Sommetider skal der blot en lille ting til for at skabe en stor forandring. Kim Hiorthøys bog er et fremragende eksempel herpå. Med sin næsten naivistiske streg og sine til tider banale, men koncise hverdagsbeskrivelser af den menneskelige tilstand, har han kreeret et særligt univers, der er både sart, absurd og sansevækkende på en og samme tid. Hos Hiorthøy forenes forvirring og uigennemskuelighed med refleksion og livsindsigt i en verden, hvor det visuelle og det tekstuelle ved først øjekast slet ikke hænger sammen. Og så alligevel.
KRUSEDULLEDE KURIØSITETER
Den norske tegner og grafiker Kim Hiorthøy har samlet en blanding af kortprosa og blyanttegninger i et meget fint lille værk, som han har valgt at give en knap så lille titel.
Det hvide omslag — der mest af alt minder om et typisk A4-ark, hvorpå der er skitseret farvekridts-kruseduller af menneskelige skikkelser og tilfældige noter i kejtet håndskrift — på samme tid forvirrer og inviterer ind i Hiorthøys besynderlige univers. Og ved første gennemlæsning lever værket helt op til sit førstehåndindtryk — jeg er lettere desorienteret og forbandet nysgerrig på at forstå mere. Forstå bedre.
Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig er et indblik i en jeg-fortællers livsøjeblikke. Hverdagsmomenter i mødet mellem mand og kvinde, menneske og ko, ven og ven, samt jeg’et og sig selv. Blandt andet. Værket bevæger sig ind og ud imellem en række af de eksistentielle tematikker, de fleste af os, kender så godt. Ensomhed, sårbarhed, livskriser i større eller mindre grad, ønsker om (og behov for) menneskelig nærhed, isolation, svigt og angst for at åbne op. For at lukke ind. Sidstnævnte illustreres egentlig ganske fortrinligt i bogens åbningstekst, hvor Hiorthøy demonstrerer en ret præcis træfsikkerhed i sit valg af ord:
En morgen lige efter morgenmad ringede det på. Jeg gik hen mod døren for at åbne, men så tøvede jeg. Det ringede på et par gange til, så stoppede det. Jeg rørte mig ikke. Først efter omtrent en halv time åbnede jeg døren, og da var der ingen derude.
Stemningen i uddraget er en helt speciel nuance af livsangst og menneskelig afsondring. Her fornemmes næsten den underliggende tilstand i jeg’et, der pendulerer mellem ikke at kunne åbne op og lukke nogen ind (i sig), og det desperate behov for interaktionen og kontakten til noget andet (levende). Et menneskeligt spejl på egen eksistens. Men som det så ofte sker, når vi tøver, forsvinder øjeblikket. Vi bliver handlingslammede, og når vi endelig “åbner”, er “der ingen derude”.
HUDSULT & FORFALD I DET MODERNE FORHOLD
Et par sider længere inde i værket serverer Hiorthøy en af de bedste skildringer af det moderne forholds forfald, jeg længe har læst. Han giver mig i sine 10 finthæklede sætninger en version af starten (og således også den begyndende uundgåelige slutning) på mine 3 sidste forliste kærlighedsrelationer. Og det svider næsten, så klokkerent rammer han mig.
Sent en eftermiddag mens jeg sad alene og lod tankerne flyve, ringede det på døren. Jeg åbnede, og der stod Henriette, hun var nøgen og så ud som om hun havde løbet. Hej, sagde jeg. Hej, sagde hun. Må jeg komme ind? Selvfølgelig, sagde jeg, har du lyst til kaffe? Jeg vil hellere kysse dig over hele kroppen, sagde hun. Det er fint med mig, sagde jeg. Kaffen kunne vi jo drikke senere. Men bagefter opdagede jeg selvfølgelig at jeg ikke havde kaffe. Det var noget jeg bare havde foreslået i en slags døs, man kan måske sige, uden at være klar over konsekvenserne. Skuffelserne, nederlagene. De vil ingen ende tage.
