Forlaget Sidste Århundrede har udgivet sindssyge, surrealistiske kortfortællinger af den skæve og spændende forfatter Jean Ferry, der inviterer læseren ind i en fremmed verden fyldt med gru, fantastik og syretrippende illusioner.
I Lokomotivføreren og andre fortællinger er der deliriske, frygtelige drømmescenarier, mareridtslignende skildringer fra menneskeagtige livs fremmedgørende tilstande og eventyrlige fortællinger om gengangere. Fortællinger som “Et udflugtsmål,” “Ombord på Valdivia,” “Robinson” og “Rapa Nui” har deres eventyrlige, nogle gange helt opdagelsesrejsende-agtige karakter, blot altid med et slør af vanvid. I fortællingen “Kafka eller “Det hemmelige selskab”” fortælles der om et hemmeligt selskab, der er så hemmeligt, at man hverken ved, om man er optaget i det eller ej; man kan være med uden at have ansøgt om optagelse, og dette gør hovedpersonen – med det genkendelige navn Josef K. – urolig. Der er den uhyggelige fortælling om “selskabstigeren,” der er en lystig cirkusforlystelse, men som bag kulisserne vidner om en verden som “et stykke mekanik,” “en skrækkeligt ustabil ligevægt,” der hvert øjeblik kan brase i grus og historien om lokomotivet, der aldrig kan eller vil stoppe. Lige så broget som verden er denne samling af fortællinger.
En metafiktiv udgivelse
Der findes et hav af historier i denne bog, 24 for at være helt præcis. Allerede ved den indledende notits i Lokomotivføreren og andre fortællinger får jeg en fornemmelse af, hvilken bog jeg har i hånden, hvilken type forfatter jeg skal til at give mig i kast med. Bogen åbner med en kommentar om den påstand, at en fremtidig udgivelse af denne er usikker, og herefter beskrives på nogle få sider en potentiel rejse for det foreliggende manus: Hvordan det bliver anbragt i bunden af en kommodeskuffe, bliver fundet, krøllet sammen, smidt ud, sendt til Afrika med dampskibe, ender hos en afrikansk stamme, m.m. Denne tilblivelseshistorie gør Ferrys fortællinger metafiktive, i og med udgivelsen af fortællingerne i Frankrig bliver en del af fortællingen og oversættelsen til dansk også. Det bliver lige pludselig en mangfoldig metafiktion med Sidste Århundredes publikation af disse fortællinger, der altså bygger videre på denne lange tråd af receptions- og udgivelseshistorie. Dette er ikke fortællinger, der sælger ud med traditionelle klichéer og floskellignende konstruktioner.
Oulipo
Det er svært at karakterisere Jean Ferrys skrivestil uden at sætte ham i bås og dermed gøre mere skade på fortællingerne end gavn. Men noget er sikkert og vist: Legen med anskuelsen af et værk, forfatter-/læseperspektiv og nedbrydning samt opbygning af narrativer er noget, der i en litterats verden vækker minder om Den ny roman og Oulipo til live. Jean Ferry var æresgæst netop hos det notoriske Oulipo, der bestod af en gruppe fransktalende forfattere som Georges Perec og Italo Calvino, der gjorde et forsøg på at opdage nye potentielle fortælleformer i skønlitteraturen, der løsriver sig fra en mere traditionel fortælleform (eller fra den “klassiske roman”), og der findes tydelige spor af denne litterære bevægelse i Lokomotivføreren og andre fortællinger.
Der er mange fortællinger, der kommer til at frustrere læseren, de frustrerede i hvert fald mig, og det gjorde kun fortællingerne mere spændende og nuancerede.
En fransk ædelsten
Jean Ferrys Lokomotivføreren og andre fortællinger er hundrede procent værd at stikke sin næse i, og hvis man er til forlaget Sidste Århundredes udgivelseskatalog og er klar på endnu en anderledes læseoplevelse, anbefaler jeg varmt at læse Ferrys korte fortællinger, der nu er udkommet i en flot dansk oversættelse. De både spændende, skræmmende og fantastiske fortællinger kan kun, hvis ikke udvide læserens læsehorisont, så underholde overordentligt meget. Forlaget har virkelig med denne udgivelse fundet en lille juvel, jeg i hvert fald indtil nu ikke før har set – det er op til læseren selv at vurdere, om det er en smuk eller grim juvel.
