Bret Easton Ellis’ ”American Psycho” er mange ting. Men i disse tider, hvor en virus har lukket hele verdenen ned, er det et portræt af en tid, der meget vel kan være forbi.
Verden af i går
Selvom det kun er den spæde og stadig kølige forårssol, som vi går ensomme ture i, er det efterhånden sikkert at sige, at 2020 ikke bliver en direkte forlængelse af 2019. På overvældende kort tid har en virus omkalfatret, udfordret og ændret den måde, som vi lever vores liv på. Da billederne og beretninger fra Wuhan om, hvordan den kinesiske regeringen benyttede sig af de totalitære og frihedsindskrænkende greb, nåede ud til den resterende del af verden, var der ingen, der forstillede sig, at den europæiske hverdag to måneder efter ville have en række gruopvækkende ligheder med Wuhans dagligdag i begyndelsen af virusudbruddet. Men det, at de vestlige demokratier håndterede situationen efter kinesisk forbillede og dermed viste, at de til daglig kan lade borgerne leve et frit liv og i ekstraordinære situationer træde i karakter som en handlekraftig stat, er ikke det mest overraskende og potentielt nyskabende ved hele denne på mange måder surrealistiske situation. Det er ikke længere usandsynligt og dermed meget historisk, at 2020 kan blive det år, hvor verden – og især Vesten – ændrer sin måde at indrette sig på. Det skyldes flere ting, men to af de mere væsentlige grunde er, at mange europæere i disse uger er tvungne til at revurdere deres forhold til deres arbejde, og at mange europæere er blevet stærkt begrænsede i deres muligheder for at shoppe i vanlig stil.
Det interessante og fremtidsdefinerende spørgsmål er, om vi, når denne pandemi er stilnet af og undtagelsestilstanden igen er suspenderet, vil genoptage vores gamle forhold til både shopping og arbejde.
Med Patrick Bateman på materialismens overdrev
I flere dage var jeg fuldstændig overbevist om, at vi ville genoptage vores gamle måde at være til på, når normaltilstanden igen vil indfinde sig, men det er jeg imidlertid kommet i tvivl om. På en af mine efterhånden mange gåture i den nærliggende skov kom jeg ved et tilfælde i tanker om Bret Easton Ellis’ American Psycho i henhold til en tankestrøm om vestlighed, som jeg havde hengivet mig til. I bund og grund – og blandt andet – handler American Psycho om én ting: selvrealisering gennem sit forbrug og sit visitkort.
Gennem bogens knap 500 komprimerede sider, er det tøj, mærkevarer og det, som andre mennesker både ejer og har på, der fylder det meste. Det er en beskrivende og kulturblotlæggende udlægning af en ung, rig amerikaner, der bor på Manhattan, og som orienterer sig og lever sit liv efter eksklusivitet, fashionabel ekvipering og Donald Trumps præferencer. Det minder om en narcissistisk og illusorisk feberdrøm, men på lange stræk er det en virkelighedstro og dybt begavet skildring af forfængelighedens og forbrugerismens væsen.
Den måde, som hovedpersonen Patrick Bateman anskuer og perciperer verdenen og dem, han omgås med, på, er gennem det, som ting koster, og det, som folk klæder sig i. Den verden, som han færdes i, og den verden, som han gennem sin måde være til på promoverer, er en verden, hvor man køber sig til sin identitet, og hvor overfladen ikke bare er det vigtigste – men det hele.
Bateman kan ikke udstå tanken om, at hans overbo er i besiddelse af et maleri, der er dyrere end det, han selv har købt, og han bliver ilde til mode, da en af dem, der også arbejder på Wall Street, har erhvervet sig finere og dyrere visitkort end dem, han selv har. På flere punkter tenderer det til at være et karikeret billede af forbrugeren, der lever gennem sit forbrug, men det betyder ikke, at det er et forkert billede. For samspillet mellem forfængelighedens uvurderlige betydning og den ultimative nihilisme åbenbarer en betydelig pointe: Når luksuriøs og dekadent adspredelse er det normale, så efterlader man ikke sig selv et harmløst middel til at imødegå det tomrum, den kedsomhed og den momentane følelse af meningsløshed, som normaltilstanden sommetider ikke kan undgå at hensætte en i.
Det resulterer i, at Bateman undertiden overvældes af angstanfald, og at han enten begår eller fantaserer om at begå voldelige og bestialske kvindemord. Spørgsmålet om, hvorfor det netop er angst, der plager ham, og hvorfor det er voldelige drab, der fascinerer og optager ham, er der efterhånden en imponerende række af filosoffer og litterater, der har spekuleret over. Uden at diskvalificere den læsning, der siger, at forfængelighed er det ultimative symbol på, at man behersker civilisationens dyder, som står i modstrid til menneskets dyriske natur, og som følge af det må undertrykkes for bestandigt uden at dette er muligt, så vil jeg anskue det anderledes.
