Dette på mange måder forsømte forår har ikke bare afsløret vores verdens svagheder, blotlagt hverdagens vigtighed og udstillet, hvad det er for en tilværelse og en levevis, vi har i de rigeste egne af verden. Det har også gjort det, som mange flygter fra og endnu flere frygter, til et vilkår: ensomhed og isolation.
James Bond og lange nætter
I kølvandet på at Mette Frederiksen erklærede den undtagelsestilstand, som vi befinder os i, og som – på trods af, at jeg hører til den introverte del af befolkning – påvirker min måde at være til på, besluttede jeg mig for at se samtlige James Bond-film i kronologisk rækkefølge. Rimelig hurtigt slog det mig, at det ikke kun er en eksemplarisk udlægning af Vestens problemer og udfordringer gennem tiden. Filmene er heller ikke et uvæsentligt bidrag til at forstå, hvad regeringer på tværs af den vestlige verden håber på, at vi hver især vil gøre for fællesskabets og samfundets bedste. Det er snarere reglen end undtagelsen, at Bond skal klare sine missioner alene. Han redder sig selv, og idet han gør det, redder han også andre – og af og til hele verden. På flere måder er det et godt billede på det, der forventes af det enkelte menneske i henhold til at håndtere pandemien: Hver især skal vi tage ansvaret på egne skuldre, og idet vi gør det, er vi også med til at hjælpe andre.
Hesse og ensomheden
Men, tænkte jeg en aften, hvor jeg drak et glas rødvin, lyttede til rockmusik og funderede over, hvordan jeg skulle komme videre med mit romanmanuskript: James Bond kunne simpelthen ikke være det bedste kulturhistoriske eksempel til at beskrive den situation, som vi alle sammen står i nu i disse uger og – potentielt og sandsynligvis – måneder. Det var han heller ikke. For idet jeg kiggede min mors bogreol igennem for at finde den næste bog, som jeg skulle læse, fik jeg øje på Hermann Hesses navn.
Hesse skrev to vidunderlige romaner, der begge to kredser om ensomhedens muligheder og begrænsninger: Siddhartha viser den positive side, og Steppeulven viser den negative. Selvom det var Steppeulven, som jeg fandt i min mors reol, var det Siddhartha, som jeg kom til at tænke på i henhold til, hvilke muligheder ensomheden og isolationen kan have. Siddhartha er en historie, der foregår i Buddhas tid. På forholdsvis få sider fortæller Hesse om, hvordan Siddhartha lever et asketisk og åndeligt tilfredsstillende liv i sin egen ensomhed, hvor han lærer dyder som tålmodighed og ro at kende. På et tidspunkt – og i forsøget på at få en til at blive forelsket i ham – sætter han sig for at blive rig og lever som følge af det et udskejende og dekadent liv med kortspil og andre overfladiske fornøjelser. Det er imidlertid ikke et lykkeligt liv, han lever, så han forlader byen og går tilbage til en flod, han tidligere har besøgt. Ved den begynder han et nyt liv, der er mere ydmygt og mere åndeligt end det, han havde levet i byen.
Med det fortæller Herman Hesses skildring af Siddharthas liv to vigtige ting i henhold til den situation, som hele verden står i, hvor ensomhed er blevet et vilkår for stort set alle borgere i den vestlige verden. Med skildringen in mente står det entydigt klart, at man bør omfavne og elske ensomheden for det, som den er: en mulighed for at blive et bedre menneske og en bedre udgave af sig selv. Det er i hans første periode med ensomhed, at han grundlægger evnen til at bemestre de to dyder, der gør, at han bliver rig og succesfuld, og det er perioden med ensomhed efter hans periode med velstand og succes, der genrejser ham som det menneske, han ønsker at være.
Hesses forfatterskab er ikke en entydig hyldest til ensomheden. I Steppeulven er ensomheden ikke en konstruktiv ting. Romanen handler om det ensomme menneske Harry Haller, der lever et liv, der er præget af vågne nætter, intense studier af litteraturen og et ikke ubetydeligt forbrug af spiritus. Han føler sig fremmedgjort i den borgerlige verden, han føler ikke, at han er i stand til at varetage et almindeligt arbejde, og han har alvorlige overvejelser om, hvorvidt han skal tage sit eget liv. Det ændrer sig imidlertid, da han møder kvinden Hermine, der introducerer ham til hende, der går hen og bliver hans elsker. Gennem disse bekendtskaber mindskes hans følelse af at være ensom, og han begynder at acceptere de dele af verden, som han i ensomhed afskrev som overfladiske og uværdige.
Med det viser Hesse, at ensomheden er tvedelt. Det er i den, vi skaber os selv, og det er i den, vi går til grunde. Det er i den, vi bliver til det, vi bør være, og det er i den, vi destruerer alt det, vi bør være.
Tarkovskys opfordring
I flere af de store dagblade kan man i disse tider læse om, hvordan store værker er blevet til i en blanding af ensomhed og kedsomhed, der tilnærmelsesvis minder om dette forår. Blandt andet Berlingskes kulturjournalister har skrevet omfattende artikler om, hvordan Boethius skrev sit hovedværk Filosofiens trøst i et fængsel. Om, hvordan Boccaccio skrev Decameron i et eksil, da han flygtede fra pesten i den italienske middelalder. Og om, hvordan en østrigsk kunstner opdagede, at han var god til at male, imens han sad isoleret i et fængsel, og endte med at producere et exceptionelt stort antal værker i den tid, hvor han var henvist til sit eget selskab. Det er imidlertid undtagelsen snarere end reglen, at ensomheden åbenbarer, at man har et talent udi en kunstnerisk disciplin. Selvom det er beretninger, der indgyder håb og en aktivitetsmobiliserende forundring, så hverken skal, kan eller bør man tillade sig at forvente, at disse måneder fordobler antallet af mennesker, der definerer dem selv som kunstnere og har udviklet evner, der berettiger dem til det.
Succeskriteriet skal snarere være, at man lærer, at det at være i sit eget selskab uden at være det sammen med en række adspredelser ikke er forstadiet til sindssyge, dårlig samvittighed og mistede evner. Det, som alle bør tage med fra disse uger, er, at den tvivl og det ubehag, der er forbundet med at vænne sig til at være alene med sig selv, og den kedsomhed, der opstår af, at man skal få tiden til at gå med andet end det, man plejer, ikke er endestationen. Det er derimod en forgængelig periode, der hører op, når man har forliget sig med, at det er i orden at gøre noget, der ikke nødvendigvis bidrager til at gøre en til en bedre borger og en bedre ansat. For når man forliger sig med det, finder man ud af, hvad der har værdi, og hvad der betyder noget. Og det kan man gå ud i verden med efterfølgende og gøre den til et endnu smukkere sted, end den er i forvejen.
Den russiske filminstruktør Andrei Tarkovsky sagde engang, at menneskets fornemmeste opgave er at lære at være alene med sig selv. Det er der en almengyldig sandhed i, og det skyldes blandt andet, at idet man lærer at være alene med sig selv, så lærer man tilmed, at der også er en uvurderlig værdi i ikke at være det. Og det er præcis det, som Harry Haller i Steppeulven ikke huskede på. Det vil sige, at det, som Hesse lærer os med sine to bøger, er, at ensomheden er en enestående mulighed, hvis man ikke glemmer, at det ikke er den eneste mulighed, der er.