De III aldre rummer på én og samme tid Stochholms ungdomsdigte, abstrakte og eksistentialistiske tanker samt en forunderlig fremtidsdystopi. Digterens alsidighed og kærlighed til det skrevne ord kommer tydeligt til udtryk gennem digtsamlingens tre dele.
Ungdomsdigte og fremtidsdystopi
Digtsamlingen er, som titlen indikerer, opdelt i tre dele, der hver beskriver en fase i livet. Den første del, ‘Blomsternes børn’, tager læseren gennem barn- og ungdommen, hvor digteren genbesøger barnets fantasi og naivitet. Nogle af disse digte er rent faktisk skrevet af forfatteren, da han var ung i 1980’erne, hvilket giver et autentisk præg. Der er fokus på sproget og på, hvordan dette opdages og formes i lyriske og abstrakte passager. Del II, ‘Børn af de tabte blade’, beskriver jegets nutid. Her er der modsætninger som erindring og glemsel, liv og død og skygge og lys, der hjælper jeget til at beskrive sin væren i verden.
Den sidste del, ‘Postkort fra fremtiden’, slår en helt anden tone an og beskriver et konkret handlingsforløb om en sci-fi-agtig fremtidsdystopi.
Den selvforskyldte katastrofe
“At katastrofen vi selv skabte har
lært os at fra nu af kan vi kun
samarbejde for ikke at gå under igen”
Min begejstring voksede i takt med, at jeg læste digtsamlingen. Tredje del adskiller sig meget fra de to øvrige dele, hvilket kun understreger Stochholms alsidighed og erfaring. I ‘Postkort fra fremtiden’ udfolder der sig en helt ny virkelighed, hvorfra digteren beretter. Verden har været ramt af en katastrofe, verdenshavene er steget, strømmen er gået og menneskeheden lever nu i en verden med sorte skærme og evig regn. Denne del indskriver sig også i en reel samfundskontekst, og har dermed et perspektiv udadtil, hvor de to første dele er centreret om jeget. Dog får jeget også en central plads i denne del, da han drager ud på hesteryg som en anden Don Quixote for at beskytte og redde det danske sprogsamfund. Hvordan dette eventyr udspiller sig, må man læse sig til…
Metadigtning
Mange af digtene har det til fælles, at de rummer en bevidsthed om det at skrive digte. Denne metadigtning forekommer mig lidt for selvbevidst og forstyrrede desværre min læsning nogle steder. Selvom det unægteligt er en stor del af jegets identitet at være digter forekommer det mig en smule prætentiøst. Stochholm påkalder sig da også både læsere og anmeldere i digtet, ‘De tre aldre’, hvor han skriver, at 91% af os anmeldere kun opholder os “i nøje velafgrænsede og // mobilelektriske oplyste rum”. Dette er muligvis sandt, i hvert fald for mit vedkommende i skrivende stund, men det ændrer ikke på, at jeg står af, når Stochholms tone bliver for selvsikker.
Balancen mellem det abstrakte og konkrete
Mange af digtene tager afsæt i en abstrakt associationsrække, hvilket kan synes fremmedgørende. Omvendt er det også svært konkret at beskrive, hvad livet er, og hvordan man har levet det. Det kan være et bevidst greb, at digtene i første del er sådan, fordi denne alder netop er mere umiddelbar. Digteren beskriver, som jeg læser det, sin egen hang til disse abstraktioner og dagdrømmerier:
“(…) når jeg
taler så taler jeg
udenom og når jeg griber
så holder jeg ikke fast”
Når det er sagt, er tredje del meget konkret, og opvejer derfor mit savn. Der er nemlig stadig plads til digterens lyriske leg med ord i den ellers meget prosaiske stil i tredje del.
Sproget og digteren selv er den røde tråd gennem digtsamlingen, og variationen over dette er værkets største force.
Nicolaj Stochholm: De III aldre
2020
Forlaget ESCHO
Køb bogen på forlagets hjemmeside her