Sidste år læste jeg Naja Marie Aidts bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Det var en mavepuster, men også en opvågning. På tre uger formåede jeg, hvad jeg forgæves havde forsøgt på i 3 år: at færdiggøre et manuskript.
Hvad er en begivenhed?
Det er ikke svært nøjagtigt at påpege de steder i livet, hvor man skifter retning. Som regel kan man sætte et årstal eller ligefrem en dato på. Det, der er svært, er at forklare, hvorfor man skiftede retning. Hvad var årsagen? Hvilken logisk tankerække eller mental kortslutning førte til, at man pludselig vendte om og blev en anden?
Det giver den danske filosof Ole Fogh Kirkeby et svar på. I min optik har han opfundet sin egen begivenhedsfilosofi. Det starter i hans ph.d., der hedder Begivenhed og krops-tanke, og det fortsætter med Eventum Tantum. I Eventum Tantum skriver han: ”At tage begivenheden alvorlig, er at revolterer mod begrebet om et substantielt og essentielt ”jeg”, og erstatte det med et billede af tilblivelse.”
Begivenhedsfilosofien foreskriver kort og godt, at begivenheder indtræffer i vores liv, og at disse indtrufne begivenheder er determinerende. De har deres egne iboende kræfter, hvorfor de påvirker os og giver os form. Men vi har indflydelse på begivenhederne, fordi vi kan tillægge dem mening. Forholdet mellem mennesker og begivenheder er derfor elastisk: De former os, og vi former dem, men både begivenheder og mennesket kan forgribe sig på hinanden og strække hinanden.
Hvad det konkret betyder, kan jeg illustrere med nogle ord, som Kirkeby sagde under en forelæsning i 2007: Han sagde, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom. Med det mener han, at barndommen bor i os som en begivenhed. Vi bliver aldrig færdige med at tolke den, og vi bliver aldrig færdige med at lægge mening i den. Og imens vi definerer og lægger mening i den, så former den os. En interessant konsekvens af det er, at den grammatiske tid ”datid” ikke giver nogen mening. For det indikerer, at den begivenhed, vi beskriver, allerede er overstået og afsluttet. Men det er den ikke. Begivenhederne bor i os. Vi bliver aldrig færdige med dem, og de bliver aldrig færdige med os. De slutter aldrig, men er altid i gang med at blive til.
Derfor er det omsonst først at begynde at gøre noget, når man er klar til det. Man bliver aldrig klar, hvis man ikke forstår, at man allerede er i gang, mens man tænker på at begynde. Hvis der er noget, jeg har taget med mig fra min studietid på CBS og fra Kirkebys bøger, så er det netop den indstilling.
Begivenheden, der ændrede alt
Det er januar 2016, og min bedste ven, Lasse, bliver diagnosticeret med ALS. Det er der ingen behandling for, og de diagnosticerede dør inden for fem år. Jeg har kendt ham, siden jeg var 12 år gammel, og vi har været hinandens skygger fra ungdommen og op igennem voksenlivet. Vores liv var et sammenvævet tæppe, som det havde taget over 20 år at fabrikere. Da han fik diagnosen, var det en dødsdom – ikke kun for ham, men også for en del af mig.
Det er min begivenhed. Det er den store begivenhed, der skal forme mig og gøre mig til en anden end den, jeg var på vej til at blive. Problemet er bare, at begivenheden var et overgreb. Elastikken er spændt til bristepunktet, og jeg er ved at blive flået itu – både af sorgen og af meningsløsheden.
Men der er intet at gøre. Det kommer til at ske. Den meningsløse død finder sted, og der er intet exit. Men der er noget andet: nemlig en tilgang. Jeg kan, med reference til Kirkebys filosofi, selv fylde mening i døden. Så det gør jeg. Jeg tager orlov fra arbejdet og bliver handicaphjælper for Lasse. Imens jeg er det, begynder jeg at realisere en drøm, som jeg har skubbet foran mig alt for længe: Jeg begynder at skrive på et gigantisk sci-fi-værk.
Jeg er handicaphjælper for Lasse i 8 måneder, før vi tager af sted til Singapore, hvor min kone tiltræder en ny stilling. Nogle uger før vi rejser, tager jeg ind på mit gamle arbejde og konverterer min orlov til en opsigelse. I Singapore trives jeg som hjemmegående far, imens jeg skriver videre på mit sci-fi-værk, der efterhånden er vokset til over 800 siders noter og et hav af udkast til ikke bare en enkelt, men flere bøger. Imens det vokser, skriver jeg nogle andre tekster, der ikke rigtigt passer ind nogen steder. Det er tekster, som jeg har svært ved at forholde mig til. De har intet med sci-fi at gøre, og de er fragmenterede, sorte som sod og uendeligt melankolske. Jeg har svært ved at finde mig selv i dem, men det står dog klart for mig, at de må skrives. Efter et år i Singapore tikker der en besked ind på Messenger: Lasse er døende. Han dør, inden jeg når at flyve til Danmark for at sige farvel.
