John Steinbecks indiskutable mesterværk ”Vredens druer” er mange ting – men en af dens vigtigste aspekter er den begavede og nuancerede kritik af kapitalismen, som han præsenterer i sin fortælling om familien Joads nødvendige rejse til det solbeskinnede Californien.
Journalisten, der skrev en roman
Forudsætningen for, at Vredens druer blev til, var, at John Steinbeck arbejdede som journalist på en avis i San Francisco. Avisredaktøren bad Steinbeck om at følge en familie fra Oklahoma, der måtte rejse til Californien for at overleve. På det tidspunkt var Oklahoma en af de stater, der var hårdest ramt af den økonomiske depression og den tørke, der lagde sig over Midtvesten i 1936. Høsten slog fejl, vandkilderne tørrede ud, og de sandstorme, der udviklede sig, blæste huse omkuld. Hvis man ville overleve, måtte man tage væk. Og det sted, som de fleste satte kursen mod, var Californien, hvor rygterne gik på, at der var en kraftig mangel på arbejdskraft. Steinbeck fulgte redaktørens ordre, men da han stod tilbage med sine mange reportager fra turen, syntes han ikke, at de journalistiske metoder var tilstrækkelige til at indfange tankestrømmene, de dybe følelser og den uhyggelige desperation efter at have slidt sig selv op for at tjene nok penge til at kunne spise kød hver aften. På baggrund af det skrev han en roman.
Det er sådan set ikke handlingen, der påvirkede mig og ændrede min måde at tænke over et specifikt anliggende på. Det er snarere beskrivelserne af de kår, der møder familien Joad og de familier, der står i den samme situation. Da antallet af familiefædre og sønner, der bliver nødt til at arbejde for at forsørge familien, er højt, kan de kapitalister, der ejer appelsinplantager og dertilhørende arbejdspladser, udnytte markedsøkonomiens mekanisme til at sænke lønnen og forværre vilkårene. Det påvirkede ikke antallet af dem, der var villige til at tage arbejde. Familierne var desperate, og desperate tider kræver desperate handlinger. Det var det, der påvirkede mig kraftigt.
Modsat mange andre forfattere med noble hensigter og et samfundsengageret sindelag er John Steinbeck hverken prædikende, moraliserende eller tunnelsynet. Det er for mig at se ikke en bog, han har skrevet med henblik på at forarge os og engagere os i kampen for fagforeninger, bedre mindstelønninger og ringere kår for arbejdsgiverne. Det er derimod en dokumentarisk skildring af de faktiske vilkår, som han begår med en efterstræbelsesværdig finesse, elegance og respekt for det journalistiske krav om objektivitet. I udgangspunktet er det ikke mere end det, men i beskrivelserne ligger der er en implicit og godt gemt morale om, at dem, der repræsenterer systemet, godt kan være kyniske uden, at det nødvendigvis implicerer, at systemet også er det. Det er et budskab, som alle unge mennesker med en interesse for politik burde stifte bekendtskab med, før de engagerer deres gymnasievenner i en debat om, hvorvidt kapitalismen er et acceptabelt og ærværdigt system.
Kapitalismekritik for de let øvede
Disse beskrivelser berørte mig på flere måder. Først og fremmest gjorde de uretfærdigheden konkret. De gjorde elendigheden konkret, og de gjorde brutaliteten konkret. I en verden præget af medier, der ikke holder sig tilbage med at printe socialrealistiske historier og rapportere fra de dele af Danmark, der både lever hårdt og fattigt, kan man undre sig over, at der skulle en amerikansk roman til at konkretisere elendigheden og uretfærdigheden for mig. Men det er ikke desto mindre tilfældet, og det tror jeg har to årsager. Den første årsag er, at man lærer familien Joad at kende, før de møder de barske realiteter i Californien. Sympatien er skabt, og den medfører en øget grad af empati, og empati implicerer indlevelse i et andet menneskes smerte. Denne dannelse af sympati kan ikke nå at ske i løbet af en kortfattet avisartikel eller et fem-minutters-indslag i tv-avisen. Den anden årsag er, at typiske beretninger om elendigheds formål enten er at få læserne eller seerne til at føle forargelse og social indignation eller at få dem til at mene, at det fandeme da også er de udsattes egen skyld.
