Jevgenij Zamjatins roman Vi fra 1920’erne inspirerede George Orwell til at skrive 1984, men fremstår også selv som en mesterlig analyse af den totalitære tankegang. Romanen hylder det dyriske i mennesket, individet og fantasiens vildskab.
Den forbudte bog
Vi er en russisk roman fra begyndelsen af 1920erne. Den blev censureret i Rusland og udkom derfor først på engelsk i USA i 1922. Zamjatin havde i sine ungdomsår agiteret for socialisme og blev derfor sendt i eksil af zarstyret. For at få arbejde lagde han dog dette bag sig, og efter revolutionen blev han kritisk over for den retning, det kommunistiske Rusland tog. Dette kom blandt andet til udtryk i flere af hans tekster, og mod slutningen af sit liv havde han flere gange søgt om at komme i frivilligt eksil, hvilket han blev nægtet. Zamjatin døde i 1937, men Vi udkom først i sin fulde længde på russisk 51 år senere.
Vi er Zamjatins fremskrivning af den russiske sovjetstat til den altdominerende og fuldkomne stat, han kalder Enhedsstaten. Denne dystopiske dagbogsroman er stærk kost for et totalitært styre, der ikke er i stand til acceptere kritik, og derfor er det ikke underligt, at romanen blev censureret i Rusland.
Handlingen i romanen kan være lidt svær at indfange, da dagbogsformen gør, at meget er udeladt. Modsat får det verdenen til at fremstå mere troværdig, da visse umiddelbart mærkværdige elementer er nævnt som selvfølgelige og ikke beskrives nærmere. I forlængelse af dette er samfundet beskrevet som en realiseret utopi, og kritikken, Zamjatin kommer med, må derfor udledes af handlingen.
Bygmesteren og staten
Bogens hovedperson, som også er dagbogens forfatter, er matematikeren D-503. Som alle andre indbyggere i Enhedsstaten er han uden navn. D-503 beskriver navne som menneskeligt-dyriske og erklærer sig i stedet stolt som et nummer – og omtaler ligeledes oftest andre som numre, ikke mennesker. Dette fokus på numre forbinder D-503 selv med folkets dyrkelse af matematikken og videnskaben som fællesskabets lykkebringere. I forlængelse af dette skriver han også, at det er stilstanden og ikke fremskridtet, der bringer lykke. De store følelsesudbrud er derfor blevet totalt undertrykt, men hvad er dette mod lykkelig tryghed, spørger han.
Dette har udgangspunkt i en matematisk-videnskabelig tankegang, hvor alt kan reduceres til regnestykker, der enten leder til lykke eller ulykke. Videnskabstanken, der også historisk har haft til opgave at kategorisere og inddele naturen, er derfor brugt som undskyldning for den totale kontrol over det menneskelige liv. Den by, D-503 lever i, er ud fra samme logik omkranset af en væg, der holder naturen ude. Den grønne mur, som den kaldes, er skellet mellem det stillestående liv i Enhedsstaten og den dynamiske natur. Det gælder også individet, hvorfor alle døgnets timer er delt op og kategoriseret til korrekt brug.
Selv mængden og hyppigheden af sex er bestemt af staten, og man skal derfor registrere hos staten, hvem man vil have sex med. Får man dette godkendt, får man udleveret mønter, der kan veksles til intime timer, hvor der udleveres lyserøde gardiner til at skjule akten. Da alle bor i huse af glas, og alle kan se ind til alle, har disse lyserøde gardiner også den modsatte effekt – de bliver en understregning af, hvor og hvornår der foregår noget intimt. Privatliv, i alle former, er derfor nærmest umuligt.
Livet leves så upersonligt og fælles som muligt, med et fælles mål om at tjene fællesskabet i form af staten. Alle går i ens tøj, og alle udtryk for individualitet undertrykkes. Selv en gåtur må finde sted i fællesskabets orden, og foregår i takt og på rækker.
Som matematiker er D-503 blevet udnævnt til at være bygmester på Integralet, Enhedsstatens rumskib, der skal sprede deres liv og styreform til andre planeter. Hans plan med dagbogen er at beskrive livet i Enhedsstaten op til Integralets afsendelse. Men som vi skal se, går dette ikke helt efter planen.
Forelskelsens frigørende ulykke
D-503 indgår i begyndelsen af romanen i en form for trekantsforhold. Det fungerer fint, indtil D-503 møder en ny kvinde – I-330. Hun virker på en gang frastødende og enormt tiltrækkende på D-503. I stedet for at søge om lov til at mødes med D-503 flirter hun åbenlyst (og ulovligt) med ham. En dag inviterer hun ham med ud i det eneste hus i byen, der ikke er af glas. Et gammeldags hus med gamle møbler og gammeldags tøj. Hvordan det er muligt, at et sådant hus står hen i det uvisse? Her iklæder hun sig gammeldags tøj og forsøger at forføre ham, men D-503 ”flygter” og siger, at han vil melde hende til Vogterne – Enhedsstatens KGB – for alle disse regelbrud.