Sorgen kommer buldrende, og imens den gør det, flyder skriften fortsat ud af mig. Jeg skriver digte, short stories og fragmenterede små tekster, der er lukkede om sig selv og hårde som kul. Tiden går.
Bogen, der ændrede mig
Kontrakten i Singapore løber ud, og vi flytter tilbage til Danmark. Jeg skriver fortsat videre på både sci-fi-værket og de underlige, sorte tekster. En dag kommer jeg hjem med en bog fra biblioteket. På det tidspunkt ved jeg ikke, at den bog kommer til at ændre mig. Det er Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Det er en bog, hun har skrevet, efter hun mistede sin 25-årige søn, Carl.
Najas bog er uskøn og fragmenteret og skrevet dybt inde fra den rå sorg. Den er hudløst ærlig og gennemsyret af en uprætentiøs og direkte tone. Selvom den kan siges at være ”selvbekendelseslitteratur”, der jo ikke anerkendes som kunst af litteraturpaverne og smagsdommerne, så er den et litterært powerhouse.
I et interview med Gita Pasternak fortæller Naja:
Da min søn døde, mistede jeg evnen til at læse. Senere har jeg forstået, at det har noget at gøre med det, der sker med hjernen, når man oplever et voldsomt traume. Der er nogle forbindelser i hjernen, der lukker ned, så man blandt andet har meget svært ved at koncentrere sig.
Elastikken er sprunget. Det er for sent. Begivenheden er for voldsom. Hun er gået i stykker. Hendes søn er død, og hun er blevet til en forfatter, der hverken kan skrive eller læse. Men efter et års tid kommer hun i gang igen.
I begyndelsen var det kun bittesmå stykker, jeg skrev, nogle gange kun få ord eller linjer. Efterhånden opstod en prosatekst, der beskriver de to døgn, fra jeg fik meddelelsen om, at min søn havde været i en katastrofal ulykke, til han blev erklæret hjernedød på Rigshospitalet. Den blev en slags træstamme i manuskriptet.
Carls død er det, som Aidt benævner som træstammen, og som – med endnu en reference til Kirkeby – er den iboende kraft i begivenheden. Døden er et faktum, der ikke kan gøres noget ved. Rundt om den ligger meningen i skår – præcis som et puslespil, der ikke går op.
Disse prosastykker – for teksten kommer i små bidder – omfavnes så på en måde af alle mulige små tekster: digte, fragmenter, citerede stykker fra andre digteres værker, små essayistiske stykker, dagbogsnotater fra fortid og nutid og min søns egne digte og noter, blandt andet – og de blev en slags kviste, grene og blade på træstammen.
Formen i Najas bog er således uendeligt ærlig overfor sorgen, der om nogen menneskelig erfaring må siges at være fragmenterende. Jeg har hørt, at andre læsere af bogen har sagt, at den har givet dem et sprog til at håndtere deres sorg. Men for mig var det noget andet. Det var formen, det fragmenterede, som jeg genkendte. Jeg genkendte det fra mine egne sorte tekster.
Og det går op for mig, at de skår, som Naja har samlet op fra alle sine 25 år med sin søn, er hendes forsøg på at lægge mening i begivenheden. Det er et eksistentialistisk ærinde, som jeg genkendte øjeblikkeligt.
Jeg læste Aidts bog på to dage, og jeg græd som pisket imens. Da jeg læste den, vidste jeg, hvad der skulle ske med de sorte tekster. På tre uger formåede jeg det, som jeg forgæves havde forsøgt på i tre år. I december 2019 sad jeg med et færdigt manuskript i hånden. Det var et vendepunkt.
Manuskriptet, som forhåbentlig bliver min debut som forfatter, er ikke det sci-fi-værk, som jeg så målrettet har arbejdet på siden 2016. Det er derimod et stykke selvbekendelseslitteratur, der er opstået som en ukontrolleret restproduktion, og som i sin form imiterer Aidts bog.
Når vi skriver, skaber vi begivenheder. Og hvis vi gør det godt, tager læserne begivenhederne til sig, fylder mening i dem, og bruger dem måske endda til at skabe sig selv. Aidt, tror jeg, er enig med Neil Gaiman, når han i en af sine taler i A view from the cheap seats forklarer, hvorfor han skriver: ”Because somewhere out there is someone who needs that story. Someone who will grow up with a different landscape, who without that story will be a different person. And who with that story may have hope, or wisdom, or kindness, or comfort”. Vi skriver for at give tilbage.
Første artikel i serien: Da det begyndte at give mening: Om ordene, der ændrede mig.
Gæsteskribent: Jannik Fogt