Samarbejdet mellem forlagene Escho og Sidste Århundrede har kastet endnu en uundværlig udgivelse af sig. Den anden samling af Astrid Ehrencron-Kiddes fortællinger om Martin Willén tager os fra Värmland til Rusland og dybt ind i underbevidstheden.
Den nødvendige toer
Da Escho og Sidste Århundrede i 2018 udgav en samling af den danske forfatterinde Astrid Ehrencron-Kiddes (1871-1960) fortællinger, var der stort set ingen, der kendte til hende. Med udgivelsen af Det sukker så tungt udi skoven: Af Martin Willéns underlige hændelser formåede de to forlag endog ganske effektivt at trække Ehrencorn-Kidde frem i lyset – med positive anmeldelser både her på Modspor og i flere af de landsdækkende dagblade. Udgivelse nummer et glimrede ved sin stilsikre konsekvens og et solidt efterord af Andreas Bylov Jensen. Det samme gør udgivelse nummer to.
Udgivelse nummer to – med hovedtitlen Der hvor skyggerne faldt – gør imidlertid også noget andet: Den tillader Ehrencron-Kidde at stå frem som en lidt mere rodet og eksperimenterende forfatter. Det klæder hende. I hvert fald når man allerede én gang har stiftet bekendtskab med hendes fabelagtige og mistrøstigt-morsomme skrivestil og mere eller mindre faste fortællestruktur.
Dermed formår de to forlag også at give Der hvor skyggerne faldt sin egen berettigelse. Undertitlen er den samme som i den første Ehrencron-Kidde-udgivelse. Hovedpersonen er selvsagt også den samme. Men denne gang er der kommet flere inspirationskilder til. Og ikke mindst får vi med inddragelsen af hele to tekster, hvor forfatteren præsenterer sig selv, et udvidet indblik i Ehrencron-Kiddes liv og personlighed.
Det særlige Willénske tungsind
Også denne gang er alle fortællingerne fortalt i første person af den svenske jurist og evige enegænger Martin Willén. Og også denne gang tiltrækkes Willén af fortidens dunkle stemmer og Värmlands endeløse skove.
Willén er som fortællerjeg temmelig langt fra den rolle, som han skal forestille at udføre i sit civile liv, nemlig sagførerens. Hvor Willéns arbejde må formodes at fordre det nøgterne og grundige, er det helt andre karaktertræk, han bringer med ind i fortællerrollen: en temmelig naiv nysgerrighed for det første, men også en følsomhed grænsende til det patetiske. Som her, hvor Willén beskriver udgangspunktet for sin første ferie i lang tid:
”Jeg var otteogtyve år dengang og havde lige nedsat mig som sagfører i Laholm i Halland, efter at den sidste af mine kære var død og havde ladet mig fuldkommen ene i verden. Jeg havde just udvalgt mig denne lille og ret mennesketomme by, fordi jeg ikke mere ønskede menneskers selskab, nu da alle var mig lige fremmede (…). Jeg havde boet dernede et års tid, da jeg en dag, i slutningen af august, kom på den idé at tage mig en smule sommerferie som andre mennesker. Ikke fordi året havde overbebyrdet mig med arbejde af anden art end det, mit altid grublende og tunge sind dagligt pålagde mig, men nærmest som et påskud til at tilbringe en måneds tid i endnu større ensomhed end den, som den lille stad med dens 1000 indbyggere kunne yde mig.”
En humoristisk undertone
Læsere af Det sukker så tungt udi skoven vil måske allerede have gættet, at Willén ikke bliver ladt alene særligt længe. For som altid må vores hårdt prøvede fortæller se sig konfronteret med fortidens forbrydelser, der takket være sindrige tidsforskydninger genopleves i Willéns drømme og sætter spor i de dage, han vågner op til. For så vidt er fortællingerne om Martin Willén vel at regne for gotiske fortællinger. Men det er alligevel, som om en antydning af spøgefuld overdrivelse hindrer dem i helt at være dét.
Hvor Ehrencron-Kiddes humor synes at løbe som en underliggende strøm i Willén-fortællingerne, får den anderledes frit løb i de to selvbiografiske tekster, som er medtaget i denne udgivelse af hendes værker. Teksterne Minder og Selvbiografi – trykt i henholdsvis Nationaltidende i 1915 og Bogvennen i 1916 – viser os en forfatter, der med både galgenhumor og sans for det ironiske genfortæller sin tidligste barndom, sin svære skolegang og sit livs store tab, nemlig dels tabet af en fremtid som pianist, der blev umuliggjort af en nervesygdom, og dels tabet af ægtemanden Harald Kidde, som hun overlevede med mere end 40 år.
Til verdens ende
Muligvis er det netop Ehrencron-Kiddes humoristiske bid, der gør det muligt for hende at nå i mål med de storladne, voldsomme og ofte decideret svulstige passager, som hendes hovedperson gennemlever. Denne læser har i det mindste lettere ved at tilgive frekvensen af ulykkelige forelskelser, døde unge kvinder og dramatisk uvejr, fordi sproget er så godt. Og de noget overtydelige referencer til Edgar Allen Poes Ravnen i Willén-fortællingen af samme navn og til Selma Lagerlöfs Jerusalem i Røsten fra bjergene bliver spiselige, fordi de åbenlyse ligheder twistes med personkarakteristikker og situationsbeskrivelser langt fra forbilledernes. Endelig er Liljernes skildring af en rejse til det sydlige Rusland med tog og hestevogn uforlignelig i sine beskrivelser af de stadig smallere veje og mørkere afkroge, vores hovedperson passerer.
Astrid Ehrencron-Kidde skrev sine fortællinger om Martin Willén i en tid, hvor interessen for drømmetydning og Freuds teorier om det ubevidste stadig var noget nyt og hot. Hendes store bedrift var, at hun formåede at omsætte en mulig afsmitning herfra til en række natur- og menneskeskildringer, der stadig er fascinerende i dag.
Info
Astrid Ehrencron-Kidde: Der hvor skyggerne faldt: Af Martin Willéns underlige hændelser
Escho/Sidste Århundrede
2020
224 sider
Bogen kan købes her her