I stedet for at melde hende føler han sig syg både ved tanken om melde hende og tanken om hende. Han føler et dyr komme til live inde i sig og oplever at have dyriske lyster. Det dyriske skræmmer ham først, men han erkender, at dette er hans egentlige ”jeg”, der er vækket til live. Hans nye seksualitet driver ham i armene på I-330 og de udvikler en form for forhold. Hun er dog ofte ude af stand til at mødes med ham og kræver, at han skal opføre sig, som om hun var der, selv om hun er et andet sted. Det siges ikke direkte, men det antydes, at hun bruger ham til at få et alibi. Og selvom der er indikationer på, at hun ser andre, gør han, som hun siger.
Af og til stiller hun spørgsmål til Integralet på suspekte tidspunkter, og selvom D-503 ikke skriver dette i sin dagbog, virker det for læseren, som om hun er ude efter ham i kraft af hans position, og ikke fordi hun er vild med ham.
Forholdet gør ondt på D-503, og hans tidligere kæreste sender ham til læge, da han opfører sig opfarende. Lægen diagnosticerer ham med at have udviklet en sjæl og fortæller ham, at det lader til at være en epidemi. For ikke at blive overhørt hvisker lægen dette, og han virker egentlig begejstret ved tanken. En anden læge glæder sig derimod over, at Enhedsstaten er ved at have udviklet en teknik til at fjerne fantasien, der altså kobles til det at have et sjæleliv.
En dag kræver I-330, at D-503 skal love at følge hende i alt og ikke dømme hende. Han skal ikke blot acceptere, at hun er oprører, men faktisk gå med hende ind i oprøret. Hans håbløse forelskelse får ham til at sige ja, selvom hun har erklæret, at hendes mål er at styrte staten for at skabe udvikling. Derefter tager hun ham med ud gennem en tunnel, der leder til ydersiden af den grønne mur. Herude er der en forsamling af folk, der lever nøgne, og andre oprørere fra byen. Hun afslører ham som bygmester af Integralet for sine medsammensvorne, og han holder også en tale. Integralets opsending viser sig at være deres mål.
Det sker bare, få dage før første testopsendingen af Integralet er planlagt. Men testen bliver udskudt i et forsøg på at udrense al fantasi med et indgreb, der minder om det hvide snit. Alligevel undgår D-503 at få et sådant, før de rejser ud til kanten af atmosfæren.
Ved opsendingen er der flere oprørere om bord, og det udvikler sig til en konflikt mellem disse og Vogterne. Her slår D-503 hovedet, og han udelader alle detaljer frem til dagen, hvor han også bliver tvunget til at få fjernet sin fantasi. Sidste optegnelse i dagbogen er blottet for følelser, personlighed og oprør, men hylder i stedet Enhedsstaten og logikken. Ordenen og stilstanden er sikret.
Individet som mål eller middel
Mødet med I-330 er udgangspunktet for, at D-503 kan udvikle en personlighed, på trods af at det smerter ham at være forelsket. Men netop forskellen mellem at være trist og lykkelig, når man er sammen, afslører Enhedsstatens tilstand af stilstand som værende det modsatte af lykke. D-503 udvikler i stedet en fantasi og et selv, der er anderledes end det ansigt, han har lært at have.
Dette er ikke et mål, han nogensinde har haft. Faktisk er første del af bogen fuld af støtte til den herskende ideologi. I stedet lader det til, at I-330 og hendes oprørere bevidst har forsøgt at forårsage denne udvikling hos flere individer i samfundet, deriblandt D-503.
Narrativt er det også nødvendigt at D-503 udvikler en personlighed og en individualitet, for at Zamjatin kan afsløre Enhedsstaten dæmonisering af individet som løgnagtigt og umenneskeligt. At et samfund er totalitært, betyder i teorien ikke, at det er umenneskeligt, men netop ved at sætte et individ op over for dette tilsyneladende utopiske samfund afsløres utopien som det, ordet betyder: Et ikke-sted, hvor naturen er lukket ude (bogstaveligt talt på den anden side af den grønne mur), og mennesket ikke kan leve i sin egen natur.
Hvis vi forstår sovjetkommunismen som en selverklæret videnskabelig teori, der ikke kan modsiges, forstår vi måske bedre troskaben mod staten som virkelighedens troskab mod partiet og ideologien. Dette åbner op for, at splittelsen mellem kultur og natur fra bogen er et billede på den virkelighed, Zamjatin kritiserer. Her var der en tro på kommunismens videnskabelige sandhed, og derfor dens overlegenhed, men en tro er ikke en ultimativ sandhed. I bogen, såvel som i virkeligheden, bliver en så stærk og blind tro, hvor åben diskussion er umulig, til en dødsdom over fantasien og individets frie udfoldelse og tanke.
