Det er ikke uden grund, at Vi var fiskere af nigerianske Chigozie Obioma blev shortlistet til Man Booker prisen i 2015. En djævelsk interessant bog, der sidder længe i læseren. Obioma indfanger sin læser, kravler ind under huden og bliver der i sin fortælling om en afrikansk familie i opløsning. En fortælling om en families skæbne, om broderkærlighed, om død, sorg og håb. Og så er den vidunderligt velskrevet.

 

Fiskerne

I nærværende roman følger vi familien Agwu, der tæller børnene David, Nkem, Obembe, Ikenna, Boja og Benjamin, hvoraf Benjamin på ni år er historiens jeg-fortæller. De er bedrestillede børn, idet deres far arbejder for Nigerias Centralbank, og moderen har sin egen butik. De ser imidlertid ikke meget til deres far, da han netop er blevet overført til en afdeling i en anden by til stor frustration for hele familien. Med en fraværende far i dagligdagen, spejler brødrene sig i hinanden, og særligt i de ældre søskende, hvis kærlighed og accept de naturligvis ønsker at opnå.

På trods af faderens fravær indgyder han både frygt og håb i børnene. De bliver fysisk afstraffet, hvis de har været ulydige, og samtidig stiller han høje krav til sine børn og deres fremtid. At de gør en indsats, at de prøver, at de tror på sig selv. Nedenstående ses et citat fra bogen:

””Godt. Sig alle sammen efter mig ‘mastodonter’.”

Mastodonter,” gentog vi.

Fulde af kraft. Ful-de-af-kraft. Fulde-af-kraft.”

Ustoppe-lige.”

Gode tings fiskere.”

Vores far lo en dyb, hæs latter, rettede på sit slips og så intenst på os. Med en stemme som steg i et nyt crescendo stødte han en knytnæve i vejret, så slipset fløj og råbte: ”Vi er fiskere.”

Vi er fiskere!” råbte vi højt i kor, hver især overraskede over, hvor pludseligt – og næsten ubesværet – vi var endt i denne begejstring.

Vi følger utrætteligt vores kroge, snører og lodder.

Sammenholdet styrkes imidlertid mellem brødrene, men efter et møde med den lokale sandsigerske Abulu, der er kendt som byens ‘tosse,’ begynder Ikenna, den ældste bror, at trække sig væk fra de andre brødre og ind i sig selv, opfyldt af frygt for en profeti, som sandsigersken har afsagt om ham. Hans indre kamp og forandring bliver symbolet på familiens gradvise opløsning, og den bliver et varsel om de tragedier, der følger. Vi var fiskere er mere end en familiekrønike, det er også historien om landet Afrika, og de skæbner og begivenheder, som landet danner ramme for. Det er en roman om et lands økonomiske og politiske situation. Den store historie fortælles fint via den lille historie set med barneøjne.

 

Det smukke i det grimme

Obioma har et sprog rigt på metaforer og smukt malende sætningskonstruktioner. Han beskriver det indre liv meget levende, og det indre liv bliver lige så vigtigt som det ydre. Han har en evne til at sætte ord på sanser. Her er det fx lugtesansen, der er i fokus:

Han emmede sødt af rustende metaller, ting i forrådnelse, gammelt stof, undertøjet han nogle gange gik med. Han lugtede også af blade, slyngplanter, smadrede mangoer nede ved Omi-Ala [en flod], sandet fra flodbanken og endda af vandet selv. Han lugtede af bananplanter og guavatræer, af støvet i harmattan-vinden, af kasseret tøj i den store container bag skrædderforretningen, af kødrester i byens åbne slagtehus, af tiloversblevne ting fortæret af ådselædere, af brugte kondomer fra La Room Motel, af kloakvand og snavs, af sæden fra de ejakulationer som han sprøjtede ud af sig selv, hver gang, han onanerede (…).”

Forfatteren evner at beskrive det grimme på en smuk måde, i boblende sætninger, uden at det bliver vagt. På en måde træder det grimme mere skarpt frem, jo smukkere det bliver beskrevet, og det bliver en følelsesmæssig rutsjetur af et paradoks, når man som læser trækkes igennem moradset. Og man bliver decideret trukket, nærmest suget ind i den hæsblæsende fortælling. For bogen er også virkelig spændende læsning. Med stor sans for at indtage sin læser, har Obioma begået en meget læseværdig roman, der har alt det, en veldrejet roman skal have.

5 modspor


Info

Chigozie Obioma: Vi var fiskere

Oversætter: Ninna Brenøe

Forlag: Klim

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 311

Køb bogen her.