Pia Busk præsenterer i sin anden udgivelse et overordentligt vellykket miskmask af Ovid, mytologi, afhængighed og en kunstnerisk metadiskussion.
Introduktion til Ovid
Med sit A-4-format giver Corinna og jeg god plads til de Ovid-inspirerede digte, om end Busk i forordet kommer med en lidt forsigtig disclaimer; digtene følger ikke Ovids elegiske versemål slavisk, de er blot designet, så de ligner Ovids digte. Busk bemærker også, at ”for mig har det ikke den store betydning.” Det har det sådan set heller ikke for mig, så nødvendigheden af dette forord, hvor også ”professoren” introduceres, kan diskuteres. Professoren er Pia Busks (og digterjegets) kilde til den romerske digter Ovid, professoren har besøgt hende fast hver torsdag i elleve år, og forholdet mellem de to har bestået af betalingssex og højtlæsning af bl.a. Ovid. Jeget transformeres for professoren til Ovids Corinna, og således er scenen sat for en lang række digte, der specielt i første del ”En andens hud” trækker på romersk og græsk mytologi. Denne biografiske introduktion står lidt og blafrer i vinden, men anderledes interessant er en oversigt bagerst i værket, der knytter de enkelte digte til passager fra Ovids Amores. Her kan man få lov til at nørde lidt, og på den måde kan Corinna og jeg også fungere som en moderne (gen)introduktion til Ovids tidligste digte. Dermed er det ikke sagt, at et forhåndskendskab til Ovid er nødvendigt, idet Corinna og jeg absolut fungerer som selvstændigt værk.
Skriftdiagnosticering
Grænsen mellem fiktion og virkelighed overskrides yderligere igennem hele værket, eksempelvis her hvor jeget deklamerer, at ”Mine digte er ikke andet end Pia Busks digte”, ligesom værkets tilblivelse diskuteres; ”Digtere stjæler” lyder det bl.a. i digtet ”Problemer”, hvor der også trækkes store linjer mellem store forfattere; fra Ovid til Shakespeare, Goethe, Oehlenschläger og T. S. Eliot. Således har Busk også stålet, eller lånt i al fald, med arme og ben, og dette Frankensteins monster-projekt lykkes besnærende godt. Allerbedst bliver Busk i midterdelen, der kredser om stofafhængighed. Her fylder de syv ”metadonsonetter” flot i landskabet med deres voldsomme fremmedgjorthed, hvor skriften igen tematiseres: ”At blive afgiftet er at blive ved / med at skrive i eksilet”. Skriften er ligesom heroinen hele tiden til stede som flugtmulighed, og i Pia Busks univers er der meget at flygte fra. Ligesom misbrugeren diagnosticerer sin egen afhængighed, diagnosticerer digtene også deres egen skriftlighed og oprindelse. Det er et klogt greb, der aldrig føles fortænkt, netop fordi værket er så sammensat og taler med så meget andet litteratur. Særligt interessant er den sjette metadonsonet, der nærmest er udformet som en negativ poetik, der beskriver hele værket: ”Du kan ikke kalde dem digte / hvis de ikke rimer” og ”Digte skal handle / om træer og fugle og kærlighed”. Corinna og jeg afviser disse regelsæt, og Pia Busk graver poesien frem i sine urimede digte, hvor man skal kigge langt efter blomstermetaforer og kærlighed. Værket er i stedet gennemsyret af en hårdtslående og vanvittigt smuk misbrugsæstetik, der fungerer enormt godt i sammenhængen med de mytologiske elementer.
Klæg seksualitet
Når Pia Busk bliver allermest rå, er digtene tindrende smukke, og i anden- og tredjedelen, ”Kastanjely” og ”En ny tosomhed” føles det befriende at slippe lidt ud af Ovids faste greb, og professorens greb ikke mindst! Professoren, Mars, Helios og Zeus, som alle repræsenterer en insisterende og klæg mandlig seksualitet, der summer irriterende som en myg i mørket, efter man har lagt sig til at sove. Helios piller ved Ikaros, Mars har en slatten pik, Zeus deler coke i baner på toiletbrættet, professoren kommer på sexbesøg hver torsdag, og der gives et handjob under en universitetsforelæsning. Ovid og alle de andre ældre, magtfulde mænd gennemsyrer førstedelen, men det kvindelige jeg er bestemt også i besiddelse af en liderlig krop, og det seksuelle tematiseres på den ene side beskidt og klistret og på den anden side romantisk ophøjet. I ”Second Skin” fra førstedelen, som egentlig er et meget godt eksempel på, hvor meget de forskellige elementer sammenblandes hos Busk, har en af de græske muser en stemme ”som en beskidt nål”, og således banker stofferne også på her i et SM-præget møde mellem jeget og en halvgud klædt i sort latex. ”Vil du se mig i min huddragt?” runger det eksistentielt og Donnie Darko-ensomt ud mellem siderne her i ét af de allermest uhyggelige digte, hvor jeget for alvor morfer sammen med den mytologiske verden. I Corinna og jeg genskriver eller nedskriver Pia Busk Ovid ind i en ny og moderne underverden, der trods ensomhed og fremmedgjorthed emmer af overskud og kærlighed til sproget. Og til Ovid ikke mindst.
INFO
Pia Busk: Corinna og jeg
Digte
89 sider
Forlaget Gladiator
Digtsamlingen kan købes her