Det, der blandt andet kendetegner Batemans liv, er et iøjnefaldende fravær af kunst og åndelige bestræbelser. I en tidsbegrænset periode kan man godt have en dagligdag, der er defineret af frokostmartinis, armbøjninger og et poppet morgenshow i fjernsynet, men med tiden vil de spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig selv, presse sig på. Hvis man undlader at besvare dem samtidig med, at man ikke evner at adsprede sig selv med en meningsfuld aktivitet, er sandsynligheden for, at der opstår en alvorlig tomhed, stor. Denne tomhed har Bateman to måder at håndtere på: enten ved at lade sig overvælde af den og opleve et angstfald, eller ved at begå stadig mere voldelige kvindemord. Og det er selvsagt både uholdbart, ødelæggende og dybt destruktivt.
Zweigs håb
I en klumme i Berlingske nævner Katherine Diez et uddrag fra Stefan Zweigs vindunderlige erindringer, Die Welt von Gestern, som jeg selv lavede et omfattende dagbogsopslag om i efteråret. I en krise, skriver Zweig, bliver kunsten nødvendig. For i krisen, bemærker han, lærer folk at værdsætte det, der virkelig giver livet værdi – herunder kunst og kærlighed. Når pengene og forbruget svigter folket, begynder de at elske kunsten. Det er meget smukt, håbefuldt og aktuelt. For i disse dage oplever i særdeleshed europæerne, at det, som de plejer at lave og adsprede sig med, ikke længere er muligt. Og det efterlader dem i en personlig krisetilstand, hvor de pludseligt er efterladt med en del timer, de skal udfylde på en ny og meningsfuld måde. Indtil videre er der kommet det ud af det, at de store internetboghandlere har fået uventede bestsellers, og at antallet af afspilninger på Netflix er rekordhøjt.
Det at kunsten og kulturen har et potentiale, som næsten eksklusivt er forbeholdt det, er heller ikke fremmed for Bateman. Flere af bogens kapitler er refleksioner over verdenskendte bands, og han har en oplevelse til en stor rockkoncert, der næsten minder om noget religiøst. De kapitler, hvor han filosoferer over rockgruppen Genesis, og de kapitler, hvor han er til koncerter, er også de kapitler, hvor det tøj, han har på, og det tøj, som de andre har på, spiller den mindste rolle.
Det, kan man argumentere for, bekræfter Zweig på to måder. For det første fordi sekvenserne indikerer, at han har ret i, at der i nydelsen af kunsten opstår en indifferens overfor penge og andre lignende fænomener, der i sidste ende er uden værdi. Og for det andet fordi, American Psycho ikke udspiller sig i en krisetid. Den udspiller sig snarere tværtimod i en af de mest velbjærgede og optimistiske tidspunkter i den moderne historie: i New York i starten af 1990’erne. Hvis man levede et liv, der var præget af en vulgær materialisme og en velovervejet dekadence, så levede man vestligt – og dermed rigtigt. Et sådant liv lever Bateman, men alligevel får han angstanfald og forfalder til forherligelse af en morderisk adfærd. Det viser med stor tydelighed, at det at leve et liv i overensstemmelse med det, der bliver betragtet som det rigtige, ikke er synonymt med at leve et meningsfuldt liv.
En af de ting, som Easton Ellis’ beretning om Bateman har lært mig, er: Ånden og kunsten kan ikke erstattes af forfængelighed og forbrug. Og det kan denne suspension af normaltilstanden, der både har medført et krav om ensomhed og markante, men dog midlertidige nedlukninger af både arbejdspladser og forbrugsmuligheder, endnu engang minde os om. Det eksemplar, som man har købt af Albert Camus’ Pesten, Boccaccios Dekameron og Thomas Manns Døden i Venedig, inden den i en kort periode blev udsolgt fra Amazon, skal man ikke gemme væk inde bag kogebøgerne, når normaltilstanden igen indfinder sig. De skal derimod stå fremme blandt andet med det formål at minde en om, at hvis noget giver mening, når det går skidt, så skal man ikke glemme værdien af det i de øjeblikke, hvor det går godt. I en sætning og med andre ord, så bliver Bateman og dem, der lever et liv, der er sammenligneligt med hans, et kærkomment fortidslevn, hvis vi også anerkender og værdsætter livets virkelige værdier i de lykkelige tider.