Under afskallet tapet

DSC_0384

Jóanes Nielsens digtsamling Tapet mellem århundreder er det skønne og det ækle blandet sammen i en række vellykkede digte, der, når de er bedst tvinger en til at tænke hårdt og længe over tilværelsen og den retning vi bevæger os i.

 

Poetisk power

Det er første gang, jeg læser noget af Jóanes Nielsen, og det første der slår mig er den poetiske pondus, han skriver med. Digtsamlingen starter meget usødet, hvilket bestemt også er en kvalitet i digtene, især når Nielsen fletter jeget sammen med samfundet; gør forrådnelsen og det grumme til noget forankret i den menneskelige krop og det opbyggede samfund.

 

”Vi undersøger om alle pilleglassene stammer fra det samme apotek

om der findes nye uniformer

i mareridtets klædeskab.”

 

og

 

”Jeg nægter at klappe ad de pæne demokratiske krige”

 

og

 

”Hjertet dunker i svinet

livet bliver stadig mere frastødende

og sidste nat drømte jeg at jeg brækkede mig og alle mine tænder faldt ud.”

 

De ovenstående eksempler viser de uskønne sider, der florerer i Nielsens digte. De sider, der findes og som ikke nødvendigvis skal ignoreres. Med frastødende ord sætter han ord på hvad livet kan være og hvordan det kan komme til udtryk.

Nogle gange er der også en humor i digtene, hvor jeg flere gange trak på smilebåndet og nogle gange småklukkede. Humoren bliver et afbræk i det rå univers, og det fungerer for det meste rigtig godt. Mest af alt fordi det er med til at give en varieret læseoplevelse, og sikrer, at Nielsen ikke fremstår som en sur gammel mand. Selv om nogle af digtene dog ender med at efterlade det indtryk.

 

Fortællingerne

Digtene udgør på en eller anden måde en fortælling, der strækker sig fra konkrete personer som Annisette, Anna, Egil og moster Judith til verdensfortællinger og refleksioner om alt fra flødekager, til dronningebesøg samt livet på Færøerne.

Den store styrke i digtsamlingen er den poetiske fortælling. At jeg som læser nogenlunde kan følge med i den udvikling der foregår og at afstikkerne gerne må stikke af, mens jeg vil høre mere om, hvordan: ”Gentagelsen kan være smuk og beroligende / og kedsommelig.” som Nielsen skriver et sted i digtsamlingen.

Men samtidig finder der også en næsten monologisk snak og diskussion om Gud sted, som kan passe fint ind i den samlede fortælling, men som alligevel i nogle tilfælde kan fremstå fremmede i digtsamlingens øvrige univers; dog er det et genkendeligt billedsprog fra en klassisk kristen verdensanskuelse. Og nogle gange kan det også være en styrke, hvis læsningen byder på udfordringer og uventede refleksioner/provokationer.

 

Afrevet tapet

I sidste ende handler digtsamlingen om at klistre historien sammen; at lyse op og forsøge at forstå det afrevne og skrøbelige tapet, der binder århundrederne sammen. Nielsen skriver visse steder smukt om erkendelsen af tilværelsens skrøbelighed. Tempoet sættes ned, og jeg fordyber mig i ordene, lader mig mærke:

 

”Jeg lever mere og mere af andres tid

fundamentet under min eksistens er de lysglimt

som andre efterlod.”

 

og

 

”Nogen må kunne hænge lidt glans fra himlen op i et dropstativ

og give mig herlighed i små doser.”

 

Selv om Nielsens rå sprog er fascinerende og frastødende, finder jeg især de digte, hvor han tillader det smukke at træde frem, fantastiske. De bliver nærmest naive, i ordets bedste forstand, og kan skabe en stille og flygtig lykke i sin læser. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det visse steder under læsningen.

5 modspor


Kan købes for 128,75,- her.

Forfatter: Jóanes Nielsen, Tapet mellem århundreder

Forlag: Torgard

Oversætter: Hugin Eide

Sidetal: 61

Udgivet: 2016

Print Friendly
FacebookTwitterGoogle+Google Gmail

Læg en Kommentar