ROMAN I STYKKER: Vi befinder os i en provinsby i Danmark, i et “dengang”, i en tid mellem krig og fred. Alting er spaltet, fragmenteret, i stykker som romanen selv, og udover denne kendsgerning synes ingenting helt til at greje. Men måske alting ikke kan grejes, når det handler om krig?
Poetisk diskurs og prosalyrik
Filskovs Barnet i trækvognen er skrevet i en poetisk diskurs, fyldt med metaforer og generelt med billedskabende sprog, som det eksempelvis fremgår af følgende passage:
I januar måned dette år var min bror et hoved højere, var min søster et hoved højere, var deres stemmer et hoved højere, de summede over mig som travle bier, imens jeg legede nede ved gulvhøjde, nede ved græshøjde, nede ved jordhøjde og regnormehøjde. – Dengang jeg ingenting vidste – ikke vidste, at det, der rullede rundt på udhustaget, som lignede en bombe, ikke var en bombe, men bare en rusten metaldåse, som tilfældigt var havnet på det flade tag ved siden af skorstenen og nu trillede skramlende, larmende rundt.
Et andet godt eksempel på Filskovs prosapoesi er følgende:
I DET ORANGE hus bor kvinden med den lyse hud, de hvide arme, de hvide ben, bor
hendes sorte hund med det store, firkantede hoved, det knurrende, glubske gab, bor
hemmeligheden, tavsheden og det vi ved, som vi ikke mere kan huske.
I formuleringen “I DET ORANGE hus bor kvinden med den lyse hud, de hvide arme, de hvide ben” gøres kvinden på nærmest synekdokisk vis til en helhed af dele: hud, arme og ben. Formuleringer som denne er næsten geniale og i hvert fald kendetegnende for Filskovs roman.
En helhed i stykker
På bogens forside er genren angivet som “Roman i stykker”, og med dét og den poetiske diskurs in mente er det svært ikke at associere til genrekammerater som Baudelaires Spleen de Paris (1855); genrebetegnelsen for Filskovs roman kunne efter min mening måske lige så godt have været prosadigte.
Som Spleen de Paris er Filskovs Barnet i trækvognen en noget sammensat helhed. At Filskov netop har valgt at give sit værk denne sammensatte form, altså at gøre den til en roman i stykker, er utroligt meningsfuldt i forhold til temaet krig eller nærmere erindringen om en krig, der fungerer som romanens bindemiddel, idet krig jo netop spalter, fragmenterer og slår mennesker, samfund etc. i stykker. Bogens form kan siges at være en direkte ydre oversættelse af dens indhold.
Det mere konkrete indhold i Barnet i trækvognen, hermed mener jeg sprogets semantiske niveau, er også fragmenteret. Der er ikke nødvendigvis en tydelig sammenhæng mellem bogens forskellige afsnit, det være sig internt i et kapitel eller kapitlerne imellem. Der er mange tomme pladser i indholdet rent semantisk, hvilket både er spændende, stimulerende og frustrationsvækkende.
Som konsekvens af romanens fragmenterede indhold og form, sad jeg, da jeg havde læst romanen færdig, en smule forvirret tilbage. Dette er dog ikke nødvendigvis et negativt tegn, for vil noget, der er i stykker, fragmenteret ikke altid gøre een lidt forvirret? Hvorvidt hun er lykkes med sin roman i stykker, Barnet i trækvognen, er svært at vurdere definitivt. Jeg er ikke sikker på, jeg har fået alt med, men romanen har uanset hvad sat sig i mig. Hendes roman i stykker er mærkelig, mystisk og eksperimenterende på en smuk måde – og bestemt læsværdig.
Info om forfatteren:
Birgit Filskov (f. 1941) er uddannet bygningsmaler. Hun debuterede i 1975 med Lyset, drømmen, døden (digte) og har siden udgivet både noveller, romaner og flere digte. Filskov har modtaget mange priser og legater, fx har hun flere gange modtaget Statens Kunstfond arbejdslegat, senest i 2006.
Romanen kan købes her.