I Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse (2017) forsøger Mithu Melanie Sanyal (f. 1971) at foretage, hvad man kunne betegne som en voldtægtens fænomenologi. Som den noget tørre og/eller kriminalromansklingende titel afslører, undersøger Sanyal i værket forskellige aspekter af fænomenet voldtægt, eksempelvis voldtægts juridiske, sociale, historiske, etiske, emotionelle og etymologiske aspekter. Selvom elementer af denne Sanyals voldtægtens fænomenologi sådan set er interessante nok, er værkets diffuse, inkonsekvente fremstillingsform og meget kvalitetsvarierende og kun i begrænset omfang originale indhold så forstyrrende, at jeg som læser har en følelse af ikke at have fået meget mere ud af læsningen end en masse litteraturhenvisninger. Det er svært at vurdere, om og hvor meget nyt Sanyal med sit seneste værk bidrager til voldtægtsdebatten. Der er langt mellem guldkornene, hvis der overhovedet er nogen, og er der nogen, oprinder de højst sandsynligt ikke fra Sanyal selv. Selvom forfatterens ambition tydeligvis er god, forekommer Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse mig mest af alt at være en popvidenskabelig citatmosaik.
Popvidenskabelig journalistik
Som du nok kan fornemme på ovenstående, har det helt ærligt været en meget uinteressant oplevelse at læse Mithu M. Sanyals Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse (2017). Dette skyldes blandt andet værkets fremstillingsform, hvis immanente identitetskrise ikke gør noget godt for læsningen. Trods sin begrænsede længde på 181 sider (eksklusiv noter og litteraturliste) indeholder værket 609 noter, 16 siders litteraturliste og et voldsomt regnvejr af citater. For mig var det faktisk heri, det mest interessante ved værket bestod. Noteapparatet, litteraturlisten, citaterne samt Sanyals baggrund som journalist og kulturhistoriker, og måske også titlen, der fremkalder associationer til afhandlinger, kan foranledige læseren til at tro, at Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse er et sagligt og videnskabeligt værk, hvilket overhovedet ikke er tilfældet. Som jeg uddyber i næste afsnit, holder Sanyal sig ikke til “objektive og nøgterne kendsgerninger, uden at inddrage uvedkommende personlige vurderinger, interesser el.lign.” (ordnet.dk). Sprogets stil er derudover præget af inkongruens, fravær af præcision og et efter min mening generelt alt for let, hermed mener jeg simpelt, uformelt, sprog, flere steder næsten talesprog, selvom Sanyal ind i mellem kommer i tanke om et fremmedord. Den generelle sproglige simpelhed modsvarer dårligt den i hvert fald udefra videnskabelige fremstillingsmodus. En konsekvens af denne sprogstil er, at alt for mange af Sanyals sætninger ganske enkelt ikke giver mening. Inkongruensen, fraværet af præcision og simpelheden i sproget kan identificeres som et forsøg på at lette formidlingen og gøre værket tilgængeligt for alle. Dette harmonerer ikke med den målgruppe, som værket i kraft af sit saglige og videnskabelige element henvender sig til. Som konsekvens af denne dobbelthed optræder værket og forfatteren uenig med sig selv. Jeg er fristet til at sige, at Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse er dårligt skrevet, men i denne forbindelse bør det indskydes, at der kan være gået sproglig elegance og mening tabt i oversættelsen. Det vil jeg lade være et åbent spørgsmål.
Noget nyt at fortælle?
At det for mig har været en meget uinteressant oplevelse at læse Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse vedrører også den kendsgerning, at værket i realiteten ikke præsenterer nye perspektiver, men blot synes at gentage perspektiver, de fleste i forvejen har kendskab til gennem voldtægtsdebatten, som – heldigvis – stort set er umulig at overhøre. Denne mangel på “nyheder” og gentagelsesmønstret var en stor skuffelse, blandt andet fordi mængden af citater og eksempler fra voldtægtssager og deslige verden over er så overvældende, at jeg som læser ikke har en fornemmelse af Sanyals egen stemme.
Generende vurderinger og kommentarer
De eneste steder, jeg som læser har perciperet en Sanyal-stemme, er i de utallige vurderinger og kommentarer, som hun strøer om sig i utide og utide. Se eksempelvis det fremhævede tekststykke i følgende citat fra bogen:
Frem til i dag udgør skildringen af korporlige grænseoverskridelser som (voldtægtsforbryderens) “triumf” en topos i voldtægtsfortællinger, i lighed med “mandens opdagelse af, at hans genitalier kan indsættes som våben”. Egentlig kunne man tænke, at der næppe findes noget, der er mindre egnet som våben end en penis […]
Et andet eksempel: “Vi lever ganske vist endnu ikke i den bedste af alle verdener, men i hvert fald i et andet land end i 1970’erne”. Disse vurderinger og kommentarer er ofte upassende i begge ordets betydninger, dvs. både irrelevante og malplacerede, og selvom de oftest er tænkt som en form for comic relief, virker de modsat (på mig) end tilsigtet: Jeg underholdes eller griner ikke af vurderingerne eller kommentarerne, men af Sanyal, fordi vurderingerne og kommentarerne virker som forstyrrende afbrydelser og fyld, som får forfatteren til at fremtræde uintelligent og desperat higende efter formidlingens succes, læserens accept og respekt. Sanyal forsøger at være trendy og mangfoldig, men fremtræder i stedet en smule kikset og alt for populistisk. Sproget, vurderingerne, kommentarerne, de mange noter og det hovedsageligt træge indhold betyder, at Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse desværre forekommer alt for lang og upræcis.
INFO
Forfatter: Mithu M. Sanyal
Titel: Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse (Vergewaltigung. Aspekte eines Verbrechens, 2016)
Oversat af: Birgitte Grundtvig Huber
Forlag: Tiderne Skifter
Sideantal: 233
Bogen kan købes her