Her lukker jeg’et endelig op og ind. Og hudsulten stilles, begær slukkes. Men så starter balladen. Først er der løftet, der bliver kastet ud i den spæde begyndelse af nøgen kådhed. Men det bliver så den grundlæggende tone, der danner baggrundsmusik for hele det efterfølgende forhold. Et løfte, der blev til en løgn, da det ikke kunne indfries, der blev til skuffelser og nederlag uden ende. Hvor jeg dog kender det, Kim!
TITEL, TEGNING & ZEITGEJST
Lad os her til slut vende blikket tilbage til titlen og bogens omslag. Tekster og tegninger – sådan undertitulerer Hiorthøy selv den lille kuriøse bog, der i 2019 så lyset fra Arkiv for detaljer i sin danske oversættelse. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan genre-bestemme Hiorthøys værk bedre end ham selv. Og det er ganske passende og i virkeligheden en fornøjelse, at han på den måde fortæller mig, hvad jeg får, og så ovenikøbet også leverer, hvad han lover — tekster og tegninger.
Den lange titel kan fortolkes i mange retninger, og jeg vil afholde mig fra at udsætte nogen for alt for mange forsøg. Men jeg kunne nu godt blive fristet til at udlægge Hiorthøys “blive god til at synge” som en udgave af det moderne menneskes konstante forsøg på selvudvikling og selvindsigt. Måske mener han simpelthen blot, at livet skal synges, og hvis man øver sig på at blive god til det (altså blive god til at være menneske), så er det en umulighed at svigte sine medmennesker. I modsætning til den vanvittige situation, hvor jeg’et — i en slags pratical joke — udsætter sin ven for et absurd svigt, imens selvsamme ven forsøger at bane sig vej ind i jeg’ets egocentrerede ekkokammer (eller med andre ord ind i jeg’ets tillidssfære) ved sårbart at italesætte sin livskrise. Ved ikke at være god til at synge i det øjeblik, svigtes den bedste ven.
Hiorthøy har fremstillet et stykke mærkværdigt og fragmenteret litteratur, der på den ene side fremstår helt randomiseret og rå, men på den anden side udgør en velkomponeret polyfoni af visuelle og narrative elementer. I samspillet med de simple blyanttegninger af tomme rum, tomme gader og tomme samleger understreges den gråtonede og depressive ensomhed i jeg’ets realverden. Tegningerne afbilleder på den ene side aldrig direkte noget tekstuelt, men altid stemningen, tonen, underlægningsmusikken. Det er som om solen aldrig helt står op — og jeg elsker det. Jeg vil lære mere, gå dybere, forstå bedre. Jeg får lyst til, at det skal stå helt klart for mig, hvad jeg har med at gøre, som Hiorthøys Hanne ønsker det står klart for jeg’et i værkets afsluttende tekst:
Hanne så på mig. Hun lagde sine hænder på mine skuldre. Jeg vil have at det skal være helt klart hvad det her handler om, sagde hun. Kan du ikke skrive det på en lap papir? sagde jeg.
Som var alle tekster i værket blot papirlapper og kruseduller kastet sammen i et omslag. Jeg er forundret, irriteret, forelsket, lettere deprimeret og fuldkommen fascineret i min helt egen polyfoniske tilstand og værket kommer med mine varmeste anbefalinger. Und dig selv at blive forvirret og forført ind Hiorthøys syrede og fragmenterede virkelighed. Læs bogen, og så læs den igen. Skriv dig det bag øret eller på en lap papir — den er det hele værd.
Info
Kim Hjorthøy: Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig
Arkiv for Detaljer
2019
Omslag: Kim Hjorthøy
Oversætter: Rikke Oberlin Flarup & Kirsten Vestergaard Mikkelsen
Udgivelse: Første gang på Forlaget Oktober as, 2002, udgivet efter aftale med Oslo Literacy Agency
Køb bogen på forlagets hjemmeside her