med 12.000 trykte eksemplarer som lander på gaden d. 8. oktober i 540 caféer og biografer i København, Odense, Aarhus og Aalborg, i 30 Arnold Busck-butikker landet over og på en række uddannelsessteder.” Dog hæfter jeg mig ved, at det stadig er de større byer, som bliver repræsenteret, og i den sammenhæng: Hvor er Esbjerg? Nå, men altså: det er et godt initiativ, og jeg håber, at de udvikler bladet og fokuserer endnu mere på de fantastiske områder rundt i landet, og virkelig kommer HELE LANDET rundt – både med selve bladet og dets indhold. Tak for det initiativ.
En lille pointe
Men betragtningen kan også vendes om; hvis man hæver sig op over selve diskussionen, gør Skyggebjerg netop det, som han siger, at jyderne gør. Han siger, at vi ikke kan noget, han siger, at vi er kuede, han siger, at kun København (i Danmark) har noget at byde på og affejer dermed resten af landet.
Den anden dag foreslog jeg, med et glimt i øjet, at vi skulle arrangere årlige bus- og togture for Københavnere, så de kunne se, hvor skønt der er rundt omkring i landet. Det ved Skyggebjerg jo allerede, men jeg håber, at han kigger over alligevel og ser, at hans skræmmebillede er let at pille fra hinanden. Ligesom jeg på ingen måde forsøger at skabe skræmmebilleder af København eller københavnere, fordi jeg ved, at det ville være for generaliserende at skære alle over en kam, som Skyggebjerg bl.a. har gjort det med Århus og århusianere.
Jeg er klar over, at det er en fantastisk spændende by med mange muligheder, interessante steder og lækre forlag, men jeg ved også fra erfaring, at det kan være et mindst lige så lukket sted, som Skyggebjerg påstår, at Århus er. Det er måske et universelt problem i kunstneriske miljøer, ligesom det er et universelt plus, at kulturen mere eller mindre kan blomstre alle steder.
Pointen er, at det er på tide at indføre gensidig respekt, alt det andet er spild af tid, og vi skal passe på, at det største yderområde i Danmark (København), i teorien, ikke kommer til at ligge eksistentielt så langt væk fra alt andet, at vi slet ikke taler samme sprog.
Jeg slutter med et uddrag fra min seneste digtsamling, der formulerer problematikken:
vi snakker meget om, hvem der bærer skylden for verdens forfald;
om det er verden der er trukket ind i vores familie
eller vores familie der har spredt sig rundt i verden som en smitte
Læs VINKkbhs artikel her.
Fotos: © Daniel Boysen