Når der ikke er plads til at være anderledes og til at lytte til sit indre dyr og sit sande jeg, så er samfundet ikke længere for mennesker. Det er for tal og robotter, og mennesket er reduceret til en produktionsenhed. Når produktionen (om det er af varer eller statstro) ikke går, som den skal, udskiftes eller repareres individet simpelthen. Er jeg lykkelig? Er samfundet godt? Disse spørgsmål bliver irrelevante, fordi dit jeg ikke er relevant – individet er reduceret til et middel, der skal bekræfte og reproducere staten. Staten og dens ideologi er given, og individet underordnes dette ud fra rationelle principper. Som irrationelle dyriske væsner, der også har en natur, må individet i stedet have plads til at stikke ud og følge sine lyster. Men dette giver fremdrift og dynamik – ikke videnskabelig rationalitet og stilstand.
Dette er også Vi’s kritik af fremskridtsskepsissen: Progression er nødvendigt for mennesket, for hvis vi ikke har fremdrift i kulturen, rådner samfundet. Et samfund, der ikke udvikler sig, ophøjer status quo til en hellig tilstand og bliver nødvendigvis totalitært, da alt, der ikke passer ind i status quo, må tilintetgøres. En logik, der konstant må bekræfte sig selv, skaber et fantasiløst og fundamentalistisk samfund og ender med at udrydde individualiteten.
Død over fantasiens endeligt
Jeg nævnte helt i begyndelsen, at Vi var inspirationen for 1984 af George Orwell, og det er derfor interessant at se lidt på forskellen mellem de to. 1984 har selvfølgelig haft langt større indflydelse, ligesom den har en nærmest memetisk tilstedeværelse i vestlig kultur gennem Orwells opfindelse af ord som ”newspeak” og udtryk som ”War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength”.
I korte træk handler 1984 om en mand, der arbejder for et af de tre ministerier, og hans oplevelse af at leve i et samfund med totalovervågning, hvor sandheden redefineres hver eneste dag. På et tidspunkt forelsker denne mand sig og har hemmelige møder med en kvinde i et hus, der senere viser sig at have været overvåget. Det samme har et sted i naturen, hvor de mødes, og endeligt afsløres det også, at kvinden var agent for staten. Hun har lokket ham ud på den forkerte side af loven, og han arresteres. Derefter tortureres han og indoktrineres til at tro på staten og dens ideologi, før han i fuld tro på samfundet eksekveres offentligt.
Begge bøger ender altså med den tilfældige oprørers ultimative underkastelse – om det er gennem troen på den retfærdige dom på et løgnagtigt grundlag eller skabelsen af den fantasiløse menneskerobot. Men der er alligevel noget, der er anderledes. Individerne og karaktererne træder i Vi tydeligere frem som folk, man faktisk kan tro eksisterer, mens samfundet i sig selv er mere troværdigt i 1984. Det kvindelige kærlighedsobjekt er ikke bare en fælde uden fri vilje, men i stedet et varmblodet menneske, der vil forandringen og bliver tændsatsen for en nølende udviklingstrang hos hovedpersonen.
I 1984 udforsker Orwell mest tydeligt (og ekstremt effektivt) det totalitære samfunds metode, mens det i Vi er samfundets logik, der udlægges. Spørgsmålet, der stilles, er ikke, hvordan Rusland er på vej i den gale retning, men hvorfor. Og svaret er, at de er stoppet med at acceptere individet og den frie tanke og i stedet kræve total underkastelse af systemet. HBOs Chernobyl viser emblematisk, hvordan loyalitet over for systemet og frygt for repressalier kan handlingslamme alle de vigtige led i kæden, fordi staten og partiet per definition er ufejlbarlige.
Som modsætning dertil er individets og tankens frie leg garantien mod det totalitære samfund, der til slut vil kvæle individets udfoldelsesmuligheder. Og det gør Vi til stærk læsning – selv i vores tid, hvor individet står stærkt.
Vi er en stærk advarsel til os mod at bevæge os for meget i takt i stedet for at lade individerne flyde frit. Samtidig forbander romanen en overvidenskabeliggørelse af det menneskelige liv. Vi kan og skal udmåle alt – den menneskelige stilstand er forfald. Hvis du interesserer dig for, hvad litteraturen kan sige om samfundet, bør du læse denne bog – især hvis du er glad for dystopier. Vi har inspireret flere af de største og skaber forsat grobund for eftertanke.
Info
Forfatter: Jevgenij Zamjatin
Oversat fra russisk af Lotte Jansen
Udgivet af Forlaget Kosmos i 2017
Første gang udgivet i USA i 1922
251 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her