DSC_0034

Jeg vil så gerne sige noget positivt om Nanna Lundgaard Arbøls anden digtsamling Pulsens Koordinater, men efter at have gransket mig selv på alle leder og kanter må jeg erkende, at jeg kun kan forsøge at sige noget konstruktivt. Pulsens Koordinater er – desværre – ret uinteressant læsning. Sproget såvel som indholdet er amatørisk fablende og søgt og formår at drukne det digteriske potentiale, der alligevel lurer under overfladen.

 

Gentagelse på gentagelse

Digtene i Pulsens Koordinater handler om et ungt jeg, der har haft et hårdt liv, men prøver at finde sig selv igen og komme videre. Dette vanskeliggøres af, at jeget har svært ved at acceptere sig selv og give slip på fortiden. Ikke specielt originalt, men det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. De fleste læsere vil kunne nikke genkendende til disse problematikker, og formår man at tage problematikkerne ud over deres almengyldighed, at gøre dem til noget andet og mere end almengyldige, kan selv uoriginalitet være godt.

Problemet med almengyldighed er, at det udover at åbne for identifikation ikke kan undgå at være eller i hvert fald blive en smule trivielt, og det er desværre den fælde, som Lundgaard Arbøl er faldet i. Alle digtene i Pulsens Koordinater kredser om det samme. I de første digte er det stadig spændende at høre om det lidende jeg, men efterhånden som siderne vendes, bliver det mere og mere ynkeligt for til sidst at blive kvalmt.

Det er imidlertid ikke bare indholdet, der gentages, men også sproget. Og derfor fungerer digtsamlingen ikke. Den største grund til, at Lundgaard Arbøls digtsamling er uinteressant, er efter min mening, at det hele er én stor gentagelse. Sagt på en anden måde: Har du læst ét af digtene, har du læst dem alle, og så bliver en digtsamling på 107 sider pludselig meget lang.

 

For meget af for lidt

Noget andet, der irriterer mig ved digtsamlingen, er, at mange af ordene virker søgte og malplacerede. For eksempel bruger Lundgaard Arbøl mange traditionelle skrift- og fyldeord som “samt”, “hvilket”, “og” og “at”. Digtene er også fyldt med for mange sammenligninger, og det resulterer i nogle af digtene i, at meningen går tabt; Lundgaard Arbøl er mange steder så ivrig med sit sprog, at hun ender med at udtrykke ingenting i stedet for meget.

Generelt er digtene i Pulsens Koordinater meget ordtunge, og selvom jeg som udgangspunkt ikke er specielt begejstret for minimalisme, er der unødvendigt mange ord i digtene; de er prosaiske på en klodset måde. Jeg vil anbefale Lundgaard Arbøl at sende ordkvantiteten på slankekur; jeg har leget lidt med det undervejs, og det gør rent faktisk en forskel.

Jeg indledte med at sige, at Nanna Lundgaard Arbøl har potentiale som digter, og det holder jeg trods de hårde ord fast i. Der er gode ting ved digtsamlingen, for eksempel kan jeg ret godt lide de fremhævede vers i den følgende strofe:

 

                      Imens folket strømmer ind og ud

                      af studentervenlige Dalle Valle

                      og den sorte hund

                      på den gule facade

                      bjæffer

                      om discount og tilbudskø

                      ønsker du dig bare en kradser

                      med det hele

                      med det samme

                      som dengang du fandt en femmer

                      Dengang du syntes

                      at der var en mening

                      med galskaben

                      med morskaben

                      og de udtrådte kawasaki-sko

 

Jeg håber, Lundgaard Arbøl i fremtiden væbner sig med mere tålmodighed og giver sig tid til at overveje både sproget og indholdet mere.

2 modspor


Om forfatteren

Nanna Lundgaard Arbøl (f. 1989) debuterede med digtsamlingen Under Cassiopeia, der udkom på Forlaget Mellemgaard i 2013.

 

Forlag: Copenhagen Storytellers

Udgivelse: 2016

Sidetal: 107

Grafiker, forsidebillede og omslagslayout: Cecilie Maria Sund Kristensen

Kan købes for 179,- her.