Folk elsker at købe ting, der er retro, og især retrospil. Rumle Hovmand har skrevet en fagbog om videospillenes historie, som med garanti vil berige læseren med en følelse af nostalgi og en trang til at finde deres gamle videospil frem.
Hvorfor en bog om videospil, hvis man ikke er ’gamer’?
Jeg kan ikke karakterisere mig selv som gamer. Jeg spiller ikke, og jeg har nærmest ingen kendskab til videospil eller deres udvikling. Retro – Videospillenes historie er umiddelbart et meget nichepræget stykke faglitteratur. Og dog. Det kan måske godt være, at jeg intet kendskab har til videospil, men gamer-kulturen har spredt sig kolossalt. I dag er e-sport en anerkendt sport, og nogle youtubere tjener millioner af kroner på at anmelde og streame deres videospilsoplevelser. At være nørd er ikke nødvendigvis et skældsord.
Det er især videospil, der er blevet mainstream, og min motivation for at læse Rumle Hovmands Retro – Videospillenes historie var netop for at lære mere om dette populærkulturelle fænomen, som jeg ikke selv er en del af, men som jeg ofte møder i min omgangskreds.
På trods af at videospil ikke er min verden, har jeg dog spillet noget som barn, og at læse om den gamle, originale PlayStation og se billeder fra nogle af de forskellige spil bragte mig direkte tilbage til barndommen. Jeg kom i tanke om dejlige minder om min bror, der blev arrig på mig, når vi spillede Tekken 3, da han ikke kunne bruge de avancerede kampteknikker, fordi jeg blev ved med at bringe hans spiller ud af fokus ved at trykke på sparke- og slå-knapperne. Det var minder, jeg troede, jeg havde glemt, og som det var en fornøjelse at genopleve på grund af denne bog.
Kun for begyndere
Retro – Videospillenes historie er en gennemgang af videospilkonsollernes udvikling og til dels også spillene. Rumle Hovmand har inddelt denne udvikling i ’generationer’, hvor han gennemgår hver konsol fra de forskellige firmaer; deres forskelle, deres ligheder, deres popularitet, deres indbyrdes konkurrence og firmaernes strategier, og hvordan konsollerne påvirker spiludviklingen. Han starter (en smule overfladisk) med at fortælle om et mekanisk underholdningsspil i det femtende århundrede, der kan ses som en forløber for pinball-maskinen og de første arkadespil i 1970’erne, og hvordan disse arkadespil kom i komprimererede udgaver til det, vi i dag kender som videospil. Hvad jeg især godt kan lide her, er, at han ved hver generation opsummerer den generelle teknologiudvikling, så man forstår, hvorfor de hver især fortjener at have deres eget afsnit.
Disse inddelinger i ’generationer’, som man måske kan genkende fra fx PlayStation 1. generation, PlayStation 2. generation osv., gør det let og overskueligt at orientere sig i bogen. Sproget er nemt at forstå, og emnet bliver forklaret meget enkelt. Et problem er dog, at der bliver nævnt godt og vel 50 forskellige spilkonsoller, som i gennemsnit bliver beskrevet på 30-40 linjer. Derved er der en risiko for, at læseren glemmer nogle oplysninger eller blander dem sammen, fordi man straks er videre i beskrivelsen af en ny konsol og en ny igen. Der er ikke nok kød på teksterne til, at man har tid til at processere det, man har læst og dermed huske det, selv om man selvfølgelig har mulighed for at gå tilbage og genlæse, hvis man skulle have brug for det. Dernæst er det ikke en bog for folk, som allerede har en vis viden om videospil, for der mangler lidt kød på teksterne. Det virker til tider selektivt, hvor meget Rumle Hovmand vil inkludere i sine beskrivelser, fx er hans eneste kommentar ved omtalen af PlayStation Vita denne:
Senere i 2011 udkom SONY med efterfølgeren til ”PSP”, kaldet ”PlayStation Vita”. Systemet havde mange lighedspunkter med ”PSP”, men langt kraftigere. Endvidere brugte den små hukommelseskort i stedet for ”UMD Discs”. Populære spil til ”PlayStation Vita” var ”Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots”, ”Yakuza 4” og ”Lost Planet”.
Det er det eneste, der står om denne konsol. Det er selvfølgelig ikke standarden, men jeg noterer, at der hverken står, hvor meget den har solgt indtil videre, hvordan den er blevet modtaget af brugerne, eller hvordan den er ’kraftigere’ end PSP’en. Hvis man godt kan lide at gå op i detaljer, som dem jeg har nævnt, kan man nemt blive skuffet, fordi der mangler uddybelse. Han kommer ind på det med de større og mere kendte konsoller, men denne diskontinuitet af fakta giver dog bogen indtrykket af at være overfladisk oplysende.
Som sagt vil en, som allerede har et vist kendskab til videospil og deres udvikling, ikke få meget ud af denne bog. Til gængæld er den et godt fundament for ham eller hende, som ingen viden har på området. Den giver én et godt udgangspunkt, og jeg vil helt klart anbefale den til nybegyndere som mig selv. Dog er det nostalgien i at gense de gamle spil, der gav mig den bedste forståelse af værdien i retro.
Info
Oliver Rumle Hovmand: Retro – Videospillenes historie
148 sider
Juli 2018
Bogen kan bl.a. købes her