Salim-Abdali-1024x768

LYRIK: ”Jeg gik mig over sø og land, da mødte jeg en gammel mand. Han sagde så og spurgte så: Og hvor har du vel hjemme…” Som barn stiller man sig nysgerrig og interesseret over for alt fremmed, man forventer at få alt uforståeligt forklaret: Folk der ikke ligner én selv, kræver en forklaring; det samme med steder der ikke ligner dem, man er vant til, fremmede lande, sprog og kulturer. Men hvad vil det sige at have hjemme? Og hvad hvis det sted, man egentlig havde hjemme ikke længere eksisterer, hvad så? Kan man så bare finde et nyt sted at høre hjemme, eller vil man for evigt være hjemløs?

 

Byer bliver opslugt

Salim Abdali er med sin digtsamling, Stederne er tidens gravplads, højaktuel i denne tids flygtningedebat. Den handler netop om at blive tvunget væk fra det land, man er vokset op i, flytte fra alt der er velkendt; både steder og mennesker. Om længslen efter at sidde på den café, hvor man sammen med sine medstuderende under sin universitetstid brugte uendelige timer på at dele drømme, tanker og idéer. Om den håbløse trang til at vise sit barndomshjem, sit nabolag, alt det man forbandt med sit tidlige liv, frem – håbløst fordi det ikke længere består.

Og ligegyldig hvilken by man senere kommer til, vil hvert sted ikke være andet end tidens gravplads. For byer bliver opslugt. Byer og steder er foranderlige tilstande og kun minderne derfra er blivende. Men på minder bygger man ikke hjem alene.

 

Jeg spurgte til Rembrandt, og de fortalte:/ hans værker er revet itu/ spurgte til van Gogh: han sælger sine værker/ i Paris/ da min hollandske kollega fortalte at/ jeg ikke skulle gå og bilde mig ind/ at jeg arbejdede med dem, men for dem/ pakkede jeg min kuffert og bestilte plads/ i glemslens karavane og sådan/ gik jeg glip af byens karnevaller.

 

 

Et hjem er mere end geografi

Digtsamlingen starter med 9 dedikerede digte – et til hver af disse byer: Bagdad, København, New York, Istanbul, Kuwait, Amsterdam, Cairo, Lissabon, Samarkand. I hvert digt fornemmer man en rodløshed, en form for angst. Byerne rummer enkelte positivt stemte observationer, men det er, som om intet af det er blivende. Intet af det er roligt. Men denne uro kombineret med de dystre sort/hvide billeder, der fremkommer jævnligt i samlingen, får det til at runge af tomhed.

For man må ofre meget, når man opgiver et land, og det fortæller Abdali, på meget ærlig vis om i sine digte: At have hjemme i et land handler ikke kun om geografi. Det handler også om alt det, landet indeholder: Familie, venner og en gammel kærlighed som man i afstanden pludselig nærer en dyb længsel efter, fordi alt omkring én er så fremmed – fordi man bliver så ensom. Det handler om genkendelighed i kulturen, i sproget, i omgivelserne, i sin egen og i andres ageren. Om at føle sig forstået igennem mere end bare sproget.

Og netop sproget er det slående i problematikken som disse digte opstiller. Der fornemmes en varmblodighed, som umuligt kan stamme fra en halvkølig skandinav. Ordstillingen og ordvalget afslører Abdalis tosprogethed, og det er som om det binder en sløjfe på den røde tråd.

 

Hver morgen og/ lige ved daggryets station fører/ jeg mine drømme i sørgetog til/ deres sidste hvilested/ trætte er de/ efter at have flakket omkring i/ nattens/ udsatte/ steder.

 

Men om det er, fordi jeg selv er en halvkølig skandinav eller hvad, er der noget i den her semantik, der forstyrrer mig, og som fjerner fokus fra den ellers så medrivende stemning: Det er som om Abdali hele tiden prøver at selvforstærke sine udtryk. Som om han bagbinder sine egne paradokser. Paradokser, der bliver så indlysende, at det føles overflødigt at fremhæve dem, fordi de i sin egen selvforstærkelse er soleklare. Det er visse steder med til at ødelægge flowet. Man kunne godt fristes til at skære mange af de halvfilosofiske-men langtfra-tankeeksperimenterende-nok vendinger fra i håbet om at få et mere æstetisk udbytte.

 

Som at tage slik fra et lille barn

Jeg var i lang tid fristet til at give denne digtsamling en ret god score, men så skete der noget i værkets afslutning, som mere eller mindre væltede alt for mig: Abdali har, i samlingens sidste afsnit, valgt at indsætte et brev skrevet til en nær ven, der er gået bort. Brevet er som sådan meget rørende, personligt og ærligt, men det afslører til gengæld også alt, hvad jeg selv, med tiden, kunne håbe på at fortolke mig frem til. Abdali svarer i dette brev på alle spørgsmål, alle fortolkningsmuligheder og oplevelser i digtene. Og jeg føler mig som et barn, hvis lørdagsslik er blevet inddraget!

Det kunne have været så godt, og det var det også et langt stykke hen ad vejen, men dét brev, det er ligesom en bombe der smadrer alt, hvad der måtte være af æstetik og litterær kvalitet i denne digtsamling.

Det er med meget blandede følelser, jeg må anbefale dette værk. Den er med sin højaktuelle (og sikkert og desværre altid gældende) problemstilling og nærhed værd at læse. Jeg synes, den er for sigende, og enkelte steder også slående til at undgå, men den litterære kvalitet er ikke overvældende.

 

Hver morgen lokker jeg stedet til at røbe/ hvad tiden natten igennem/ har begået/ fortællingen bekræfter hver/ gang at når tiden forvitrer/ forsvinder stedet ind/ på sin plads.

2 modspor

 


INFO

Værket kan købes hos Det Poetiske Bureaus Forlag for 150 kr her.

Info om forfatteren:

Salim Abdali er født og opvokset i Bagdad i Irak. I 1982 bosatte han sig i Danmark. Abdali er, udover at være forfatter, også biofysiker og er kendt for sine oversættelser af den syriske digter Adonis. Abdali er lige nu aktuel med teaterforestillingen, Horisonten, hvor han har bidraget med sine digte.