Klaus Høecks poetiske hyldest til Bob Dylan fra 1979 er blevet genudgivet på Asger Schnacks Forlag i månederne efter, at Dylan modtog den fineste hæderstilkendegivelse for poeter, dramatikere og romanforfattere.   

 

Afguden fra Minnesota

Forleden aften sad jeg og bladrede i Penguins store antologi over den amerikanske lyrik i det tyvende århundrede. Selvom modernismen og beat-litteraturen er repræsenteret med talrige bidrag, udmærker den sig negativt ved sit fravær af både Allen Ginsberg og Bob Dylan. Fraværet af den førstnævnte tenderer til det utilgivelige, men hvad angår fraværet af Dylan, kunne man undskylde sig med, at han ikke er digter. Det må siges at være et tvivlsomt argument, hvis endegyldige uholdbarhed blev cementeret, da Det Svenske Akademi tildelte ham Nobelprisen i litteratur. Det blev dermed slået fast, at rocklyrik i sin fineste form er prisværdig poesi. Der er derfor ingen tvivl om, at han er en poet, og der er ingen tvivl om, at han har været det lige siden, han skrev A Hard Rain’s A-Gonna Fall i 1963.

Siden det øjeblik har han været mere end blot en sangskriver og, med David Bowies ord fra 1971, en sanger med en stemme som sand og lim. Det var imidlertid ikke kun teksterne, der var fascinerende ved ham; det var også hans offentlige persona og den myte, som han byggede op om sig selv. Han var James Dean og Jack Kerouac i én person. Han var et stilikon, en afgud og en selvbevidst ung mand, der var bekendt med litteraturhistorien og som studerede artikler om den amerikanske borgerkrig på biblioteket. Men først og fremmest var han det klareste eksempel på rockmusikkens drøm om den unge lyriker, der stillede sig op og messede sine vers i en melodisk rytme.     

 

Troubadouren, der satte strøm til verden

Det aspekt, der i sin essens siger, at det ikke kun er musikken, der ligger til grund for beundringen af og fascinationen for Bob Dylan, er Klaus Høeck ikke blind for i sin fortræffelige Dylan Forever. I samlingens første digt er det ikke sangeren og poeten, der bliver betonet; det er derimod ham, der iklædt sin sorte jakke står på scenen i en blanding af tobaksrøg, cannabiståger og spotlysenes hypnotiserende skær. Det er med andre ord inkarnationen af tidsånden, hovedfiguren i den ungdommelige mytologi, og den stemme, der udtrykte den kollektive bevidstheds tanker og følelser i et koncist og poetisk sprog, hvis eksistens man ikke vidste af, som han hylder. Samtidig med at Dylan viste sig at være samtidsbevidst ved at optræde i politiske sammenhænge og udarbejde sange om Medgar Evers og krigens mestre, så lod han også til at være en tidsløs skikkelse, idet han, med poetisk ynde, sang om smerte, kærlighed og spanske støvler. Det faktum, at han både er moderne, anarkistisk og overvældende traditionsbevidst, udtrykker Høeck på en måde, der forekommer mig både skønt og illustrativt ved sin simplicitet: en moderne troubadour.
I en naturlig forlængelse af de hedengangne troubadourer, der besang lidenskaben og den romantiske kærlighed, er Dylans musik heller ikke småborgernes, popdrengenes og embedsmændenes. Dem tager Høeck sig heller ikke af; han vil ikke afholde dem fra at se ubegavet tv, lytte til deres ægtefællers beklagelser og bevæge sig gennem livet til lyden af dj’s og ødelagte morgener. Han vil ikke tvinge dem til at lytte, for det kan man ikke. Der er imidlertid nogen, der vil lytte, og dem, der vil det, vil høre frihedens klokker, storbyhymnerne og lyde af den stemme, der bliver underlægningsmusikken til depressionerne, busturene og de lykkelige år i tosomhed. Hvis man har hørt det, kan man orkestrere sin egen indre Bob Dylan-film i stil med den, som Høeck har.

En af de digte, som jeg holder mest af i Dylan Forever, er det, i hvilket han fortæller om sine egne Kælderoptagelser. Det refererer til det album, som Bob Dylan udgav i 1975 (med optagelser fra 1967-68). I deres grundige introduktion til alle Dylans udgivelser beskriver Asger Schnack og Christian Braad Thomsen stemningen på The Basement Tapes således: det er en blanding af improvisation og en konfrontation med Intet, åbenhed og skælven, en uanstrengt harmoni og det at befinde sig i en eksistentiel yderposition. Det er Høeck tro mod, samtidig med at han i digtets sidste strofe hylder Dylan for en af de mest oprigtige og dybsindige ting, som man kan blive hyldet for: han er i stand til at holde ham i live i melankoliens overtag. Det er dåseøl og Sad-Eyed Lady of the Lowlands, der holder ham oppe. For andre er det B-film og Like A Rolling Stone. Og for andre igen er det billige togbilletter og Tangled Up In Blue.   

Der foreligger mange udlægninger af og forklaringer på, hvorfor Dylan både er i stand til at indfange uretfærdighed, skrøbelighed og skønhed i sine tekster. En af de bedste er, at han hele tiden har menneskets eksistentielle grundvilkår præsent: lidelsen, længslen og døden. I Høecks indre film har Dylan et tørklæde til at tørre dødens sved af med. Det vil sige, at han hele tiden er i berøring med døden, uden at han lader den bestemme og definere den måde, som han tænker og skriver på. Med den refleksive dødsbevidsthed, som han har og den elegance, hvormed han undertiden lader den komme til syne, ender man med at have et udtryk, der er præget af en sælsom følsomhed og en stream of consciousness, der udmærker sig ved ømhed og poetisk akkuratesse. Det hylder Høeck ved at lade sin skrivestil inspirere af det.
Samtidig med at Dylan er en poet, der skriver sig ind i den tradition, som Rimbaud populariserede i det nittende århundrede, leverer han sine strofer med den kraft og den effekt, som Arthur Schopenhauer hyldede musikken for at have. Det var for ham det eneste middel, der momentant kunne lade viljens og drifternes magt høre op. I sine lovprisninger af Dylans musik nærmer  Høeck sig også et sprog, der minder så tilstrækkeligt meget om Schopenhauers til, at det ikke forekommer mig forceret at drage sammenligningen. Etsteds skriver Høeck, at musikken tog ham udover ”transcendensens tærskler, hvorfra kun kønsdriften drev os tilbage”. Det er som taget ud af et af Schopenhauers skrifter. Og dermed nærmer Dylans musik sig noget, der er større end tiden, stedet og det frirum fra hverdagens trivialiteter, som store kunstværker kan tilbyde.

 

1961 revisited

I 1961 skrev Dylan en sang til Woody Guthrie. I Martin Scorseses mesterlige portrætfilm sagde han, at han måtte skrive den. Han måtte hylde ham, og han måtte synge den sang. Høeck har muligvis haft det på samme måde, da han i 1978 satte sig foran sin skrivemaskine og skrev denne bog. Og det var godt, at han gjorde det. Disse digte er ikke et forsvar for Dylans geni, det er snarere en surrealistisk hyldest skrevet i et sublimt sprog. Foruden dette er det også en hyldest til friheden, frigørelsen og rockmusikken.
Mr. Jones, hvis De kan finde tid til det, så læs endelig disse digte. You might find out what’s going on.

 


 

INFO

Klaus Høeck: Dylan Forever

Asger Schnacks Forlag

2017 (oprindeligt udgivet på Swing i 1979)

www.asgerschnack.dk