Netop dette gør Steinbeck ikke. Ganske vist ligger sympatien hos familien Joad, men det skyldes ikke de omtalte beretninger. Det skyldes snarere, at man har lært dem at kende forinden. Læser man beretningerne om appelsinplantagerne uden at læse de første tre hundrede sider, er jeg ikke sikker på, at dem, med hvem man har sympati, er så entydigt defineret. Umiddelbart er jeg overbevist om, at man ville ende med at sympatisere med familien Joad, men det er ikke en sympati, der ville opstå prompte. Den ville etablere sig gradvist.
Det skyldes hovedsageligt, at Steinbecks kapitalismekritik ikke er politisk. Hvis han havde været en politisk romanforfatter, ville han have skildret familien Joad som entydigt gode mennesker og kapitalisterne på appelsinplantagerne som entydigt onde. Men det ville man ikke have lært noget nyt af. Afhængig af de politiske sympatier og antipatier hos den enkelte læser ville det enten have bekræftet et bestemt verdensbillede eller at dette verdensbillede er fuldstændig latterligt. I stedet for at gøre det, bruger han sine journalistiske kundskaber til at skildre en flig af et system, der – hvis denne flig er repræsentativ for hele systemet – er moralsk tvivlsom. Dette gør han vel at mærke uden at vinkle det politisk og ideologisk.
Steinbecks finesse er, at han kritiserer kapitalismen uden samtidig at delegitimere den som et funktionelt og samfundsberigende system. Selvom det er svært at kritisere kapitalisterne uden samtidig at kritisere kapitalismen, så er det i praksis det, han gør. Han viser, hvordan kapitalister profiterer på systemet og retfærdiggør deres tvivlsomme handlinger ved implicit at henvise til systemets indbyggede logik uden, at han hævder, at disse handlinger er en nødvendig konsekvens af systemet. Og det er brillant.
Debatterne uden nuancer
Første gang, jeg læste Vredens druer, var i ugerne op til, at jeg startede med at læse litteraturvidenskab på universitetet. I løbet af den sommer læste jeg som en besat. Jeg havde lavet en liste med alle romaner og filosofiske klassikere, som jeg i mit stille sind mente, at man skulle have et indgående kendskab til for at være berettiget til at læse litteraturvidenskab. Det viste sig, at det ikke var alle, der havde tænkt den samme tanke. Hvis man bare havde læst den første Harry Potter-bog, var i stand til at namedroppe navne på digte af Strunge og havde konstateret, at Dante var noget ældgammelt pis uden at have læst andet end indledningen, så skulle det hele nok gå. Ikke desto mindre var jeg glad for, at jeg nåede at læse alle de bøger, som jeg havde skrevet ned på min liste. Det eneste, der ærgrede mig, var, at jeg havde ventet så længe med at læse Vredens druer. Den burde jeg have læst, inden jeg startede på gymnasiet.
Som så mange andre var jeg interesseret i politik og optaget af at forsvare mine egne standpunkter i debatter med mine klassekammerater i snart sagt alle frikvarterer. Der var især to anliggender, der optog os: EU og kapitalisme. For os var spørgsmålet om, hvorvidt kapitalisme var en god økonomisk struktur, meget vigtigt. Og det lagde vi ikke skjul på. Det var en debat, som vi tog flere gange ugentligt. På trods af, at vi ikke selv kunne se det dengang, var debatten og de holdninger, der blev præsenteret og forsvaret, forholdsvis unuancerede. Det forekommer mig ikke at være en tilsnigelse at sige, at enten var man for eller imod kapitalisme. Hvis man var for, som jeg var, så opfandt man besynderlige ad hoc argumenter i sine bestræbelser på at forsvare samtlige aspekter af den. Og hvis man var imod, så mente man relativt utvetydigt, at det var, som Fanden havde skabt kapitalismen. I dette findes der en ungdommelig idealisme, som man ikke nødvendigvis bør kritisere, og et firkantet verdensbillede, hvori det, der er godt, ikke kan have dårlige aspekter, og det dårlige ikke kan rumme en række gode ting. Selvom vi hyggede os, når vi debatterede, havde vi også et ønske om at blive klogere og forfine vores intellektuelle og argumentatoriske kompetencer – men med vores fastlåste og kategoriske positioner skete denne udvikling ikke med den ønskelige hastighed. Dette var gået hurtigere, hvis jeg havde læst Vredens druer på forhånd. Den lærte mig, at det er muligt at begå en lødig og legitim kritik af noget uden, at det indebærer, at man er nødt til at forkaste det. Det er under alle omstændigheder en erkendelse, som alle bør gøre sig før eller siden. Men jeg ville ønske, at jeg havde gjort mig den tre år tidligere i mit liv. Det ville have hjulpet mig meget.
