Når man sætter sig ned med, De overvågede, kan man godt blive i tvivl om, hvad det er, man har mellem hænderne. Om det er en roman, kortprosa eller en blandingsgenre. Efter endt læsning hælder jeg mest til det sidste. Bogen fremstår på mange måder som et interessant og stærkt eksperiment, men mangler også lidt i udførelsen.
Programskrift
Værket indledes med et regelsæt, der beskriver, hvordan overvågningen skal foregå. Der står bl.a.: ”Når alle data er indsamlet, afleveres dokumenterne i den udleverede arkivmappe på den aftalte adresse.” Det skal hertil siges, at 1. udgave af værket netop antog form som en arkivmappe, mens 2. udgave er en ”almindelig” bog.
Det indledende programskrift fungerer ganske udmærket, fordi man som læser får en forventning om, hvad man har i hænderne. Selvom det stadig kan være svært at definere genren, har man i det mindste en idé om, hvad der venter forude. At man nu får et indblik i det overvågede moderne menneske, og det samfund som det lever i.
Kortprosa-indhop i tilværelserne
Vi møder en række forskellige karakterer gennem værket, der på forskellige måder forsøger at finde en mening med tilværelsen; at holde fast i noget, der glider under dem eller at søge nye veje, mens man efterlader det gamle i ruiner. Eller at finde sig tilpas i den tilværelse, man har problemer med at løsne sig fra. Med andre ord handler det om, hvordan vi kan forsøge at være mennesker i en verden, der forandrer sig. Hvad det betyder for den enkelte. Om der stadig er noget at holde fast i.
Nogle af karaktererne er interessante, og selvom man visse steder kunne ønske længerevarende indblik i deres tilværelser, får man alligevel en idé om, hvem de er. I teksten obj. #014 får vi et indblik i et indbrud, der ikke var et reelt indbrud og hvilke konsekvenser det får. Efter oplevelsen har parret set sig nødsaget til at anskaffe sig en topmoderne løsning fra G4S, hvor problematikken anslås i starten: ”Hun har ikke følt sig tryg siden indbruddet, og nu har de valgt at få videoovervågning.”
I det meste af historien følger vi kvinden, der tilsyneladende falder mere og mere fra hinanden efter, at hun mistede én særlig BH under indbruddet; det er, som om overvågningen af hjemmet ikke virker, og hun får nogle antidepressive piller hos lægen. Hendes mand, Torben, virker derimod til at være mere rolig med situationen, og det er først til sidst, at situationen vendes om, hvor det bliver klart for læseren, hvad der egentlig foregår: ”Hun når lige at registrere hans rødmalede mund og den sorte blonde-bh fra Chantelle, inden han hopper ud ad vinduet.”
Historien er et godt eksempel på, hvordan overvågningen kan fungere. Her bliver læseren overrasket, og det viser sig at være anderledes end først antaget. Sproget er ligetil og det moderne menneske udstilles humoristisk, mens karaktererne er spændende og med dybde.
Karikaturer
I andre historier bliver karakterer lidt for karikerede, og det er, som om fortællingen ikke bevæger sig nogen steder hen. Det sker fx i obj. #005, hvor vi møder den overdrevne Lou, der på mange måder lever som den nu afdøde Lou Reed. Lou har da også et vægmaleri med The Velvet Underground derhjemme. Den kvindelige karakter er Søren utro med Lou, og historien skildrer dette trekantsdrama flettet ind i postulater om det moderne menneske.
”Det moderne menneske skal sgu løsrive sig fra hele den materielle verden, siger han og tager en tår af sin øl.” Sådan indledes historien, og vi befinder os hele tiden i dette spændingsfelt mellem de samfundskritiske postulater og den nære hykleriske tilværelse. Problemet er, at det i dette tilfælde forekommer noget unuanceret og letkøbt. ”Jeg skal sgu aldrig ind i en eller anden røvsyg kernefamiliekonstellation og gå op og ned af den samme sure Moderjord hver eneste dag siger Lou (…)” lyder et andet eksempel. Hun modsiger ham ikke, men lever netop dette liv med Søren, og der kunne godt gemme sig en længere historie her. Men det er ikke en del af konceptet.
Det store problem med historierne, hvor karaktererne bliver karikaturer på det moderne menneske er, at de dybest set bliver lidt uinteressante for læseren. At der ikke sker en udvikling, at det er ikke er modstand eller en løsning under opsejling. At karaktererne bare skulle leve disse liv, virker lidt urealistisk midt i det ellers så realistiske programskrift.
Gode fotografier og rimelig godt på vej
Undervejs i værket er der en række smukke fotografier taget af Lars Engelgaar, der ikke går i 1:1 med det skrevne, hvilket fungerer godt. Som der også står i det indledende: ”I de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, understøttes de skriftlige data af relevant fotodokumentation.” Nogle steder ender fotografierne ligefrem med at overstråle historierne, og de er på den måde med til at tilføre flere tolkningsmuligheder til eksperimentet. Samtidig hjælper de det samlede billede af værket, da de bryder ind og fastholder læseren, når man kan være ved at miste fokus i historierne.
Når værket italesættes som en overvågning eller en undersøgelse, kunne man godt gå mere i dybden med flere af karaktererne. Nogle steder virker det, som om historien går lidt i stå eller mangler mere information om karaktererne. På bagsiden står der: “I et nøgternt og rapporterende sprog skæres maskerne af, så alt det sårbare og grimme træder frem …” hvilket gør sig gældende visse steder i værket, men det er netop ikke i alle historier, man mærker det sårbare eller grimme. Med andre ord bladrer man lidt rastløst videre nogle steder i sin læsning.
Men der er nogle interessante idéer på spil, som kunne foldes mere ud. Jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det kunne være sjovt at lege med bruddet mere. At observatøren skulle eller kunne bryde kontrakten og nærme sig de betragterede karakterer mere – og at der kunne opstå endnu en dimension der; men det er bare tanker fra min side.
INFO
Værket kan købes for 175,- her.
Trackbacks/Pingbacks