Emma Kjær Madsens debutroman, Spontan selvforbrændring, er en fortælling båret af umiddelbare oplevelser, tanker og møder med foranderlige relationer. I et sprog, der tager læseren i hånden, beskrives en relaterbar ungdomsfortælling. Det er nærværende. Men er det interessant?
Hovedpersonen i romanen er Ester, der tager til den sydengelske kystby Brighton for at studere. Hendes kæreste Boris venter hjemme i København, men det er ikke sådan lige at håndtere et langdistanceforhold. I disse for dem begge så begivenhedsrige og formative år, fremstår relationerne som dårlige fixpunkter og en lænke om det søgende og usikre sind. Ester skal studere fotografi, og her fremstår hun også relativt usikker på hendes kreative evner. Måske er denne usikkerhed en vekselvirkning mellem, at hun helt naturligt skal finde sine ben at gå på i et fremmed land, men også hendes til tider usunde forhold til den noget selvoptagede kæreste Boris. Dette underbygges på subtil vis, gennem hendes lemfældige forhold til penge. Mange steder i romanen, bliver det nemlig indskudt, at Ester tager sig endnu et SU-lån. Det bliver et symptom på, at problemstillingerne i hendes liv, blot kan skubbes frem i tiden. Men det er også svært at vokse som menneske, hvis relationerne ikke fungerer. Løbende gennem fortællingen foldes parrets forhold ud og ligger som en hinde over en noget kedelig tilværelse, der fremstår uden ungdommelig pondus og iver. Det skulle da lige være, når det kommer til de gange, hvor Ester tager SU-lån.
Dolly Parton er ikke nok
En af de ting, der hurtigt etableres som den altid sikre fællesnævner, i et ellers usikkert forhold, er Boris’ og Esters kærlighed til Dolly Parton og hendes musik. Hvis man tolker det som den sikre konstant, der skal skabe kontrasten til en tilværelse, der bliver relativt afkoblet fra virkeligheden, så giver det umiddelbart mening. Men Dolly Parton fylder dog lidt for meget og virker en anelse indkastet til tider. Men selvfølgelig illustrerer det, hvor spinkelt grundlaget for de unge menneskers forhold er. For det er ikke nok at have en fælles passion for noget bestemt musik. Det er heller ikke nok med lyst til druk, koncerter og en tur i kanen i ny og næ. Når man så ovenikøbet skærer sidstnævnte væk på grund af geografien, ja så er Dolly Parton ikke nok. Boris fremstår selvoptaget og er i færd med at realisere sig selv som musiker, hvor der ikke levnes meget plads til andre end den lidende kunster selv.
Det alternative, lange negle og irritation
Ester har i det hele taget svært ved at finde ud af, hvem hun er, og hendes indre usikkerhed skaber og påvirker ydre konflikter. Blandt andet kommer dette til udtryk i Esters forhold til hendes roomie. Bopælen, der er en lille husbåd, deler hun med den jævnaldrende Sylvia. Relationen til Sylvia bliver aldrig god, men snarere et irritationsmoment for Ester. Igen, har hun svært ved at etablere en holdbar og sund relation. Det bliver ikke bedre af, at deres udlejer, Agathe, der er spirituel og laver kunstige negle, ofte kommer forbi for at socialisere flyvsk og overfladisk. Og flyvsk og overfladisk er netop et pejlemærke i bogen. Eller rettere sagt, så beskæftiger romanen sig med relationers kompleksitet.
Velskrevet og ungdommelig
Bogen er meget velskrevet og selve tematikken omkring relationer og indre og ydre konflikter giver svaret på min indlednings spørgsmål – ja, det er nærværende OG interessant. Jeg vil dog vove pelsen og sige, at den mest er interessant, hvis den læses af en yngre målgruppe, navnlig 18 til 25-årige, der mere aktuelt kan spejle sig i udfordringer omkring identitetsskabelse og videregående studier.
Info
Emma Kjær Madsen: Spontan selvforbrænding
Forlaget Escho
2022
206 sider